Når man har forkælet manden for meget...

hvad gør man så, når man har fået nok?

Vi har kendt hinanden i utroligt mange år og vi elsker helt sikkert hinanden dybt. Jeg er bare efterhånden blevet så træt af, at han er en kæmpe drengerøv.

I starten af vores forhold (vi var meget unge) var jeg meget optaget af min lange uddannelse og derfor fik han ret frie tøjler og var da også ude og rejse alene med drengene osv. Senere fik vi børn og mens jeg var gravid, var jeg bare dårlig (kvalme) og gad ingenting og tænkte, at vi ikke begge to behøvede at lide på sofaen. Så blev børnene født og da det var mig, der ammede, så behøvede han da ikke stå op om natten osv.

Nu har vi tre børn og han er stadig verdens største drengerøv. Troede naivt, at han ville vokse med opgaven. Men har nu børn på 4,2 og 0 år og jeg er fuldstændig ulykkelig halvdelen af tiden.

Han er en rigtig god far og vi har det også for det meste rigtig godt, men han dyrker sine interesser mindst 2 gange i ugen, hvilket gør, at han har vældig travlt med at nå alle sine projekter her hjemme resten af tiden eller arbejde. Dvs. jeg må konstant holde for med børnene og står tit og prøver at putte tre børn på en gang. Der er ALDRIG noget ekstra tid til mig og når jeg planlægger det, så spolerer han det med noget, der er SÅ vigtigt, at jeg ikke kan sige nej til at tage børnene. Det gør, at jeg bliver en trist og sur mor, der aldrig har nok overskud.

Jeg får lyst til og drømmer om en tilværelse som en enlig mor, da jeg bliver så ked af det. Hvordan kan jeg vende det her? Hvordan kan jeg banke ind i hans hoved, at jeg har brug for ham? Er der andre her inde, der har det sådan der hjemme?

SofiaMik skriver:

hvad gør man så, når man har fået nok?

Vi har kendt hinanden i utroligt mange år og vi elsker helt sikkert hinanden dybt. Jeg er bare efterhånden blevet så træt af, at han er en kæmpe drengerøv.

I starten af vores forhold (vi var meget unge) var jeg meget optaget af min lange uddannelse og derfor fik han ret frie tøjler og var da også ude og rejse alene med drengene osv. Senere fik vi børn og mens jeg var gravid, var jeg bare dårlig (kvalme) og gad ingenting og tænkte, at vi ikke begge to behøvede at lide på sofaen. Så blev børnene født og da det var mig, der ammede, så behøvede han da ikke stå op om natten osv.

Nu har vi tre børn og han er stadig verdens største drengerøv. Troede naivt, at han ville vokse med opgaven. Men har nu børn på 4,2 og 0 år og jeg er fuldstændig ulykkelig halvdelen af tiden.

Han er en rigtig god far og vi har det også for det meste rigtig godt, men han dyrker sine interesser mindst 2 gange i ugen, hvilket gør, at han har vældig travlt med at nå alle sine projekter her hjemme resten af tiden eller arbejde. Dvs. jeg må konstant holde for med børnene og står tit og prøver at putte tre børn på en gang. Der er ALDRIG noget ekstra tid til mig og når jeg planlægger det, så spolerer han det med noget, der er SÅ vigtigt, at jeg ikke kan sige nej til at tage børnene. Det gør, at jeg bliver en trist og sur mor, der aldrig har nok overskud.

Jeg får lyst til og drømmer om en tilværelse som en enlig mor, da jeg bliver så ked af det. Hvordan kan jeg vende det her? Hvordan kan jeg banke ind i hans hoved, at jeg har brug for ham? Er der andre her inde, der har det sådan der hjemme?

 

Giv ham en aften/weekend med dem alene, det må være en øjenåbner

Sandratoft skriver:

Giv ham en aften/weekend med dem alene, det må være en øjenåbner

Det er faktisk prøvet før med de to største, men det holder kun kortvarigt. Jeg har også tænkt på, at jeg ville gøre det igen og evt. gå ud to gange om ugen for at vise ham, hvordan det er, men det er bare svært at gøre mod mine børn. Desuden har han faktisk fundet nogen, der kan hjælpe ham f.eks. hans mor eller lignende, så han ikke er alene med dem SUK

SofiaMik skriver:

Det er faktisk prøvet før med de to største, men det holder kun kortvarigt. Jeg har også tænkt på, at jeg ville gøre det igen og evt. gå ud to gange om ugen for at vise ham, hvordan det er, men det er bare svært at gøre mod mine børn. Desuden har han faktisk fundet nogen, der kan hjælpe ham f.eks. hans mor eller lignende, så han ikke er alene med dem SUK

Det er min erfaring at mænd simpelthen ikke fatter hentydninger, så du er nok nødt til at sætte dig bed med ham og forklare hvordan du har det. Og det er altså helt legalt at tingene ikke kan fortsætte som de plejer når i nu har 3 børn og et helt andet liv end da I mødte hinanden.

