Dysfunktionelle familie ...

En lang historie kort. 

Jeg kommer fra en dysfunktionelle familie, med meget psykisk vold, og omsorgssvigt. 

Jeg har søgt hjælp, og går til terapi  det bedste der er skete i mit liv. 

Jeg har lærte, og lærer stadig, at give slip på min familie, og ikke forvente noget fra dem, men tage det jeg får. 

- I min graviditet valgt de dog , at omsorgssvigt mig igen  fordi jeg havde brug for dem under min graviditet  

- jeg har klippet kontakten nu, for min skyld, og mit barn. 

- jeg skal nu føde nok indefor de kommende to uger. 

- Og jeg sidder og tudbrøler, om hvad jeg skal gøre når jeg føder? 

- skal jeg skrive til dem, og sige jeg har fået mit datter, og risikere de ikke svarer tilbage eller  de svarer grimt tilbage? 

Eller skal jeg det på facebook, så må de finde ud af det på den måde? 

- Min terapeut igennem 2 år synes nr 2, fordi hun tror de går udover sin vej, at såre mig, fordi de har alvorlige problemer selv, og min smukke dag skal ikke ødelægges af dem....

Men..... jeg ved ikke .....

jeg er i tvivl, men min terapeut har nok ret...

Men jeg vil ha en normal familie.....

Hvad vilde i gøre?

Anonym skriver:

En lang historie kort. 

Jeg kommer fra en dysfunktionelle familie, med meget psykisk vold, og omsorgssvigt. 

Jeg har søgt hjælp, og går til terapi  det bedste der er skete i mit liv. 

Jeg har lærte, og lærer stadig, at give slip på min familie, og ikke forvente noget fra dem, men tage det jeg får. 

- I min graviditet valgt de dog , at omsorgssvigt mig igen  fordi jeg havde brug for dem under min graviditet  

 

- jeg har klippet kontakten nu, for min skyld, og mit barn. 

- jeg skal nu føde nok indefor de kommende to uger. 

- Og jeg sidder og tudbrøler, om hvad jeg skal gøre når jeg føder? 

- skal jeg skrive til dem, og sige jeg har fået mit datter, og risikere de ikke svarer tilbage eller  de svarer grimt tilbage? 

 

Eller skal jeg det på facebook, så må de finde ud af det på den måde? 

 

- Min terapeut igennem 2 år synes nr 2, fordi hun tror de går udover sin vej, at såre mig, fordi de har alvorlige problemer selv, og min smukke dag skal ikke ødelægges af dem....

 

Men..... jeg ved ikke .....

jeg er i tvivl, men min terapeut har nok ret...

Men jeg vil ha en normal familie.....

 

Hvad vilde i gøre?

 

Jeg ville ligge det på Facebook og så må de se det den vej...

For nej din smukke dag skal ikke ødelægges...

Anonym skriver:

En lang historie kort. 

Jeg kommer fra en dysfunktionelle familie, med meget psykisk vold, og omsorgssvigt. 

Jeg har søgt hjælp, og går til terapi  det bedste der er skete i mit liv. 

Jeg har lærte, og lærer stadig, at give slip på min familie, og ikke forvente noget fra dem, men tage det jeg får. 

- I min graviditet valgt de dog , at omsorgssvigt mig igen  fordi jeg havde brug for dem under min graviditet  

 

- jeg har klippet kontakten nu, for min skyld, og mit barn. 

- jeg skal nu føde nok indefor de kommende to uger. 

- Og jeg sidder og tudbrøler, om hvad jeg skal gøre når jeg føder? 

- skal jeg skrive til dem, og sige jeg har fået mit datter, og risikere de ikke svarer tilbage eller  de svarer grimt tilbage? 

 

Eller skal jeg det på facebook, så må de finde ud af det på den måde? 

 

- Min terapeut igennem 2 år synes nr 2, fordi hun tror de går udover sin vej, at såre mig, fordi de har alvorlige problemer selv, og min smukke dag skal ikke ødelægges af dem....

 

Men..... jeg ved ikke .....

jeg er i tvivl, men min terapeut har nok ret...

Men jeg vil ha en normal familie.....

 

Hvad vilde i gøre?

 

Jeg holder med hende, nr.2.

Når de opfører sig sådan overfor dig, fortjener de ikke at få det af vide. Så kan de se det når du har født, og så må det være deres valg om de vil kontakte dig, og hvis der ikke bliver sagt noget pænt, så svarer du enten tilbage; at det vil du ikke lytte til eller også så sletter du deres beskeder.

