Skal jeg lade mit barn se sin dominerende oldemor?

Hej med jer. Jeg går og spekulerer meget over om jeg skal lade min søn være sammen med sin oldemor (min farmor). Jeg er meget interesseret i at høre lidt om hvad i mener om denne beslutning, hvis I altså har tid til at læse alt det jeg har skrevet.

Sagen er den at jeg altid har haft et meget tæt forhold til min farmor. Mine forældre boede hos min farmor og farfar, da de var ret unge da de fik mig, og efter at de flyttede ud passede min farmor mig næsten hver dag indtil jeg begyndte i børnehave. Man kan godt sige at jeg har følt mig tættere med hende end med min egen mor. Min mor er et dejligt og åbent menneske, men hun er også lidt flyvsk og min far har selvfølgelig været der for mig, men jeg tror at han følte sig for ung til at få så stort et ansvar.

Mit problem er at min farmor er meget dominerende og hun føler at hun er den bedste mor i verden. Hun er så glad for at være mor, at hendes datter (min faster) på snart 50 opfører sig som om hun er et barn. Min farmor skælder hende ud flere gange om dagen, de ringer sammen 5-6 gange om dagen og min faster har bare generelt svært ved at slippe den lillepigerolle, som min farmor holder hende fast i. Min farmor kan f.eks. finde på at skælde sin datter ud, hvis hun vil være sammen med sin kæreste. En bemærkning kan f.eks. lyde: "Hvorfor går du allerede? Skal du over og bolle med ham!?" Det skal lige siges at hun kan finde på at sige sådan noget foran hele familien. Og så kryber min faster selvfølgelig ned i et musehul, men den måde at reagere på påvirker selvfølgelig også hendes egne børn og nu også min søn på 4 år. Jeg ser kun min familie 4 gange om året, da vi bor langt væk fra hinanden, men min faster og farmor er så vant til at gå og snerre og skælde hinanden ud, at de ser det som det naturligste i verden at tale sådan foran min søn. Jeg tror ikke de er klar over, at alt hvad der kommer ud af deres mund er kritik og bandeord, jeg tror bare de er vant til at tale sådan.

Problemet er bare at min søn er i en alder hvor han gentager alt hvad han hører. Min farmor er utrolig stædig og racistisk. Min mor er ikke dansker, men det er som om det er noget hun ikke vil acceptere. Da jeg var barn gjorde hun f.eks. meget ud af at fortælle mig at jeg sgu ikke var filippiner, jeg var sgu dansker. Og jeg følte mig egentlig som begge dele. Jeg kan huske mange episoder hvor hende og min faster rottede sig sammen og nedgjorde min mor. Og fordi jeg jo var så meget sammen med dem begyndte jeg også at tage afstand til min mor. Hvis jeg f.eks. sagde at hverken mig selv, min søster eller mor orkede at lave mad den og den aften, kunne min farmor finde på at spørge min mor om hvorfor hun ikke lavede mad til sine børn, altså mig selv og min søster som er i tyverne og som ikke dør af at vores mor "ikke gider" lave mad en aften. "Hvorfor laver din mor ikke mad, hvorfor renser din mor ikke dine ører, hvorfor har du ikke 2 par strømper på, når vi er midt i maj?"

Jeg kan huske at det gjorde mig utrolig ked af det som barn, når hun kritiserede min mor. Min mor har aldrig slået mig, undladt at give mig mad eller klædt mig ordentligt på. Ja, hun er en kvinde som lever livet, men derfor synes jeg ikke hun har været en dårlig mor for mig. Og jeg ved at det altid har gjort hende ked af det, når min farmor var dominerende eller kritiserede hendes måde at være forælder på. Jeg tror, at fordi mine forældre boede hjemme hos min farmor indtil jeg var et år, så tror min farmor at jeg var hendes barn.

Nu er hun begyndt at opføre sig på samme måde overfor mig. Jeg elsker min farmor uendeligt højt og jeg ved at hun elsker mig. Men hun er så vred og ude af stand til at acceptere at hun også gør noget forkert engang imellem. Hun kritiserer alle som ikke deler blod med hende. Hun nægter at lære min fars nye kones navn, hun kritiserer alle sine børnebørns kærester og nu er turen kommet til mig.

Der er meget overvægt og sukkersyge i min familie, så naturligvis vil jeg ikke have at min søn bliver proppet med slik osv. Det er hun ligeglad med og under en almindelig familiemiddag tropper hun trodsigt op med chokolade, vingummier og 2 kager. Når jeg siger til hende, at min søn ikke skal have mere ignorerer hun mig eller snerrer og siger: "Han må sgu da godt få et stykke!" Hvis jeg skærer et stykke rugbrød ud i 2 skriver, tager hun kniven fra mig og skærer den ud i 10. Hvis jeg så siger at de ikke skal skæres mere ud (han er jo ikke 1 år længere) så læner hun sig ind mod ham og fniser eller siger nogle ting, som får mig til at føle, at jeg ikke er god nok mod mit barn. Når min far er med til en af disse familiemiddage kan man godt se på ham, at han kan se at jeg bliver sur eller ked af det. Men han grines oftest bare og giver det der opgivende blik: Hun er jo bare gammel, hvad kan man gøre.

En anden ting er hendes sprog: Hun er fuldstændig ligeglad med om det hun siger er sårende eller bare lyder direkte ucharmerende. En dag stod hun og kiggede ud af vinduet hvor en i gården havde smidt noget skrald i en skraldespand, selvom vedkommende, ifølge hende, ikke boede i en af de mange lejligheder som omgiver gården. Hun siger så: "Den idiot skulle fandme skydes!" hvortil min søn svarer: "Olde, hvorfor sku' idioten skydes?" Er jeg meget snerpet, når jeg siger, at jeg ikke ønsker at min søn tror det er normalt at tale sådan om fremmede mennesker? Og at jeg ikke vil have at han tror det er normalt at blive skældt ud hvert 5. minut?

Det er det mindste min farmor skælder ud over. Oftest har det noget at gøre med, at man har glemt at lægge en serviet på en bestemt tallerken eller andre ubetydelige ting. Min farfar får også en tur flere gange om dagen. Han fik en hjerneblødning som ung, så han stammer og er efterhånden også oppe i en alder, hvor han har brug for at sove til middag og spise meget medicin. Min farmor skælder ham så ud, fordi han: "fandme altid skal sidde der og sove" eller: "Når han er ude på tønden ryger det ud som et vandfald og så stinker det i hele hytten!" Igen: alt sammen noget hun siger foran mange mennesker.

