Hej
Jeg skriver fordi min søn på 4½ år for nyligt, flere gange har sagt at han ikke kan lide sig selv. Han siger ting som "jeg ville ønske jeg blev dræbt da jeg blev født"
Jeg spørger ham hvorfor han ikke kan lide sig selv og han svarer "det kan jeg bare ikke" med en "det er der jo ikke noget at gøre ved/det er bare ærgerligt mine"
Jeg har gentagne gange fortalt ham at der er rigtig mange mennesker omkring ham, der holder af ham og synes han er en dejlig dreng.
Han har ikke anden unormal adfærd (i mine øjne) og flest opfatter ham som en rigtig sød dreng. Vi får feks altid at vide at han er nem og sød at have på besøg til legeaftaler.
Sidste år fik han en lillebror. Det er gået rigtig fint. Vi var bevidste om også at huske vores store dreng. Heldigvis er lillebror meget nem og de to drenge har bestemt allerede glæde af hinanden.
Nu hvor lillebror er 14 mdr, så har jeg tænkt at han får utrolig meget positiv opmærksomhed fordi der er så mange ting han lærer nu. Måske min store dreng blir jaloux på den opmærksomhed den lille får. Ligeledes får den store positiv opmærksomhed når han får lillebror til at grine, når de leger sammen eller når han lægger en arm om den lille hvis han græder.
Jeg taler jævnligt med min søn om de store ting i livet, såsom alle begår fejl. Far og jeg gør stadig dumme ting selvom vi er voksne. Man kan skændes og blive gode venner igen.
Min mand er meget beskyttende overfor børnene og han kan ikke tåle de er kede af det. I hans verden må de få al is, al lego, alle chokolademadder som denne verden rummer, hvis det gør dem glade. Det får tit mig til at fremstå som den sure, der siger nej. Det er ved at blive udlignet, da min mand har indset at det nok ikke er vejen frem. Dog er jeg stadig den hårde og min mand den eftergivende.
Vi spillede et spil forleden og jeg sagde jeg ikke gad spille når han snød. Han blev sur og sagde han ville dræbe sig sev. Jeg spurgte ham om han ikke kunne lide sig selv, når han fik skæld ud og han nikkede. Han synes han fik for meget skæld ud.
Hvis en mindre irettesættelse (i et roligt sprog) som at det ikke er sjovt at spille når han snyder, gælder som skæld ud. Dvs hvis alle irettesættelser gælder som skæld ud, ja så får han meget skæld ud. Ellers så skælder vi ikke meget ud. Vi fortæller ham at der er ting han ikke må og opførsel vi ikke accepterer i vores familie. Men decideret råben og skrigen er forbeholdt situationer ude af kontrol, som da han forleden løb fra mig på en stor vej og jeg blev virkelig bange.
Hvad skal jeg gøre? Jeg ønsker ikke han skal have et lavt selvværd og gå med den slags tanker.
Mange hilsner fra en trist mor
Lindas svar
Kære 'triste mor'
Jeg kan høre at du er en fantastisk omsorgsfuld og betænksom mor, der ønsker af hele dit hjerte at gøre det bedste for din søn. Jeg vil rådgive dig, så godt jeg formår på afstand, men vil sige med det samme: En sådan sag var meget lettere at håndtere, hvis jeg stod hos jer personligt, fordi det ofte er de små tegn og signaler, der viser vejen videre.
Først lidt generelle tips om at opbygge børnenes selvværd:
- Samvær ("andre har lyst at være sammen med mig og spørger om jeg vil være med, hjælpe dem eller sige, hvad jeg mener")
- Anerkendelse ("Når jeg taler, så lytter andre til mig og forsøger at forstå mig. Jeg bliver trøstet når jeg er ked, og får plads når jeg er vred. Den jeg ER er altid ok, selvom jeg ikke altid gør ting der er i orden.")
- Tid ("der er tid til at jeg finder mine egne veje, leger med ting jeg synes er interessante og selv vælger ting jeg vil spise/se eller tage på. Far og mor har tid til at være sammen med MIG")
Hvis du forholder dig til de tre punkter, vil du sandsynligvis finde nogle der halter… som forældre til flere små børn er det helt naturligt. Vi kan ikke være alle steder og være evigt nærværende – og det vil også kun give selvcentrerede børn. Men det er et kæmpe selvværds-boost for barnet, hvis vi har alenetid sammen (”mor og far ønsker at være sammen med mig, fordi jeg er dejlig” er logikken).
Når jeg hører et barn tale om døden, så vender jeg lige følgende senarier i hovedet: 1. Har han hørt andre tale om døden (= sund interesse) 2. Har han et ønske om at ikke-eksistere, som døden jo er et udtryk for som barn (= alarmklokke for mistrivsel) 3. Er der ting i barnets hverdag, der er så svær at håndtere, at det var lettere at ikke-eksistere? (= for høje krav, for svære relationer eller tilsvarende) 4. Er der ting i barnets hverdag som er anderledes, ting det forsøger at undgå eller er bekymret for (Tanker om døden kan i nogle tilfælde være tegn på angst).
Ang punkt 4. Jeg bliver lidt bekymret, når du fortæller at du "snakker meget med ham om de store spørgsmål i livet" - husk at holde tingene på et meget håndgribeligt niveau og så konkret som muligt. Din søn forstår efterhånden abstrakt tænkning, men mangler i stor grad at kunne se tingene i forhold til det store billede. Så hvis du taler med ham om at "alle begår fejl" kan det betyde at "man kan ikke stole på nogen i verden". Jeg tror ikke nødvendigvis dette punkt har særlig stor indflydelse på din situation, men siger det mest for at minde om hans forståelsesverden.
For mig at høre, så er vi mest ved nummer 2. Hvor slemt han ikke kan lide sig selv og sin eksistens kan jeg ikke sige på afstand. Her ville en observation af jeres søn og dele af hans adfærd og omgivelser give et meget klarere billede. Men her er en række generelle ting man kan handle på ved lavt selvværd: 1. Ændre de ting de modarbejder selvværdet 2. Sæt specifikke mål for at støtte barnets selvværd. 3. Overvej jeres samvær, hvad er anerkendende og hvad dræner selvværd i jeres relation – dette er det sværeste punkt, som dog kræver overvejelse.
En sidste ting (j.f. punkt 3) du kan vende med dig selv er, at nogle børn er overstrømmende gode mod deres søskende og vender alle de negative ting ved at få en lillesøster/lillebror indad mod dem selv. Altså hvis det opleves for ”farligt” rent socialt at være vred på lillebror, så er det lettere at hade sig selv, så får man også en masse opmærksomhed samtidig. Den slags imødegår du lettest ved at sætte ord på den ubehag, som små søskende KAN skabe i større søskende. Fx ”Øv, nu skulle vi lige til at lege, og så vågnede lillebror, det var træls – men så kan vi lege efter aftensmaden” eller ”hov han hev dig i håret, det må gøre ondt, jeg skal nok tage ham væk og sige, at han ikke må.” På den måde bliver ubehagelige følelser og oplevelser mere acceptable for den større søskende også.
Jeg ønsker dig alt det bedste. Skriv endelig til mig igen, her eller via min hjemmeside på: www.trivselifamlien.dk
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver v. Trivsel i familien
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
