Vil du dele dine tanker?

Jeg er nok bare gal og såret og har brug for at skrive det ned, og måske få nogle tanker med på vejen...

sagen er den at den ene af mine forældre er meget alvorligt syg af kræft, jeg har et rigtig tæt forhold til mine forældre som stadig er gift osv, så de er begge meget psykisk drænet...

Jeg er også enormt påvirket af situationen, men da vi har et barn og en på vej kan jeg ikke bare rende rundt og flæbe hele dagen, vi har en hverdag der skal fungere...

for omkring en måned siden, blev det hele for meget og jeg havde brug for at snakke og tude ud... Min kærestes svar var bare "det hjælper jo heller ikke noget at tale om det ene tiden", han sagde det ikke surt eller noget, men blev så sur og såret over at han ikke bare kunne høre på mig og trøste mig, var sur og indebrændt på ham i flere dage efter...

til sidst fik jeg sagt til ham at det gik mig på at han bare havde svaret sådan, at jeg bare havde brug for et kram og at græde ud, og at jeg ikke kunne forstå at han kunne virke så ligeglad med mig og de følelser jeg står med... Det kunne han måske godt forstå... Han er ikke typen der snakker om sine følelser eller problemer, men nogen ting kan bare ikke ignoreres til døde!!

nå men så idag, er der kommet mere dårligt nyt, vores barn ligger på sofaen og sover og jeg fortæller min kæreste det seneste nye, jeg bliver selvfølgeligt ked af det imens jeg fortæller, så siger han fandme bare "jeg kan ikke forstå du snakker om det når det gør dig ked af det" jeg var mundlam, det er omkring tre uger siden jeg fortalte ham hvad jeg havde brug for i denne situation også laver han samme stunt igen...

er det mig der er nærtagende??

vores forhold er langt fra perfekt, men vi har det generelt fint sammen, men lige det her får mig til at fokusere endnu mere på de ting der er galt i forholdet, og får mig til at overveje om jeg skal pakke mine ting

Jeg ved at når min forælder engang går bort vil han være der for mg, det har han været i tidligere hårde oplevelser, men hvis han ikke kan være der for mig på vejen og kam være så kold, ved jeg ærligt ikke om jeg vil have ham i min dagligdag... Måske lidt hormoner også spiller ind her, men synes sku han er tarvelig

Anonym skriver:

Jeg er nok bare gal og såret og har brug for at skrive det ned, og måske få nogle tanker med på vejen...

sagen er den at den ene af mine forældre er meget alvorligt syg af kræft, jeg har et rigtig tæt forhold til mine forældre som stadig er gift osv, så de er begge meget psykisk drænet...

 

Jeg er også enormt påvirket af situationen, men da vi har et barn og en på vej kan jeg ikke bare rende rundt og flæbe hele dagen, vi har en hverdag der skal fungere...

for omkring en måned siden, blev det hele for meget og jeg havde brug for at snakke og tude ud... Min kærestes svar var bare "det hjælper jo heller ikke noget at tale om det ene tiden", han sagde det ikke surt eller noget, men blev så sur og såret over at han ikke bare kunne høre på mig og trøste mig, var sur og indebrændt på ham i flere dage efter...

til sidst fik jeg sagt til ham at det gik mig på at han bare havde svaret sådan, at jeg bare havde brug for et kram og at græde ud, og at jeg ikke kunne forstå at han kunne virke så ligeglad med mig og de følelser jeg står med... Det kunne han måske godt forstå... Han er ikke typen der snakker om sine følelser eller problemer, men nogen ting kan bare ikke ignoreres til døde!!

 

nå men så idag, er der kommet mere dårligt nyt, vores barn ligger på sofaen og sover og jeg fortæller min kæreste det seneste nye, jeg bliver selvfølgeligt ked af det imens jeg fortæller, så siger han fandme bare "jeg kan ikke forstå du snakker om det når det gør dig ked af det" jeg var mundlam, det er omkring tre uger siden jeg fortalte ham hvad jeg havde brug for i denne situation også laver han samme stunt igen...