Hvis jeg prøver at se det her udefra ville jeg nok sige, at hun ikke var en kvinde som burde være i nærheden af børn. Problemet er bare at hun nærmest lever og ånder for at være en mor, farmor eller oldemor. Hun forkæler meget og jeg kan da også huske, at jeg satte hende op på en meget høj piedestal, da jeg var barn. Men nu er jeg selv en mor og jeg begynder efterhånden at overveje at cutte hende ud af min søns liv. Han forguder hende, selvfølgelig, for hun giver ham en masse godter og hun nyder at være sammen med ham. Jeg føler bare, at det ikke er godt for ham, at han ser at hans egen mor bliver ignoreret og føler sig såret eller vred, hver gang vi besøger hans oldemor. Selvom jeg fortæller hende, at hun skal tale pænt og lade være med at gøre dit og dat, så er det som om, det bare giver hende endnu mere lyst til at gøre det modsatte. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke respekterer mig. Hun har altid elsket mig, men der var bare nogle ting der ændrede sig, da min søn kom til verden. Jeg blev pludselig skubbet til side og hver gang vi talte om min søn kritiserede hun mig. "Hvorfor har han ikke tøj på på det billede, giver du ham ikke tøj på siden han er syg?!"

Hun er også begyndt at kritisere min søns far, som jeg ikke bor sammen med længere og som jeg ikke har problemer med. Hun kan f.eks. finde på at spørge om min søns far passer vores søn, når han er hos ham, eller om han bare bliver smidt af hos bedsteforældrene. Hun har også spurgt om min søns far har tøj til vores søn. Til det svarer jeg selvfølgelig, at min søns far er en god far, ja han har tøj til sit eget barn. Det virker bare aldrig, for hun bliver ved med at prøve på at grave snavs frem og jeg gider ikke at min søn bliver ked af det, hvis han en dag opfanger en af de ting hun siger om hans egen far.

Det er efterhånden blevet sådan at jeg også er utrolig vred, når jeg er i nærheden af min familie. Jeg har altid været høflig og genert. Jeg ville aldrig sige min farmor imod, men jeg kan mærke at jeg ikke længere kan smile til hende længere. Jeg kan ikke holde min mund længere, når hun kritiserer min mor, min stedmor, min søns far, mine fætres kærester eller mine kusiners kærester og det ender ofte med, at jeg tager tidligt hjem med min søn, når vi er på besøg. Og jeg ved at det gør hende ked af det. Jeg er nok bare kommet til et punkt hvor jeg ikke føler at hun nogensinde vil ændre sig. Og når hun ikke, i en alder af 73, kan finde ud af at opføre sig ordentligt, hvad er pointen så? Jeg har dårlig samvittighed, men jeg føler ikke, at det er godt for min søn at være i nærheden af hende. Og når hun opfanger, at jeg ikke vil lade hende se sit oldebarn vil hun med sikkerhed putte skylden over på min kæreste, som hun aldrig har mødt, men som hun kritiserer bag min ryg (har jeg fået at vide af andre familiemedlemmer). Hun synes det er mærkeligt at jeg har en ny kæreste, for det gør man jo ikke, når man har et barn fra et tidligere forhold. Og min kæreste har 3 børn fra et tidligere forhold, så det er jo helt forfærdeligt. Min kæreste bliver selvfølgelig vred og ked af det, når han hører om hvordan jeg har det, når jeg er i nærheden af min farmor og min tante, men han har aldrig sagt at jeg burde skære dem ud af mit liv.

Jeg har et godt forhold til min farmors andre børnebørn (mine fætre og kusiner) og de er altid gode til at støtte mig, når hun eller min faster skælder ud eller bare gøre nogle ting, som viser at min faster og farmor ikke respekterer min måde at være mor på. Mine fætre og kusiner vil heller ikke have at vores farmor/mormor bliver tætte med deres børn. Og det er bare så svært fordi jeg ved, at hun kommer til at ende som en meget ensom og vred gammel kvinde, hvis hun ikke snart ændrer adfærd. Jeg tror ikke, at hun vil kigge på sine egne fejl bare fordi jeg fortæller hende, at hun ikke må se sit oldebarn længere, men jeg føler at jeg bliver nødt til at gøre det.

Hvad tænker I om alt det her? Skal jeg skære hende ud af mit og min søns liv eller skal jeg lade dem have et forhold til hinanden i de år hun har tilbage at leve i? De ser hinanden ca. 4 gange om året og ringer sammen hver 14. dag.

Undskyld hvis det jeg har skrevet er ulæseligt, jeg har bare brug for at komme ud med det.

Jeg har selv et familiemedlem der er sådan, som du beskriver din farmor.

jeg fik et stik i hjertet, da jeg læste din beskrivelse, for jeg ved hvor ondt det gør.

jeg står selv midt i det samme dilemma som du, om jeg skal cutte forbindelsen. Indtil videre har jeg valgt ikke at ses ret ofte, og jeg fortæller ikke længere noget om mig selv - jeg forsøger at lægge afstand

og så forventer jeg ikke længere nogen positiv kontakt.

jeg tænker det er pinligt at være på den måde, og at man må have det virkelig svært med sig selv, hvis man har behov for at tryne andre på den måde.

LCA skriver:

Hej med jer. Jeg går og spekulerer meget over om jeg skal lade min søn være sammen med sin oldemor (min farmor). Jeg er meget interesseret i at høre lidt om hvad i mener om denne beslutning, hvis I altså har tid til at læse alt det jeg har skrevet.

Sagen er den at jeg altid har haft et meget tæt forhold til min farmor. Mine forældre boede hos min farmor og farfar, da de var ret unge da de fik mig, og efter at de flyttede ud passede min farmor mig næsten hver dag indtil jeg begyndte i børnehave. Man kan godt sige at jeg har følt mig tættere med hende end med min egen mor. Min mor er et dejligt og åbent menneske, men hun er også lidt flyvsk og min far har selvfølgelig været der for mig, men jeg tror at han følte sig for ung til at få så stort et ansvar.