Du beskriver at i elsker hinanden og jeg fornemmer at din kæreste egentlig også gerne vil imødekomme dig, men endnu ikke har formået at holde dampen oppe i længere tid af gangen. Måske skal din kæreste "lære" hvordan man jonglerer tre børn og i stedet for at han skal stå med det alene, så kunne I finde en rytme hvor I hjælpes ad. Lige så stille bliver han mere komfortabel og I kan hver især have fritid også.

Og når i nu skal have snakken så få ungerne passet så I har god tid og ikke bliver afbrudt. Måske en hotelovernatning så vasketøj og nullermænd heller ikke forstyrrer. 

SofiaMik skriver:

hvad gør man så, når man har fået nok?

Vi har kendt hinanden i utroligt mange år og vi elsker helt sikkert hinanden dybt. Jeg er bare efterhånden blevet så træt af, at han er en kæmpe drengerøv.

I starten af vores forhold (vi var meget unge) var jeg meget optaget af min lange uddannelse og derfor fik han ret frie tøjler og var da også ude og rejse alene med drengene osv. Senere fik vi børn og mens jeg var gravid, var jeg bare dårlig (kvalme) og gad ingenting og tænkte, at vi ikke begge to behøvede at lide på sofaen. Så blev børnene født og da det var mig, der ammede, så behøvede han da ikke stå op om natten osv.

Nu har vi tre børn og han er stadig verdens største drengerøv. Troede naivt, at han ville vokse med opgaven. Men har nu børn på 4,2 og 0 år og jeg er fuldstændig ulykkelig halvdelen af tiden.

Han er en rigtig god far og vi har det også for det meste rigtig godt, men han dyrker sine interesser mindst 2 gange i ugen, hvilket gør, at han har vældig travlt med at nå alle sine projekter her hjemme resten af tiden eller arbejde. Dvs. jeg må konstant holde for med børnene og står tit og prøver at putte tre børn på en gang. Der er ALDRIG noget ekstra tid til mig og når jeg planlægger det, så spolerer han det med noget, der er SÅ vigtigt, at jeg ikke kan sige nej til at tage børnene. Det gør, at jeg bliver en trist og sur mor, der aldrig har nok overskud.

Jeg får lyst til og drømmer om en tilværelse som en enlig mor, da jeg bliver så ked af det. Hvordan kan jeg vende det her? Hvordan kan jeg banke ind i hans hoved, at jeg har brug for ham? Er der andre her inde, der har det sådan der hjemme?

 

Giv ham nogle opgaver.. Lave aftensmad, bad, at han tager et eller to af børnene med, (ikke at en anden skal passe dem), at du har fri aftener, hvis han har to, har du også to fri aftener...

Det er hårdt, for du har ladet ham gøre det i så mange år, så han regner ikke med at han skal gøre noget som helst, at du bare gør det og at han har en kone der passer børnene, sørger for mad m.m og det skal han lære at sådan er det ikke mere. Du kan ikke ændre ham 100%, men du kan gøre alt hvad du kan for at ham til at indse at han altså har en familie, og børnene er ved at blive store at de oplever at far er væk, og en mor der har det dårligt, er ked af det..

Yurie skriver:

Giv ham nogle opgaver.. Lave aftensmad, bad, at han tager et eller to af børnene med, (ikke at en anden skal passe dem), at du har fri aftener, hvis han har to, har du også to fri aftener...

Det er hårdt, for du har ladet ham gøre det i så mange år, så han regner ikke med at han skal gøre noget som helst, at du bare gør det og at han har en kone der passer børnene, sørger for mad m.m og det skal han lære at sådan er det ikke mere. Du kan ikke ændre ham 100%, men du kan gøre alt hvad du kan for at ham til at indse at han altså har en familie, og børnene er ved at blive store at de oplever at far er væk, og en mor der har det dårligt, er ked af det..

Hm har gået og tænkt lidt over dit indlæg.. 

Og jeg tror du skal sætte dig ned og skrive alt det op du har ladet ham Gøre i årenes løb mens du har stået med det hele selv. 

Og så skal du sætte dig ned med manden og tage en stille og rolig snak med ham fortæl ham at du syntes du har givet ham rigtig meget frihed i årenes løb men nu har du nået din grænse og vis i skal kunne blive sammen må der ske ændringer. 

For du har aldrig selv nogle fritimer og lidt tid til dig selv mens han har 2 fridage om ugen. 

At du bliver en sur og stresset mor når du aldrig selv har tid til pauser du har brug for han er der i hverdagen og hjælper til og i nu må dele de to fridage så du får den ene og han den anden tiden ud over skal bruges med børnene da han har haft for travlt de sidste par år og børnene nu ligger mærke til en fraværende far. 

Og så et kæmpe kram til dig 

Håber det vil hjælpe lidt 

hvad gør man så, når man har fået nok?