Jeg forstår godt dine følelser, at man bare ønsker at man kan med sin familie, at alle er glade og glæder sig over hinanden.

Bolden er på deres halvdel, og du skal ikke ødelægge dig mere, med at prøve at få kontakt.

Håber at du har en skøn svigerfamilie/veninder der er der for dig.

Held og lykke

Yurie skriver:

Jeg holder med hende, nr.2.

Når de opfører sig sådan overfor dig, fortjener de ikke at få det af vide. Så kan de se det når du har født, og så må det være deres valg om de vil kontakte dig, og hvis der ikke bliver sagt noget pænt, så svarer du enten tilbage; at det vil du ikke lytte til eller også så sletter du deres beskeder.

Jeg forstår godt dine følelser, at man bare ønsker at man kan med sin familie, at alle er glade og glæder sig over hinanden.

Bolden er på deres halvdel, og du skal ikke ødelægge dig mere, med at prøve at få kontakt.

Håber at du har en skøn svigerfamilie/veninder der er der for dig.

Held og lykke

jeg ved i har ret.....

Men synes bare det er så kikset, at gøre det på den måde... 

Har bare en tude dage i dag. 

Hvor det gøre rigtigt ondt. 

Det er et valg som kun du kan træffe. Hvis jeg var dig, ville jeg vælge nr. 1. Jeg ville sende en besked eller lign evt. med et billede af baby og skrive noget i stil med "Hej mormor , her er jeg". Og så ville jeg gøre det klart med mig selv, at jeg vil modtage ingen reaktion og/el. negativ reaktion og acceptere og forberede sig på det på forhånd så man undgår at blive skuffet i situationen hvis det bliver tilfældet. 

FN skriver:

Det er et valg som kun du kan træffe. Hvis jeg var dig, ville jeg vælge nr. 1. Jeg ville sende en besked eller lign evt. med et billede af baby og skrive noget i stil med "Hej mormor , her er jeg". Og så ville jeg gøre det klart med mig selv, at jeg vil modtage ingen reaktion og/el. negativ reaktion og acceptere og forberede sig på det på forhånd så man undgår at blive skuffet i situationen hvis det bliver tilfældet. 

Jeg forstår hvad du mener.... 

- Men du ved ikke hvor sværte det er, at overbevise sig selv om, at man er "ligeglad" .. når man sender et sms... om noget der betyder alt for en. 

- jeg tog til fødegangen engang pga. af voldsomme smerter, jeg sendte et sms, da jeg fik, at vide, det var ingenting... Intet sms kom... det gjorde VIRKELIG ONDT... selvom jeg sagde HELE TIDEN til mig selv... om der ikke kommer et sms... sider det ingenting om mig...

tror når jeg sidder i sengen med min livs gave, og jeg vil dele mine store nyhed, og jeg får en sviner sms eller intet svare vild de gjorde ondt... lige meget om jeg ved jeg ikke skal forventet noget af dem... 

- men igen sygt, ikke at fortælle sin egen nærmeste familie man har født.... 

Anonym skriver:

Jeg forstår hvad du mener.... 

- Men du ved ikke hvor sværte det er, at overbevise sig selv om, at man er "ligeglad" .. når man sender et sms... om noget der betyder alt for en. 

- jeg tog til fødegangen engang pga. af voldsomme smerter, jeg sendte et sms, da jeg fik, at vide, det var ingenting... Intet sms kom... det gjorde VIRKELIG ONDT... selvom jeg sagde HELE TIDEN til mig selv... om der ikke kommer et sms... sider det ingenting om mig...

tror når jeg sidder i sengen med min livs gave, og jeg vil dele mine store nyhed, og jeg får en sviner sms eller intet svare vild de gjorde ondt... lige meget om jeg ved jeg ikke skal forventet noget af dem... 

 

- men igen sygt, ikke at fortælle sin egen nærmeste familie man har født.... 

 

 

Jo jeg ved faktisk hvor svært sådan en situation kan være, men selvfølgelig er ikke to situationer ens. Jeg tænker bare, at du måske skulle sætte dig udover dine behov (mener på ingen måde du er selvisk, forstår sagtens din skuffelse over fanilie) og tænke på, at dit barn eller familie en dag, hvis ikke nu, så senere vil sætte pris på at du trods alt agerede som den voksne. Jeg synes du sidder i en rigtig møg situation og håber for dig, at du kan se bort fra alt det sure, og håber du har veninder/kæreste som kan støtte dig og dele glæden med dig. 

Anonym skriver:

En lang historie kort. 

Jeg kommer fra en dysfunktionelle familie, med meget psykisk vold, og omsorgssvigt. 