Mit problem er at min farmor er meget dominerende og hun føler at hun er den bedste mor i verden. Hun er så glad for at være mor, at hendes datter (min faster) på snart 50 opfører sig som om hun er et barn. Min farmor skælder hende ud flere gange om dagen, de ringer sammen 5-6 gange om dagen og min faster har bare generelt svært ved at slippe den lillepigerolle, som min farmor holder hende fast i. Min farmor kan f.eks. finde på at skælde sin datter ud, hvis hun vil være sammen med sin kæreste. En bemærkning kan f.eks. lyde: "Hvorfor går du allerede? Skal du over og bolle med ham!?" Det skal lige siges at hun kan finde på at sige sådan noget foran hele familien. Og så kryber min faster selvfølgelig ned i et musehul, men den måde at reagere på påvirker selvfølgelig også hendes egne børn og nu også min søn på 4 år. Jeg ser kun min familie 4 gange om året, da vi bor langt væk fra hinanden, men min faster og farmor er så vant til at gå og snerre og skælde hinanden ud, at de ser det som det naturligste i verden at tale sådan foran min søn. Jeg tror ikke de er klar over, at alt hvad der kommer ud af deres mund er kritik og bandeord, jeg tror bare de er vant til at tale sådan.

Problemet er bare at min søn er i en alder hvor han gentager alt hvad han hører. Min farmor er utrolig stædig og racistisk. Min mor er ikke dansker, men det er som om det er noget hun ikke vil acceptere. Da jeg var barn gjorde hun f.eks. meget ud af at fortælle mig at jeg sgu ikke var filippiner, jeg var sgu dansker. Og jeg følte mig egentlig som begge dele. Jeg kan huske mange episoder hvor hende og min faster rottede sig sammen og nedgjorde min mor. Og fordi jeg jo var så meget sammen med dem begyndte jeg også at tage afstand til min mor. Hvis jeg f.eks. sagde at hverken mig selv, min søster eller mor orkede at lave mad den og den aften, kunne min farmor finde på at spørge min mor om hvorfor hun ikke lavede mad til sine børn, altså mig selv og min søster som er i tyverne og som ikke dør af at vores mor "ikke gider" lave mad en aften. "Hvorfor laver din mor ikke mad, hvorfor renser din mor ikke dine ører, hvorfor har du ikke 2 par strømper på, når vi er midt i maj?"

Jeg kan huske at det gjorde mig utrolig ked af det som barn, når hun kritiserede min mor. Min mor har aldrig slået mig, undladt at give mig mad eller klædt mig ordentligt på. Ja, hun er en kvinde som lever livet, men derfor synes jeg ikke hun har været en dårlig mor for mig. Og jeg ved at det altid har gjort hende ked af det, når min farmor var dominerende eller kritiserede hendes måde at være forælder på. Jeg tror, at fordi mine forældre boede hjemme hos min farmor indtil jeg var et år, så tror min farmor at jeg var hendes barn.

Nu er hun begyndt at opføre sig på samme måde overfor mig. Jeg elsker min farmor uendeligt højt og jeg ved at hun elsker mig. Men hun er så vred og ude af stand til at acceptere at hun også gør noget forkert engang imellem. Hun kritiserer alle som ikke deler blod med hende. Hun nægter at lære min fars nye kones navn, hun kritiserer alle sine børnebørns kærester og nu er turen kommet til mig.

Der er meget overvægt og sukkersyge i min familie, så naturligvis vil jeg ikke have at min søn bliver proppet med slik osv. Det er hun ligeglad med og under en almindelig familiemiddag tropper hun trodsigt op med chokolade, vingummier og 2 kager. Når jeg siger til hende, at min søn ikke skal have mere ignorerer hun mig eller snerrer og siger: "Han må sgu da godt få et stykke!" Hvis jeg skærer et stykke rugbrød ud i 2 skriver, tager hun kniven fra mig og skærer den ud i 10. Hvis jeg så siger at de ikke skal skæres mere ud (han er jo ikke 1 år længere) så læner hun sig ind mod ham og fniser eller siger nogle ting, som får mig til at føle, at jeg ikke er god nok mod mit barn. Når min far er med til en af disse familiemiddage kan man godt se på ham, at han kan se at jeg bliver sur eller ked af det. Men han grines oftest bare og giver det der opgivende blik: Hun er jo bare gammel, hvad kan man gøre.

En anden ting er hendes sprog: Hun er fuldstændig ligeglad med om det hun siger er sårende eller bare lyder direkte ucharmerende. En dag stod hun og kiggede ud af vinduet hvor en i gården havde smidt noget skrald i en skraldespand, selvom vedkommende, ifølge hende, ikke boede i en af de mange lejligheder som omgiver gården. Hun siger så: "Den idiot skulle fandme skydes!" hvortil min søn svarer: "Olde, hvorfor sku' idioten skydes?" Er jeg meget snerpet, når jeg siger, at jeg ikke ønsker at min søn tror det er normalt at tale sådan om fremmede mennesker? Og at jeg ikke vil have at han tror det er normalt at blive skældt ud hvert 5. minut?

Det er det mindste min farmor skælder ud over. Oftest har det noget at gøre med, at man har glemt at lægge en serviet på en bestemt tallerken eller andre ubetydelige ting. Min farfar får også en tur flere gange om dagen. Han fik en hjerneblødning som ung, så han stammer og er efterhånden også oppe i en alder, hvor han har brug for at sove til middag og spise meget medicin. Min farmor skælder ham så ud, fordi han: "fandme altid skal sidde der og sove" eller: "Når han er ude på tønden ryger det ud som et vandfald og så stinker det i hele hytten!" Igen: alt sammen noget hun siger foran mange mennesker.

