Nervøs for det sker igen

Godaften skønne damer. 

Sagen er den, at jeg er blevet gravid, hvilket vi er rigtig glade for 

men var for nogle måneder siden igennem en spontan abort, hvor fosteret var dødt en månede før jeg begyndte at bløde og frastøde det, faktisk var det dødt ligesom jeg fandt ud af at jeg var gravid 

det tog rigtig hårdt på mig, for jeg kunne ikke forstå hvorfor min krop ikke bare kunne have frastødt det med det samme, istedet for at lade mig gå i troen om at det hele var lykkeligt. 

På den ene side er jeg ovenud lykkelig for at være gravid igen, har symptomer som virkelig ømme bryster, lettere utilpashed, hovedpine, svimmelhed og murren i underlivet - og på den anden side er jeg virkelig bange for at det skal ske igen, at fosteret er dødt, og at min krop bare venter på at støde det ud  jeg har ikke ringet til min læge endnu, er kun 6+0 imorgen, for sidst da jeg aftalte tid til første lægetjek, måtte jeg jo aflyse igen da der ikke var liv. 

Bør jeg ringe til lægen og snakke med dem, også om mine frustrationer om spontan abort, eller er det at virke for pylret? For et eller andet sted vil jeg jo rigtig gerne tro på det, men jeg tør ikke. Vil gerne ha bekræftet der er liv, men en selvbetalt scanning er ikke en mulighed, da vi bor 50km fra den nærmeste klinik, og jeg skal med offentlig transport. 

Slet ikke nogen? 

Jeg synes bestemt ikke det er pyldret. Synes sagtens du kan ringe og fortælle om dine frustrationer

Synes helt bestemt godt du kan ringe til lægen og fortælle om dine frustrationer, og er du heldig og har en god læge vil h*n henvise dig til en tidlig trygheds scanning.. 

(Det er desværre bare ikke alle der gør det ) 

jeg krydser fingre for det lille spir vokser sig stor og stærk.. 

Du er jo aktiv velkommen til at ringe til din læge og få talt dine frustrationer igennem. Og synes da ikke det er pylret. Om din læge så tilbyder fx blodprøvetagning eller en tidlig scanning, kan jeg så ikke sige eller måske blot en snak for at give dig tryghed.

Anonym skriver:

Godaften skønne damer. 

Sagen er den, at jeg er blevet gravid, hvilket vi er rigtig glade for 

men var for nogle måneder siden igennem en spontan abort, hvor fosteret var dødt en månede før jeg begyndte at bløde og frastøde det, faktisk var det dødt ligesom jeg fandt ud af at jeg var gravid 

det tog rigtig hårdt på mig, for jeg kunne ikke forstå hvorfor min krop ikke bare kunne have frastødt det med det samme, istedet for at lade mig gå i troen om at det hele var lykkeligt. 

På den ene side er jeg ovenud lykkelig for at være gravid igen, har symptomer som virkelig ømme bryster, lettere utilpashed, hovedpine, svimmelhed og murren i underlivet - og på den anden side er jeg virkelig bange for at det skal ske igen, at fosteret er dødt, og at min krop bare venter på at støde det ud  jeg har ikke ringet til min læge endnu, er kun 6+0 imorgen, for sidst da jeg aftalte tid til første lægetjek, måtte jeg jo aflyse igen da der ikke var liv. 

Bør jeg ringe til lægen og snakke med dem, også om mine frustrationer om spontan abort, eller er det at virke for pylret? For et eller andet sted vil jeg jo rigtig gerne tro på det, men jeg tør ikke. Vil gerne ha bekræftet der er liv, men en selvbetalt scanning er ikke en mulighed, da vi bor 50km fra den nærmeste klinik, og jeg skal med offentlig transport. 

Jeg oplevede det samme da jeg blev gravid med min datter.... Havde året inden mistet to gange... Første gang skyldtes at graviditeten var en partiel mola og anden gang højst sandsynlig fordi mit stofskifte ikke var velreguleret....men anden gang blev jeg scannet 12+0 og de sagde da jeg kom til NF 4 dage senere at fosteret var gået til 12+0 så samme dag  Men jeg var lige som dig frygtelig nervøs og næsten sikker på det samme ville ske igen da jeg blev gravid med min datter... ... Ville nærmest ikke forholde mig til graviditeten... Jeg fik en lang snak med min læge omkring det og hun var så sød at henvise mig til en tidlig scanning men det var nok lige så meget pga nok tidligere mola graviditet.... Men hun vidste at det kunne give mig tryghed men samtidig ved jeg jo også at scanningen kun kan sige hvordan det ser ud her og nu.... Ikke om en uge ... Men snak med din læge om din bekymring det hjælper Nogengange og måske hun sender dog til en scanning ellers kan man jo vælge selv at betale for en tidlig scanning 

er sikker på blop har det dejligt i mors mave 

sandramor skriver:

Jeg oplevede det samme da jeg blev gravid med min datter.... Havde året inden mistet to gange... Første gang skyldtes at graviditeten var en partiel mola og anden gang højst sandsynlig fordi mit stofskifte ikke var velreguleret....men anden gang blev jeg scannet 12+0 og de sagde da jeg kom til NF 4 dage senere at fosteret var gået til 12+0 så samme dag  Men jeg var lige som dig frygtelig nervøs og næsten sikker på det samme ville ske igen da jeg blev gravid med min datter... ... Ville nærmest ikke forholde mig til graviditeten... Jeg fik en lang snak med min læge omkring det og hun var så sød at henvise mig til en tidlig scanning men det var nok lige så meget pga nok tidligere mola graviditet.... Men hun vidste at det kunne give mig tryghed men samtidig ved jeg jo også at scanningen kun kan sige hvordan det ser ud her og nu.... Ikke om en uge ... Men snak med din læge om din bekymring det hjælper Nogengange og måske hun sender dog til en scanning ellers kan man jo vælge selv at betale for en tidlig scanning 

 

er sikker på blop har det dejligt i mors mave 

Tak for svaret  er dog ked af at læse at du har mistet to gange 

jeg havde lige været igennem en stor operation måneden inden jeg blev gravid, så tror måske det kan ha haft noget med det at gøre. At min krop bare ikke var klar til at passe på andet end mig. 

Men jeg har det også sådan lidt, at jeg helst ikke vil være glad for det endnu, for det kørte mig godt nok helt ned da jeg mistede  var lige startet på arbejde igen efter 3 mDR sygemelding, og så begyndte jeg at bløde dagen efter. Ku ikke få mig til at melde mig syg igen, så tog på arbejde i 4 dage med en igangværende abort. Så det var både fysisk og psykisk hårdt. Også fordi jeg ikke turde fortælle min arbejdsgiver det før nogle uger efter. Håber virkelig lille blob bliver der. Lige nu er det hele bare lidt surealistisk, for ved ikke hvordan jeg skal forholde mig. Jeg har et barn, så jeg ved vi kan. Men har også været igennem 2 aborter. Så rent logisk tænker jeg jo at der måske bare var et held at vi fik hende. 

Ej mine tanker kører rundt. Ved slet ikke hvad jeg skal og ikke skal. Jeg har lyst til at fortælle hele verden det, og på samme tid vil jeg ikke ha nogle skal vide det? For hvis nu det går galt igen (7-9-13), så magter jeg ikke folks (selvfølgelig velmenende) spørgsmål om om vi er okay osv. 

Undskyld det lange svar. Er bare sådan helt i vildrede over mig selv. Har sådan en mens agtig murren mange gange, så er konstant på toilettet for at tjekke 

man bliver jo et nervevrag

Anonym skriver:

Tak for svaret  er dog ked af at læse at du har mistet to gange 

jeg havde lige været igennem en stor operation måneden inden jeg blev gravid, så tror måske det kan ha haft noget med det at gøre. At min krop bare ikke var klar til at passe på andet end mig. 

Men jeg har det også sådan lidt, at jeg helst ikke vil være glad for det endnu, for det kørte mig godt nok helt ned da jeg mistede  var lige startet på arbejde igen efter 3 mDR sygemelding, og så begyndte jeg at bløde dagen efter. Ku ikke få mig til at melde mig syg igen, så tog på arbejde i 4 dage med en igangværende abort. Så det var både fysisk og psykisk hårdt. Også fordi jeg ikke turde fortælle min arbejdsgiver det før nogle uger efter. Håber virkelig lille blob bliver der. Lige nu er det hele bare lidt surealistisk, for ved ikke hvordan jeg skal forholde mig. Jeg har et barn, så jeg ved vi kan. Men har også været igennem 2 aborter. Så rent logisk tænker jeg jo at der måske bare var et held at vi fik hende. 

Ej mine tanker kører rundt. Ved slet ikke hvad jeg skal og ikke skal. Jeg har lyst til at fortælle hele verden det, og på samme tid vil jeg ikke ha nogle skal vide det? For hvis nu det går galt igen (7-9-13), så magter jeg ikke folks (selvfølgelig velmenende) spørgsmål om om vi er okay osv. 

Undskyld det lange svar. Er bare sådan helt i vildrede over mig selv. Har sådan en mens agtig murren mange gange, så er konstant på toilettet for at tjekke 

man bliver jo et nervevrag

Søde du.... Jeg har også en datter på nu 10 år så jeg vidste jo også at jeg godt kunne.... Og for pokker ja det er fandens hårdt konstant at gå rundt med den bekymring og angst for at man igen mister..... 

Jeg kan godt huske jeg også rendte på toilet konstant for at tjekke og så sørme om der i uge 9 mens jeg var op Mallorca ikke var en lile bitte pletblødning så stod jeg der og måtte vente til jeg kom hjem.... Tog til lægen dagen efter jeg kom hjem og det viste sig at jeg havde en omgang blærebetændelse som var skyld i min pletblødning (det var blod i urinen) og derfor jeg havde de smerter i underlivet for det forsvandt da jeg fik penicillin.... 

Måske du alligevel skal overveje at fortælle det til ihvertfald en du er fortrolig med... Det er rigtig hårdt at gå med de bekymringer alene... Men du er altid velkommen til st skrive en pb til mig... 

Bare husk at det er helt normalt at ha murren i underlivet.. Der sker jo noget stort dernede