Vi har kendt hinanden i utroligt mange år og vi elsker helt sikkert hinanden dybt. Jeg er bare efterhånden blevet så træt af, at han er en kæmpe drengerøv.

I starten af vores forhold (vi var meget unge) var jeg meget optaget af min lange uddannelse og derfor fik han ret frie tøjler og var da også ude og rejse alene med drengene osv. Senere fik vi børn og mens jeg var gravid, var jeg bare dårlig (kvalme) og gad ingenting og tænkte, at vi ikke begge to behøvede at lide på sofaen. Så blev børnene født og da det var mig, der ammede, så behøvede han da ikke stå op om natten osv.

Nu har vi tre børn og han er stadig verdens største drengerøv. Troede naivt, at han ville vokse med opgaven. Men har nu børn på 4,2 og 0 år og jeg er fuldstændig ulykkelig halvdelen af tiden.

Han er en rigtig god far og vi har det også for det meste rigtig godt, men han dyrker sine interesser mindst 2 gange i ugen, hvilket gør, at han har vældig travlt med at nå alle sine projekter her hjemme resten af tiden eller arbejde. Dvs. jeg må konstant holde for med børnene og står tit og prøver at putte tre børn på en gang. Der er ALDRIG noget ekstra tid til mig og når jeg planlægger det, så spolerer han det med noget, der er SÅ vigtigt, at jeg ikke kan sige nej til at tage børnene. Det gør, at jeg bliver en trist og sur mor, der aldrig har nok overskud.

Jeg får lyst til og drømmer om en tilværelse som en enlig mor, da jeg bliver så ked af det. Hvordan kan jeg vende det her? Hvordan kan jeg banke ind i hans hoved, at jeg har brug for ham? Er der andre her inde, der har det sådan der hjemme?

 

For det første skal du anerkende at du har en del af ansvaret (det virker det nu også til at du gør). Og forstå at det er en masse indgroede vaner og forestillinger om hvordan livet er, som skal ændres i hans hjerne. Det er ikke noget man bare sådan lige gør. Han har altid troet, og er blevet bekræftet i, at verden er på en bestemt måde. Nu kommer du pludselig og siger at den er på en anden måde. Det er ikke nemt.

Og tænk på det sådan her: Du ændrer ikke på ham, du ændrer på dig selv. Og så må han følge med, eller lade være.

For det første skal du fortælle ham præcis hvordan du har det. Helt klar og tydelig kommunikation. Du skal sige at du godt ved at I er to om at være havnet her. Du skal sige at du ikke kan holde det ud mere, og at der skal ændringer til.

Sig til ham at du fra nu af sikkert vil virke som en irriterende mokke fra tid til anden fordi du hele tiden beder ham om at gøre ting. Men at det er nødvendigt fordi han ikke gør dem af sig selv, og du ikke gider gøre alt længere. Hvis ikke han vil have opgaver udstukket af dig, må han tage initiativ selv.

Meld klart ud at nu prøver vi det på den her måde. Og at hvis ikke det fungerer, så vil du stille endnu højere krav til at han f.eks dropper fritidsinteresser.

Og så giv ham valg, som om han var et lille barn: "Vil du helst tage opvasken eller give ungerne bad?" Det er de to muligheder der er - vælg én.

Og så skal du også gøre lige præcis de ting du skriver at du ikke vil gøre. Tag tid til dig selv. Forkæl dig selv. Lav aftaler - som du naturligvis IKKE skal aflyse på grund af ham.

Lad være med at tænke at det er synd for børnene at han bruger bedster o.s.v. til at aflaste. Det er ikke synd, de vil da gerne tilbringe tid med farmor. Lad ham stå med den logistik det er at afsætte børnene fordi han hellere vil bruge tid på noget andet.

Jeg synes ikke umiddelbart at to aftener ude om ugen lyder af vildt meget. Hvad er det han ellers får tiden til at gå med? Hvad er projekterne derhjemme? Er der arbejde ud over arbejdstiden, eller hvordan?

anna111 skriver:

Hm har gået og tænkt lidt over dit indlæg.. 

Og jeg tror du skal sætte dig ned og skrive alt det op du har ladet ham Gøre i årenes løb mens du har stået med det hele selv. 

Og så skal du sætte dig ned med manden og tage en stille og rolig snak med ham fortæl ham at du syntes du har givet ham rigtig meget frihed i årenes løb men nu har du nået din grænse og vis i skal kunne blive sammen må der ske ændringer. 

For du har aldrig selv nogle fritimer og lidt tid til dig selv mens han har 2 fridage om ugen. 

At du bliver en sur og stresset mor når du aldrig selv har tid til pauser du har brug for han er der i hverdagen og hjælper til og i nu må dele de to fridage så du får den ene og han den anden tiden ud over skal bruges med børnene da han har haft for travlt de sidste par år og børnene nu ligger mærke til en fraværende far. 

Og så et kæmpe kram til dig 

Håber det vil hjælpe lidt 

Gætter på at du ville citere ts, ikke mig