Hvis jeg prøver at se det her udefra ville jeg nok sige, at hun ikke var en kvinde som burde være i nærheden af børn. Problemet er bare at hun nærmest lever og ånder for at være en mor, farmor eller oldemor. Hun forkæler meget og jeg kan da også huske, at jeg satte hende op på en meget høj piedestal, da jeg var barn. Men nu er jeg selv en mor og jeg begynder efterhånden at overveje at cutte hende ud af min søns liv. Han forguder hende, selvfølgelig, for hun giver ham en masse godter og hun nyder at være sammen med ham. Jeg føler bare, at det ikke er godt for ham, at han ser at hans egen mor bliver ignoreret og føler sig såret eller vred, hver gang vi besøger hans oldemor. Selvom jeg fortæller hende, at hun skal tale pænt og lade være med at gøre dit og dat, så er det som om, det bare giver hende endnu mere lyst til at gøre det modsatte. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke respekterer mig. Hun har altid elsket mig, men der var bare nogle ting der ændrede sig, da min søn kom til verden. Jeg blev pludselig skubbet til side og hver gang vi talte om min søn kritiserede hun mig. "Hvorfor har han ikke tøj på på det billede, giver du ham ikke tøj på siden han er syg?!"

Hun er også begyndt at kritisere min søns far, som jeg ikke bor sammen med længere og som jeg ikke har problemer med. Hun kan f.eks. finde på at spørge om min søns far passer vores søn, når han er hos ham, eller om han bare bliver smidt af hos bedsteforældrene. Hun har også spurgt om min søns far har tøj til vores søn. Til det svarer jeg selvfølgelig, at min søns far er en god far, ja han har tøj til sit eget barn. Det virker bare aldrig, for hun bliver ved med at prøve på at grave snavs frem og jeg gider ikke at min søn bliver ked af det, hvis han en dag opfanger en af de ting hun siger om hans egen far.

Det er efterhånden blevet sådan at jeg også er utrolig vred, når jeg er i nærheden af min familie. Jeg har altid været høflig og genert. Jeg ville aldrig sige min farmor imod, men jeg kan mærke at jeg ikke længere kan smile til hende længere. Jeg kan ikke holde min mund længere, når hun kritiserer min mor, min stedmor, min søns far, mine fætres kærester eller mine kusiners kærester og det ender ofte med, at jeg tager tidligt hjem med min søn, når vi er på besøg. Og jeg ved at det gør hende ked af det. Jeg er nok bare kommet til et punkt hvor jeg ikke føler at hun nogensinde vil ændre sig. Og når hun ikke, i en alder af 73, kan finde ud af at opføre sig ordentligt, hvad er pointen så? Jeg har dårlig samvittighed, men jeg føler ikke, at det er godt for min søn at være i nærheden af hende. Og når hun opfanger, at jeg ikke vil lade hende se sit oldebarn vil hun med sikkerhed putte skylden over på min kæreste, som hun aldrig har mødt, men som hun kritiserer bag min ryg (har jeg fået at vide af andre familiemedlemmer). Hun synes det er mærkeligt at jeg har en ny kæreste, for det gør man jo ikke, når man har et barn fra et tidligere forhold. Og min kæreste har 3 børn fra et tidligere forhold, så det er jo helt forfærdeligt. Min kæreste bliver selvfølgelig vred og ked af det, når han hører om hvordan jeg har det, når jeg er i nærheden af min farmor og min tante, men han har aldrig sagt at jeg burde skære dem ud af mit liv.

Jeg har et godt forhold til min farmors andre børnebørn (mine fætre og kusiner) og de er altid gode til at støtte mig, når hun eller min faster skælder ud eller bare gøre nogle ting, som viser at min faster og farmor ikke respekterer min måde at være mor på. Mine fætre og kusiner vil heller ikke have at vores farmor/mormor bliver tætte med deres børn. Og det er bare så svært fordi jeg ved, at hun kommer til at ende som en meget ensom og vred gammel kvinde, hvis hun ikke snart ændrer adfærd. Jeg tror ikke, at hun vil kigge på sine egne fejl bare fordi jeg fortæller hende, at hun ikke må se sit oldebarn længere, men jeg føler at jeg bliver nødt til at gøre det.

Hvad tænker I om alt det her? Skal jeg skære hende ud af mit og min søns liv eller skal jeg lade dem have et forhold til hinanden i de år hun har tilbage at leve i? De ser hinanden ca. 4 gange om året og ringer sammen hver 14. dag.

Undskyld hvis det jeg har skrevet er ulæseligt, jeg har bare brug for at komme ud med det.

Ærligt: Jeg tror ikke, din søn tager skade af at se sin oldemor fire gange årligt. Han har hende trods alt så meget på afstand både følelsesmæssigt og afstandsmæssigt, at han nok skal klare hendes besynderlige adfærd. 

Derimod er jeg bekymret for, om DU, som er så tæt knyttet til hende, kan klare alle de angreb og sårende bemærkninger fra hendes side uden at få renset luften og gjort det klart, hvad du vil og ikke vil acceptere. Du kan "reparere" på og forklare din søn, hvad han møder af sære udtalelser fra hendes side, men hvem kan samle DIG op, når en, du elsker højt, behandler dig og dine kære så grimt? 

73 er ikke tudsegammelt. Hun kommer næppe til at ændre sig fundamentalt, men du er i din gode ret til at gøre det, som ingen andre tilsyneladende tør: Konfronter hende kontant og præcist med, hvad du vil og ikke vil acceptere. Du vil næppe kunne sige det til hende, men kan du ikke skrive det i et brev? "Jeg elsker dig, og jeg ønsker, du er i mit liv, men du gør mig ked og vred, når du...." -? 

Tag dig selv alvorligt. Du fortjener ikke at blive behandlet sådan. Og farmor fortjener sådan set heller ikke, at ingen siger fra. 

Mor og meget mere skriver:

Ærligt: Jeg tror ikke, din søn tager skade af at se sin oldemor fire gange årligt. Han har hende trods alt så meget på afstand både følelsesmæssigt og afstandsmæssigt, at han nok skal klare hendes besynderlige adfærd. 

Derimod er jeg bekymret for, om DU, som er så tæt knyttet til hende, kan klare alle de angreb og sårende bemærkninger fra hendes side uden at få renset luften og gjort det klart, hvad du vil og ikke vil acceptere. Du kan "reparere" på og forklare din søn, hvad han møder af sære udtalelser fra hendes side, men hvem kan samle DIG op, når en, du elsker højt, behandler dig og dine kære så grimt? 

73 er ikke tudsegammelt. Hun kommer næppe til at ændre sig fundamentalt, men du er i din gode ret til at gøre det, som ingen andre tilsyneladende tør: Konfronter hende kontant og præcist med, hvad du vil og ikke vil acceptere. Du vil næppe kunne sige det til hende, men kan du ikke skrive det i et brev? "Jeg elsker dig, og jeg ønsker, du er i mit liv, men du gør mig ked og vred, når du...." -? 