 

er det mig der er nærtagende??

 

vores forhold er langt fra perfekt, men vi har det generelt fint sammen, men lige det her får mig til at fokusere endnu mere på de ting der er galt i forholdet, og får mig til at overveje om jeg skal pakke mine ting

 

Jeg ved at når min forælder engang går bort vil han være der for mg, det har han været i tidligere hårde oplevelser, men hvis han ikke kan være der for mig på vejen og kam være så kold, ved jeg ærligt ikke om jeg vil have ham i min dagligdag... Måske lidt hormoner også spiller ind her, men synes sku han er tarvelig

Ærligt - så tænker jeg at han enten er afsindigt usympatisk eller totalt idiot (altså dum). Men mænd kan nogle gange være lidt langsomme, så måske kan du sige det IGEN? Eller tror du ikke et hjælper? Hvis han ikke VIL forstå det, så er det uacceptabelt. Men måske bliver han selv meget berørt og har lidt sært ved at håndtere det og derfor "tør" han ikke snakke med dig om det?

Synes du skal sige det til ham igen, gøre klart hvad du har brug for.

Og jeg er ked af du har en så syg forælder, det er meget hårdt og uretfærdigt 

Hvis i ellers har det godt sammen, kan du så ikke snakke om det med en veninde?

Altså selvfølgelig skal din mand have at vide hvad der sker, hver gang der ligesom er noget nyt i sagen. Men du siger selv at han er dårlig til at snakke, når det omhandler følelser.

Han skal selvfølgelig være der for dig, men hvis han altid har været sådan, så synes jeg ikke det er en "fair" grund at afslutte forholdet netop pga det.

Christine skriver:

Ærligt - så tænker jeg at han enten er afsindigt usympatisk eller totalt idiot (altså dum). Men mænd kan nogle gange være lidt langsomme, så måske kan du sige det IGEN? Eller tror du ikke et hjælper? Hvis han ikke VIL forstå det, så er det uacceptabelt. Men måske bliver han selv meget berørt og har lidt sært ved at håndtere det og derfor "tør" han ikke snakke med dig om det?

Synes du skal sige det til ham igen, gøre klart hvad du har brug for.

Og jeg er ked af du har en så syg forælder, det er meget hårdt og uretfærdigt 

selvfølgeligt tror jeg han er berørt af det, eller lad mig sige, det håber jeg da han er... Ellers er han meget mere følelseskold end jeg troede...

men jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind i at man bare fejer sin kæreste af på den måde... 

Jeg er heller ikke selv typen der elsker at snakke om problemer osv, og det er ikke fordi jeg snakker om det hver dag, men man kan da ikke bare ignorere sådan noget

CAWI skriver:

Hvis i ellers har det godt sammen, kan du så ikke snakke om det med en veninde?

Altså selvfølgelig skal din mand have at vide hvad der sker, hver gang der ligesom er noget nyt i sagen. Men du siger selv at han er dårlig til at snakke, når det omhandler følelser.

Han skal selvfølgelig være der for dig, men hvis han altid har været sådan, så synes jeg ikke det er en "fair" grund at afslutte forholdet netop pga det.

 

Han har altid været der for mig når det gjaldt, og kunne lytte når det hele var helt ad helvede til, som da min morfar døde, eller da vi mistede et barn midt i graviditeten (det påvirkede selvfølgeligt også ham sindssygt meget), han siger ikke aå meget når det er og det acccepterer jeg fuldt ud, men bare det at han holder om en hjælper.

Dagligdags problemer og frustrationer har han svært ved, men det her er ikke bare et alm problem eller konflikt man kan tie til døde...

jo kunne godt snakke med en veninde, har bare ikke aå mange tætte efter vi har fået barn, så ville ikke føle at de helt kunne forstå mig... Eller at jeg vil belemre dem med mine problemer, det var det jeg troede jeg havde min kæreste til.

