Kender I fortvivlelsen/desperationen?

Er alene med min søn på 2 år. Gik fra min ex for et halvt år siden. Det har været ret turbulent i kommunikationen mellem os, og nok særligt fordi han har været ret såret. Nu overvejer jeg så alligevel at gå tilbage til ham, men ikke fordi jeg er dybt forelsket eller tænker jeg ville være helt igennem lykkelig med ham, men fordi jeg er mega hamrende angst for at jeg ikke finder en mand igen. Min ex og jeg var sammen i otte år, og troede jeg havde fundet manden i mit liv, og den følelse ønsker jeg at finde igen, men shit hvad hvis det ikke sker. Hvad hvis jeg ikke finder en jeg elsker og som elsker mig, en som jeg kan blive lykkelig med og få et barn mere med??? Tankerne kører rundt! Kender nogen det??

Men der er jo meget større risiko for, at du ikke finder "dit livs kærlighed", hvis du går tilbage til ham ;-)

Jeg tror, det er så normalt at blive angst for ensomheden, når man kommer ud af et forhold. Men jeg tror, at det er rigtig sundt at være alene og genopdage den bedste, gladeste og psykisk sundeste version af dig, du kan blive. Når du når dertil skal du nok finde kærligheden på ny :-)

Men der er jo også forskel på at elske og være forelsket.. Hvad var årsagen til at du gik fra ham? Var det noget der kunne arbejdes på?

Jeg synes bestemt ikke du skal nøjes i dit valg af mand, men samtidig skal du også være realistisk ift hvad et godt forhold er - perfekt findes ikke, men kan man vokse med hinanden og elske hinanden trods særheder, så er man godt på vej.

Og ovenstående er skrevet uden at kende jeres forhold, så du ved bedst selv om du har stillet for høje forventninger til lykken eller om jeres brud var retfærdigt og det helt rette.