Tag dig selv alvorligt. Du fortjener ikke at blive behandlet sådan. Og farmor fortjener sådan set heller ikke, at ingen siger fra. 

 

Tusind tak for dit svar. Jeg tror du har ret i at hun påvirker mig negativt mere end hun påvirker min søn negativt. Jeg tror ikke at et brev vil hjælpe selvom jeg skriver at jeg elsker hende og at jeg vil det bedste for hende. Hun er en meget kompliceret kvinde som har svært ved nærhed. Hun bliver f.eks. fuldstændig stiv som et bræt, når jeg krammer hende.

Min kusine (min farmors andet barnebarn) blev misbrugt seksuelt gennem et par år, da hun var barn. Det er først noget vi alle sammen fandt ud af for et par måneder siden. Ham der gjorde det var min fasters underbo og både min faster og farmor har altid talt om ham i positive vendinger. Manden er spærret inde nu, men min faster og farmor har endnu ikke talt med min yngre kusine om hvad der skete, selvom min kusine gerne vil. De lukker bare af.

Det er sådan nogle ting der får mig til at føle at de et eller andet sted er "farlige" at være i nærheden af for et barn - fordi det de føler kommer ud gennem vrede eller tavshed. Og når man ikke en gang kan spørge sit barnebarn om hun er OK efter en voldtægt, hvad kan jeg så forvente af hende, hvis der en dag sker noget med mit eget barn eller mig selv?

loop skriver:

Jeg har selv et familiemedlem der er sådan, som du beskriver din farmor.

jeg fik et stik i hjertet, da jeg læste din beskrivelse, for jeg ved hvor ondt det gør.

jeg står selv midt i det samme dilemma som du, om jeg skal cutte forbindelsen. Indtil videre har jeg valgt ikke at ses ret ofte, og jeg fortæller ikke længere noget om mig selv - jeg forsøger at lægge afstand

og så forventer jeg ikke længere nogen positiv kontakt.

jeg tænker det er pinligt at være på den måde, og at man må have det virkelig svært med sig selv, hvis man har behov for at tryne andre på den måde.

 

Ja, jeg tror heller ikke det er rart at skubbe andre mennesker væk på den måde. Det er også det der gør det lidt trist, når man jo samtidig elsker personen.

Ignorer hende når hun snakker grimt? Evt smid røret på hver gang hun taler grimt om dig og andre og når i ses med hende og hun begynder så stik fingrene i øret og syng lalala. Og lær din søn det samme og husk at fortæl ham at det er grimt at bande. Det er en fin ret håndgribelig hentydning synes jeg. 

Næste gang hun er negativ, så prøv at spørge hende, om hun slet ikke har noget positivt at sige, for du er sgu ved at være træt af at høre på hendes brok...

jeg synes ikke, du skulle skære hende ud af jeres liv. Din søn tager ikke skade af at se hende 4 gange om året

LCA skriver:

Hej med jer. Jeg går og spekulerer meget over om jeg skal lade min søn være sammen med sin oldemor (min farmor). Jeg er meget interesseret i at høre lidt om hvad i mener om denne beslutning, hvis I altså har tid til at læse alt det jeg har skrevet.

Sagen er den at jeg altid har haft et meget tæt forhold til min farmor. Mine forældre boede hos min farmor og farfar, da de var ret unge da de fik mig, og efter at de flyttede ud passede min farmor mig næsten hver dag indtil jeg begyndte i børnehave. Man kan godt sige at jeg har følt mig tættere med hende end med min egen mor. Min mor er et dejligt og åbent menneske, men hun er også lidt flyvsk og min far har selvfølgelig været der for mig, men jeg tror at han følte sig for ung til at få så stort et ansvar.

Mit problem er at min farmor er meget dominerende og hun føler at hun er den bedste mor i verden. Hun er så glad for at være mor, at hendes datter (min faster) på snart 50 opfører sig som om hun er et barn. Min farmor skælder hende ud flere gange om dagen, de ringer sammen 5-6 gange om dagen og min faster har bare generelt svært ved at slippe den lillepigerolle, som min farmor holder hende fast i. Min farmor kan f.eks. finde på at skælde sin datter ud, hvis hun vil være sammen med sin kæreste. En bemærkning kan f.eks. lyde: "Hvorfor går du allerede? Skal du over og bolle med ham!?" Det skal lige siges at hun kan finde på at sige sådan noget foran hele familien. Og så kryber min faster selvfølgelig ned i et musehul, men den måde at reagere på påvirker selvfølgelig også hendes egne børn og nu også min søn på 4 år. Jeg ser kun min familie 4 gange om året, da vi bor langt væk fra hinanden, men min faster og farmor er så vant til at gå og snerre og skælde hinanden ud, at de ser det som det naturligste i verden at tale sådan foran min søn. Jeg tror ikke de er klar over, at alt hvad der kommer ud af deres mund er kritik og bandeord, jeg tror bare de er vant til at tale sådan.

Problemet er bare at min søn er i en alder hvor han gentager alt hvad han hører. Min farmor er utrolig stædig og racistisk. Min mor er ikke dansker, men det er som om det er noget hun ikke vil acceptere. Da jeg var barn gjorde hun f.eks. meget ud af at fortælle mig at jeg sgu ikke var filippiner, jeg var sgu dansker. Og jeg følte mig egentlig som begge dele. Jeg kan huske mange episoder hvor hende og min faster rottede sig sammen og nedgjorde min mor. Og fordi jeg jo var så meget sammen med dem begyndte jeg også at tage afstand til min mor. Hvis jeg f.eks. sagde at hverken mig selv, min søster eller mor orkede at lave mad den og den aften, kunne min farmor finde på at spørge min mor om hvorfor hun ikke lavede mad til sine børn, altså mig selv og min søster som er i tyverne og som ikke dør af at vores mor "ikke gider" lave mad en aften. "Hvorfor laver din mor ikke mad, hvorfor renser din mor ikke dine ører, hvorfor har du ikke 2 par strømper på, når vi er midt i maj?"