Åh jeg kan et eller andet sted godt følge dig, jeg er også typen der gerne vil italesætte hvad der går mig på...

min kæreste reagerer som din med at man ikke skal tale så meget om det lidt ala "hvis man ikke taler om det så går det nok over"

årh Gud hvor jeg lægger låg på mange af mine tanker, eller taler med en god veninde i stedet... Og finder han på at klandre mig for det får kan klar besked om, st HAN jo ikke vil tale med mig om det...

men vi skal huske at vi er forskellige på godt og ondt, og selv om du lige nu har brug for at italesætte så har han også behov for at "gemme" det..

i stedet for at blive uvenner over jeres forskelligheder, så omfavn dem og tag fat i en nær veninde du kan græde ud ved... Du skal ikke fritage han helt for at være din støtte, men en god aflastning gennem en nær veninde giver dig mulighed for at få luft uden at han føler sig kvalt, og det gør at han kan rumme dig mere hvis det ikke er (i hans øjne) for ofte at det tages op... 

Du skal ikke ændre dit behov for at italesætte fordi han ikke kan rumme det (vi har alle forskellige grader af rummelighed) men find en der KAN rumme dine bekymringer og tanker... 

Jeg håber at du finder en løsning og en måde at få tømt ud på i denne svære situation... Alt det bedste til dig og dine kære i denne svære tid...

Anonym skriver:

Jeg er nok bare gal og såret og har brug for at skrive det ned, og måske få nogle tanker med på vejen...

sagen er den at den ene af mine forældre er meget alvorligt syg af kræft, jeg har et rigtig tæt forhold til mine forældre som stadig er gift osv, så de er begge meget psykisk drænet...

 

Jeg er også enormt påvirket af situationen, men da vi har et barn og en på vej kan jeg ikke bare rende rundt og flæbe hele dagen, vi har en hverdag der skal fungere...

for omkring en måned siden, blev det hele for meget og jeg havde brug for at snakke og tude ud... Min kærestes svar var bare "det hjælper jo heller ikke noget at tale om det ene tiden", han sagde det ikke surt eller noget, men blev så sur og såret over at han ikke bare kunne høre på mig og trøste mig, var sur og indebrændt på ham i flere dage efter...

til sidst fik jeg sagt til ham at det gik mig på at han bare havde svaret sådan, at jeg bare havde brug for et kram og at græde ud, og at jeg ikke kunne forstå at han kunne virke så ligeglad med mig og de følelser jeg står med... Det kunne han måske godt forstå... Han er ikke typen der snakker om sine følelser eller problemer, men nogen ting kan bare ikke ignoreres til døde!!

 

nå men så idag, er der kommet mere dårligt nyt, vores barn ligger på sofaen og sover og jeg fortæller min kæreste det seneste nye, jeg bliver selvfølgeligt ked af det imens jeg fortæller, så siger han fandme bare "jeg kan ikke forstå du snakker om det når det gør dig ked af det" jeg var mundlam, det er omkring tre uger siden jeg fortalte ham hvad jeg havde brug for i denne situation også laver han samme stunt igen...

 

er det mig der er nærtagende??

 

vores forhold er langt fra perfekt, men vi har det generelt fint sammen, men lige det her får mig til at fokusere endnu mere på de ting der er galt i forholdet, og får mig til at overveje om jeg skal pakke mine ting

 

Jeg ved at når min forælder engang går bort vil han være der for mg, det har han været i tidligere hårde oplevelser, men hvis han ikke kan være der for mig på vejen og kam være så kold, ved jeg ærligt ikke om jeg vil have ham i min dagligdag... Måske lidt hormoner også spiller ind her, men synes sku han er tarvelig