Jeg har søgt hjælp, og går til terapi  det bedste der er skete i mit liv. 

Jeg har lærte, og lærer stadig, at give slip på min familie, og ikke forvente noget fra dem, men tage det jeg får. 

- I min graviditet valgt de dog , at omsorgssvigt mig igen  fordi jeg havde brug for dem under min graviditet  

 

- jeg har klippet kontakten nu, for min skyld, og mit barn. 

- jeg skal nu føde nok indefor de kommende to uger. 

- Og jeg sidder og tudbrøler, om hvad jeg skal gøre når jeg føder? 

- skal jeg skrive til dem, og sige jeg har fået mit datter, og risikere de ikke svarer tilbage eller  de svarer grimt tilbage? 

 

Eller skal jeg det på facebook, så må de finde ud af det på den måde? 

 

- Min terapeut igennem 2 år synes nr 2, fordi hun tror de går udover sin vej, at såre mig, fordi de har alvorlige problemer selv, og min smukke dag skal ikke ødelægges af dem....

 

Men..... jeg ved ikke .....

jeg er i tvivl, men min terapeut har nok ret...

Men jeg vil ha en normal familie.....

 

Hvad vilde i gøre?

 

Kan du ikke vente med at offentliggøre det til du er kommet over fødslen? Altså udover de nærmeste, faderen, veninder osv. Og så skrive en SMS til din familie efter en lille uges tid? Og så Fb offentliggøre til sidst? 

Så har du da givet dem besked personligt inden fb, men stadig mulighed for lige at komme dig.

Anonym skriver:

jeg ved i har ret.....

Men synes bare det er så kikset, at gøre det på den måde... 

Har bare en tude dage i dag. 

Hvor det gøre rigtigt ondt. 

Jeg ville ikke have at noget skulle ødelægge min dag, så hvis jeg vidste at jeg enten bare ikke ville få en besked/et tillykke eller få en sviner, ville jeg ikke sende noget, så vil det bare ryge på Fb. For hvis folk ikke kan tale/behandle mig pænt, gider jeg ikke blive ved med at henvende mig til dem. Det må være deres tur til at række hånden ud til dig, og så må du se om har lyst til at snakke med dem.

Det er hårdt, jeg forstår dig godt, men du har gjort hvad du kan, så nu er det deres tur.

Det gør utroligt ondt, når ens familie ikke gider en, men man må tage et valg.. Tage kontakt og blive skuffet hver gang, eller tag en pause og se hvad der sker?

Anonym skriver:

Jeg forstår hvad du mener.... 

- Men du ved ikke hvor sværte det er, at overbevise sig selv om, at man er "ligeglad" .. når man sender et sms... om noget der betyder alt for en. 

- jeg tog til fødegangen engang pga. af voldsomme smerter, jeg sendte et sms, da jeg fik, at vide, det var ingenting... Intet sms kom... det gjorde VIRKELIG ONDT... selvom jeg sagde HELE TIDEN til mig selv... om der ikke kommer et sms... sider det ingenting om mig...

tror når jeg sidder i sengen med min livs gave, og jeg vil dele mine store nyhed, og jeg får en sviner sms eller intet svare vild de gjorde ondt... lige meget om jeg ved jeg ikke skal forventet noget af dem... 

 

- men igen sygt, ikke at fortælle sin egen nærmeste familie man har født.... 

 

 

Hvis jeg var dig, ville jeg nyde den første tid med dem der kan unde dig den. Vent med at sende noget som helst afsted. Hverken sms'er eller på facebook. Tror du at du ville kunne lade være med at tjekke hvert 5. minut, om der nu var nogen der havde svaret?

Når der er gået en uges tid, og I er faldet på plads, synes jeg du skal bruge en dag. Det skal være en dag hvor din kæreste er hjemme, så han kan tage over, hvis du får brug for at græde. Og han skal være hjemme til at vise dig alt det gode I to er ved at skabe sammen. Jeg tænker du sætter dig ved computeren og skriver en hilsen som rigtig mange andre også gør. D. x-x-2015 kom lille x til verden. Vi er trætte, men har det alle godt. etc.

Den dag må du tjekke hele tiden. Uden dårlig samvittighed. Og du må være sur og ked af det. Åbenlyst! Når dagen er gået, må du ikke tjekke din facebook den næste uge. Ikke tænke på den. Måske skal du sørge for at der er en aftale med din psykolog umiddelbart efter. Men ellers bare nyde det nye, fantastiske liv du og din kæreste har skabt. Få nogen på besøg, der virkelig sætter pris på jer.

Held og lykke!