Jeg kan huske at det gjorde mig utrolig ked af det som barn, når hun kritiserede min mor. Min mor har aldrig slået mig, undladt at give mig mad eller klædt mig ordentligt på. Ja, hun er en kvinde som lever livet, men derfor synes jeg ikke hun har været en dårlig mor for mig. Og jeg ved at det altid har gjort hende ked af det, når min farmor var dominerende eller kritiserede hendes måde at være forælder på. Jeg tror, at fordi mine forældre boede hjemme hos min farmor indtil jeg var et år, så tror min farmor at jeg var hendes barn.

Nu er hun begyndt at opføre sig på samme måde overfor mig. Jeg elsker min farmor uendeligt højt og jeg ved at hun elsker mig. Men hun er så vred og ude af stand til at acceptere at hun også gør noget forkert engang imellem. Hun kritiserer alle som ikke deler blod med hende. Hun nægter at lære min fars nye kones navn, hun kritiserer alle sine børnebørns kærester og nu er turen kommet til mig.

Der er meget overvægt og sukkersyge i min familie, så naturligvis vil jeg ikke have at min søn bliver proppet med slik osv. Det er hun ligeglad med og under en almindelig familiemiddag tropper hun trodsigt op med chokolade, vingummier og 2 kager. Når jeg siger til hende, at min søn ikke skal have mere ignorerer hun mig eller snerrer og siger: "Han må sgu da godt få et stykke!" Hvis jeg skærer et stykke rugbrød ud i 2 skriver, tager hun kniven fra mig og skærer den ud i 10. Hvis jeg så siger at de ikke skal skæres mere ud (han er jo ikke 1 år længere) så læner hun sig ind mod ham og fniser eller siger nogle ting, som får mig til at føle, at jeg ikke er god nok mod mit barn. Når min far er med til en af disse familiemiddage kan man godt se på ham, at han kan se at jeg bliver sur eller ked af det. Men han grines oftest bare og giver det der opgivende blik: Hun er jo bare gammel, hvad kan man gøre.

En anden ting er hendes sprog: Hun er fuldstændig ligeglad med om det hun siger er sårende eller bare lyder direkte ucharmerende. En dag stod hun og kiggede ud af vinduet hvor en i gården havde smidt noget skrald i en skraldespand, selvom vedkommende, ifølge hende, ikke boede i en af de mange lejligheder som omgiver gården. Hun siger så: "Den idiot skulle fandme skydes!" hvortil min søn svarer: "Olde, hvorfor sku' idioten skydes?" Er jeg meget snerpet, når jeg siger, at jeg ikke ønsker at min søn tror det er normalt at tale sådan om fremmede mennesker? Og at jeg ikke vil have at han tror det er normalt at blive skældt ud hvert 5. minut?

Det er det mindste min farmor skælder ud over. Oftest har det noget at gøre med, at man har glemt at lægge en serviet på en bestemt tallerken eller andre ubetydelige ting. Min farfar får også en tur flere gange om dagen. Han fik en hjerneblødning som ung, så han stammer og er efterhånden også oppe i en alder, hvor han har brug for at sove til middag og spise meget medicin. Min farmor skælder ham så ud, fordi han: "fandme altid skal sidde der og sove" eller: "Når han er ude på tønden ryger det ud som et vandfald og så stinker det i hele hytten!" Igen: alt sammen noget hun siger foran mange mennesker.

Hvis jeg prøver at se det her udefra ville jeg nok sige, at hun ikke var en kvinde som burde være i nærheden af børn. Problemet er bare at hun nærmest lever og ånder for at være en mor, farmor eller oldemor. Hun forkæler meget og jeg kan da også huske, at jeg satte hende op på en meget høj piedestal, da jeg var barn. Men nu er jeg selv en mor og jeg begynder efterhånden at overveje at cutte hende ud af min søns liv. Han forguder hende, selvfølgelig, for hun giver ham en masse godter og hun nyder at være sammen med ham. Jeg føler bare, at det ikke er godt for ham, at han ser at hans egen mor bliver ignoreret og føler sig såret eller vred, hver gang vi besøger hans oldemor. Selvom jeg fortæller hende, at hun skal tale pænt og lade være med at gøre dit og dat, så er det som om, det bare giver hende endnu mere lyst til at gøre det modsatte. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke respekterer mig. Hun har altid elsket mig, men der var bare nogle ting der ændrede sig, da min søn kom til verden. Jeg blev pludselig skubbet til side og hver gang vi talte om min søn kritiserede hun mig. "Hvorfor har han ikke tøj på på det billede, giver du ham ikke tøj på siden han er syg?!"

Hun er også begyndt at kritisere min søns far, som jeg ikke bor sammen med længere og som jeg ikke har problemer med. Hun kan f.eks. finde på at spørge om min søns far passer vores søn, når han er hos ham, eller om han bare bliver smidt af hos bedsteforældrene. Hun har også spurgt om min søns far har tøj til vores søn. Til det svarer jeg selvfølgelig, at min søns far er en god far, ja han har tøj til sit eget barn. Det virker bare aldrig, for hun bliver ved med at prøve på at grave snavs frem og jeg gider ikke at min søn bliver ked af det, hvis han en dag opfanger en af de ting hun siger om hans egen far.

Det er efterhånden blevet sådan at jeg også er utrolig vred, når jeg er i nærheden af min familie. Jeg har altid været høflig og genert. Jeg ville aldrig sige min farmor imod, men jeg kan mærke at jeg ikke længere kan smile til hende længere. Jeg kan ikke holde min mund længere, når hun kritiserer min mor, min stedmor, min søns far, mine fætres kærester eller mine kusiners kærester og det ender ofte med, at jeg tager tidligt hjem med min søn, når vi er på besøg. Og jeg ved at det gør hende ked af det. Jeg er nok bare kommet til et punkt hvor jeg ikke føler at hun nogensinde vil ændre sig. Og når hun ikke, i en alder af 73, kan finde ud af at opføre sig ordentligt, hvad er pointen så? Jeg har dårlig samvittighed, men jeg føler ikke, at det er godt for min søn at være i nærheden af hende. Og når hun opfanger, at jeg ikke vil lade hende se sit oldebarn vil hun med sikkerhed putte skylden over på min kæreste, som hun aldrig har mødt, men som hun kritiserer bag min ryg (har jeg fået at vide af andre familiemedlemmer). Hun synes det er mærkeligt at jeg har en ny kæreste, for det gør man jo ikke, når man har et barn fra et tidligere forhold. Og min kæreste har 3 børn fra et tidligere forhold, så det er jo helt forfærdeligt. Min kæreste bliver selvfølgelig vred og ked af det, når han hører om hvordan jeg har det, når jeg er i nærheden af min farmor og min tante, men han har aldrig sagt at jeg burde skære dem ud af mit liv.