Jeg synes det er lidt ærgerligt, at nogen så hurtigt skriver at din mand er usympatisk. Jeg vil mene han er mand som mange mænd er det, og nej de er ikke altid i lige god kontakt med deres følelser og de har ikke det samme behov for at tale om det som vi kvinder har det. Mange mænd går for sig selv med deres tanker og problemer, for det er sådan de finder det rarest at bearbejde (eller ikke bearbejde) de problemer de har. Du skriver jo selv at din man sagde, at han ikke forstår hvorfor du taler om det hvis du bliver ked af at tale om det - din mand tror at det er selve det at tale om det og dit fokus på det der gør dig ked, og han ønsker ganske enkelt ikke at du skal være ked af det. Han ved bare ikke hvordan han skal hjælpe dig, fordi det du har brug for er anderledes end det han selv ville have brug for hvis det var ham der stod i dit sted. Jeg har læst at du har fortalt at du bare ønsker et kram, men det er jo muligt at det ligger så langt fra hans forståelse at han har skudt det ud af hovedet efter 3 uger (mener det var 3 uger du skrev). Jeg tror du vil opleve at du får den omsorg du ønsker, hvis du arbejder på din formulering når du taler med ham om dine problemer. Prøv at starte ud med at sige at du er ked af det, og bare ønsker at mærke hans omsorg, at han giver et kram og at han lytter til dig, at han ikke behøver at løse dine problemer, men at han, bare ved at lytte til dig og give dig et kram, hjælper dig så du får det bedre. Hvis du bruger de vendinger ved han hvad han skal gøre, når du er ked, og så vil det være lettere for ham at indfri dine ønsker. 

Hvis du har brug for mere viden om hvordan din mand kan tænke og opleve de ting du siger og gør anderledes end dig, så prøv at læse "mænd er fra mars og kvinder er fra venus"

Du er ikke nærtagende og din mand er ikke usympatisk. Det er drøn hårdt at være pårørende til meget syge mennesker, og det er lige så hårdt og magtesløst at se disse pårørende i sorg.

Jeg tror det er lige så svært for ham at håndtere din sorg, som du har svært ved at være i den. I har været sammen i flere år eftersom det er nr 2 på vej, og han har sikkert udviklet en god relation til din far - så han er sikkert også påvirket.

At han har støttet dig i de andre situationer er godt, men det er bare ikke det samme når man "venter" på at se en kær person lide og dø, end det er når det er sket. Det er nogle helt andre følelser, som er i spil. Døden er en ting, men magtesløsheden over at se syge mennesker lide er noget helt helt andet - her vil man gerne handle og gøre det hele så godt.

Og mænd er vist mere praktriske grise, hvor kvinder er mere følelser Næste gang du har brug for at snakke med ham om hele situationen, så start med at sige at du bare skal have luft Så ved han på forhånd at der ikke forventes andet end et øre.

Og det gør mig ondt med din far

Jeg var der for 2 år siden.... 

Jeg er på vej i seng men skriver lige imorgen.... Og indtil sender jeg dig et ordentligt kram, det er pisse hårdt.....

Os for din bedre halvdel ;-) det  

Jeg tror han udelukkende siger det for at beskytte DIG, det virker umiddelbart fuldstændig åndsvagt, men han er en mand, de er ofte ikke ligeså meget i kontakt med deres følelser som kvinder er, deres løsning er ofte bare at 'glemme' det og ikke håndtere sine følelser, hvis man ikke snakker om det eller konfrontere sine følelser, så det nemmere at undertrykke dem.
Jeg er helt sikker på din kæreste ikke er en usympatisk mand der bare synes du skal holde kæft og ikke gider trøste dig, jeg tror virkelig hans bedste ide bare er at lade være med at tænke på følelserne, fordi så er det jo nemmere at glemme dem.

måske du skal finde en anden, en veninde måske? en søster?bror? en der bedre kan forholde sig til din sorg og dine tanker og så få læsset ud der. måske din kæreste sågar selv er rigtig ked af det og så bliver mindet om det når du fortæller og han vil måske helst bare glemme det og ikke tænke på det?

men hensigtsmæssigt er det i hvert fald IKKE, men vi håndtere jo allesammen vores følelser forskelligt. Jeg er ikke selv særlig god til at snakke om følelser osv, der er jeg sgu nok lidt mand på det punkt