Jeg har et godt forhold til min farmors andre børnebørn (mine fætre og kusiner) og de er altid gode til at støtte mig, når hun eller min faster skælder ud eller bare gøre nogle ting, som viser at min faster og farmor ikke respekterer min måde at være mor på. Mine fætre og kusiner vil heller ikke have at vores farmor/mormor bliver tætte med deres børn. Og det er bare så svært fordi jeg ved, at hun kommer til at ende som en meget ensom og vred gammel kvinde, hvis hun ikke snart ændrer adfærd. Jeg tror ikke, at hun vil kigge på sine egne fejl bare fordi jeg fortæller hende, at hun ikke må se sit oldebarn længere, men jeg føler at jeg bliver nødt til at gøre det.

Hvad tænker I om alt det her? Skal jeg skære hende ud af mit og min søns liv eller skal jeg lade dem have et forhold til hinanden i de år hun har tilbage at leve i? De ser hinanden ca. 4 gange om året og ringer sammen hver 14. dag.

Undskyld hvis det jeg har skrevet er ulæseligt, jeg har bare brug for at komme ud med det.

Det du skriver, lyder så dysfunktionelt at jeg faktisk vil mene at det vil være en god ting for dig at skære hende ud af dit liv (jeg mener også at det mest er dig selv du skal passe på, fremfor din søn). Selvfølgelig elsker du hende når hun har været der for dig, og har betydet så meget for dig i din opvækst. Og jeg kan sagtens sætte mig ind i at det må være en meget svær beslutning at tage. Men helt ærligt - hun lyder som et ganske rædselsfuldt menneske, som er helt udenfor pædagogisk rækkevidde. 

Du skal i hvert fald ikke lade din beslutning afhænge af at du har ondt af hende. Hun fortjener ikke din medlidenhed når hun opfører sig på den måde. Gør hvad der er bedst for dig selv.

LCA skriver:

Hej med jer. Jeg går og spekulerer meget over om jeg skal lade min søn være sammen med sin oldemor (min farmor). Jeg er meget interesseret i at høre lidt om hvad i mener om denne beslutning, hvis I altså har tid til at læse alt det jeg har skrevet.

Sagen er den at jeg altid har haft et meget tæt forhold til min farmor. Mine forældre boede hos min farmor og farfar, da de var ret unge da de fik mig, og efter at de flyttede ud passede min farmor mig næsten hver dag indtil jeg begyndte i børnehave. Man kan godt sige at jeg har følt mig tættere med hende end med min egen mor. Min mor er et dejligt og åbent menneske, men hun er også lidt flyvsk og min far har selvfølgelig været der for mig, men jeg tror at han følte sig for ung til at få så stort et ansvar.

Mit problem er at min farmor er meget dominerende og hun føler at hun er den bedste mor i verden. Hun er så glad for at være mor, at hendes datter (min faster) på snart 50 opfører sig som om hun er et barn. Min farmor skælder hende ud flere gange om dagen, de ringer sammen 5-6 gange om dagen og min faster har bare generelt svært ved at slippe den lillepigerolle, som min farmor holder hende fast i. Min farmor kan f.eks. finde på at skælde sin datter ud, hvis hun vil være sammen med sin kæreste. En bemærkning kan f.eks. lyde: "Hvorfor går du allerede? Skal du over og bolle med ham!?" Det skal lige siges at hun kan finde på at sige sådan noget foran hele familien. Og så kryber min faster selvfølgelig ned i et musehul, men den måde at reagere på påvirker selvfølgelig også hendes egne børn og nu også min søn på 4 år. Jeg ser kun min familie 4 gange om året, da vi bor langt væk fra hinanden, men min faster og farmor er så vant til at gå og snerre og skælde hinanden ud, at de ser det som det naturligste i verden at tale sådan foran min søn. Jeg tror ikke de er klar over, at alt hvad der kommer ud af deres mund er kritik og bandeord, jeg tror bare de er vant til at tale sådan.

Problemet er bare at min søn er i en alder hvor han gentager alt hvad han hører. Min farmor er utrolig stædig og racistisk. Min mor er ikke dansker, men det er som om det er noget hun ikke vil acceptere. Da jeg var barn gjorde hun f.eks. meget ud af at fortælle mig at jeg sgu ikke var filippiner, jeg var sgu dansker. Og jeg følte mig egentlig som begge dele. Jeg kan huske mange episoder hvor hende og min faster rottede sig sammen og nedgjorde min mor. Og fordi jeg jo var så meget sammen med dem begyndte jeg også at tage afstand til min mor. Hvis jeg f.eks. sagde at hverken mig selv, min søster eller mor orkede at lave mad den og den aften, kunne min farmor finde på at spørge min mor om hvorfor hun ikke lavede mad til sine børn, altså mig selv og min søster som er i tyverne og som ikke dør af at vores mor "ikke gider" lave mad en aften. "Hvorfor laver din mor ikke mad, hvorfor renser din mor ikke dine ører, hvorfor har du ikke 2 par strømper på, når vi er midt i maj?"

Jeg kan huske at det gjorde mig utrolig ked af det som barn, når hun kritiserede min mor. Min mor har aldrig slået mig, undladt at give mig mad eller klædt mig ordentligt på. Ja, hun er en kvinde som lever livet, men derfor synes jeg ikke hun har været en dårlig mor for mig. Og jeg ved at det altid har gjort hende ked af det, når min farmor var dominerende eller kritiserede hendes måde at være forælder på. Jeg tror, at fordi mine forældre boede hjemme hos min farmor indtil jeg var et år, så tror min farmor at jeg var hendes barn.

Nu er hun begyndt at opføre sig på samme måde overfor mig. Jeg elsker min farmor uendeligt højt og jeg ved at hun elsker mig. Men hun er så vred og ude af stand til at acceptere at hun også gør noget forkert engang imellem. Hun kritiserer alle som ikke deler blod med hende. Hun nægter at lære min fars nye kones navn, hun kritiserer alle sine børnebørns kærester og nu er turen kommet til mig.

Der er meget overvægt og sukkersyge i min familie, så naturligvis vil jeg ikke have at min søn bliver proppet med slik osv. Det er hun ligeglad med og under en almindelig familiemiddag tropper hun trodsigt op med chokolade, vingummier og 2 kager. Når jeg siger til hende, at min søn ikke skal have mere ignorerer hun mig eller snerrer og siger: "Han må sgu da godt få et stykke!" Hvis jeg skærer et stykke rugbrød ud i 2 skriver, tager hun kniven fra mig og skærer den ud i 10. Hvis jeg så siger at de ikke skal skæres mere ud (han er jo ikke 1 år længere) så læner hun sig ind mod ham og fniser eller siger nogle ting, som får mig til at føle, at jeg ikke er god nok mod mit barn. Når min far er med til en af disse familiemiddage kan man godt se på ham, at han kan se at jeg bliver sur eller ked af det. Men han grines oftest bare og giver det der opgivende blik: Hun er jo bare gammel, hvad kan man gøre.

En anden ting er hendes sprog: Hun er fuldstændig ligeglad med om det hun siger er sårende eller bare lyder direkte ucharmerende. En dag stod hun og kiggede ud af vinduet hvor en i gården havde smidt noget skrald i en skraldespand, selvom vedkommende, ifølge hende, ikke boede i en af de mange lejligheder som omgiver gården. Hun siger så: "Den idiot skulle fandme skydes!" hvortil min søn svarer: "Olde, hvorfor sku' idioten skydes?" Er jeg meget snerpet, når jeg siger, at jeg ikke ønsker at min søn tror det er normalt at tale sådan om fremmede mennesker? Og at jeg ikke vil have at han tror det er normalt at blive skældt ud hvert 5. minut?

Det er det mindste min farmor skælder ud over. Oftest har det noget at gøre med, at man har glemt at lægge en serviet på en bestemt tallerken eller andre ubetydelige ting. Min farfar får også en tur flere gange om dagen. Han fik en hjerneblødning som ung, så han stammer og er efterhånden også oppe i en alder, hvor han har brug for at sove til middag og spise meget medicin. Min farmor skælder ham så ud, fordi han: "fandme altid skal sidde der og sove" eller: "Når han er ude på tønden ryger det ud som et vandfald og så stinker det i hele hytten!" Igen: alt sammen noget hun siger foran mange mennesker.

Hvis jeg prøver at se det her udefra ville jeg nok sige, at hun ikke var en kvinde som burde være i nærheden af børn. Problemet er bare at hun nærmest lever og ånder for at være en mor, farmor eller oldemor. Hun forkæler meget og jeg kan da også huske, at jeg satte hende op på en meget høj piedestal, da jeg var barn. Men nu er jeg selv en mor og jeg begynder efterhånden at overveje at cutte hende ud af min søns liv. Han forguder hende, selvfølgelig, for hun giver ham en masse godter og hun nyder at være sammen med ham. Jeg føler bare, at det ikke er godt for ham, at han ser at hans egen mor bliver ignoreret og føler sig såret eller vred, hver gang vi besøger hans oldemor. Selvom jeg fortæller hende, at hun skal tale pænt og lade være med at gøre dit og dat, så er det som om, det bare giver hende endnu mere lyst til at gøre det modsatte. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke respekterer mig. Hun har altid elsket mig, men der var bare nogle ting der ændrede sig, da min søn kom til verden. Jeg blev pludselig skubbet til side og hver gang vi talte om min søn kritiserede hun mig. "Hvorfor har han ikke tøj på på det billede, giver du ham ikke tøj på siden han er syg?!"

Hun er også begyndt at kritisere min søns far, som jeg ikke bor sammen med længere og som jeg ikke har problemer med. Hun kan f.eks. finde på at spørge om min søns far passer vores søn, når han er hos ham, eller om han bare bliver smidt af hos bedsteforældrene. Hun har også spurgt om min søns far har tøj til vores søn. Til det svarer jeg selvfølgelig, at min søns far er en god far, ja han har tøj til sit eget barn. Det virker bare aldrig, for hun bliver ved med at prøve på at grave snavs frem og jeg gider ikke at min søn bliver ked af det, hvis han en dag opfanger en af de ting hun siger om hans egen far.

Det er efterhånden blevet sådan at jeg også er utrolig vred, når jeg er i nærheden af min familie. Jeg har altid været høflig og genert. Jeg ville aldrig sige min farmor imod, men jeg kan mærke at jeg ikke længere kan smile til hende længere. Jeg kan ikke holde min mund længere, når hun kritiserer min mor, min stedmor, min søns far, mine fætres kærester eller mine kusiners kærester og det ender ofte med, at jeg tager tidligt hjem med min søn, når vi er på besøg. Og jeg ved at det gør hende ked af det. Jeg er nok bare kommet til et punkt hvor jeg ikke føler at hun nogensinde vil ændre sig. Og når hun ikke, i en alder af 73, kan finde ud af at opføre sig ordentligt, hvad er pointen så? Jeg har dårlig samvittighed, men jeg føler ikke, at det er godt for min søn at være i nærheden af hende. Og når hun opfanger, at jeg ikke vil lade hende se sit oldebarn vil hun med sikkerhed putte skylden over på min kæreste, som hun aldrig har mødt, men som hun kritiserer bag min ryg (har jeg fået at vide af andre familiemedlemmer). Hun synes det er mærkeligt at jeg har en ny kæreste, for det gør man jo ikke, når man har et barn fra et tidligere forhold. Og min kæreste har 3 børn fra et tidligere forhold, så det er jo helt forfærdeligt. Min kæreste bliver selvfølgelig vred og ked af det, når han hører om hvordan jeg har det, når jeg er i nærheden af min farmor og min tante, men han har aldrig sagt at jeg burde skære dem ud af mit liv.

Jeg har et godt forhold til min farmors andre børnebørn (mine fætre og kusiner) og de er altid gode til at støtte mig, når hun eller min faster skælder ud eller bare gøre nogle ting, som viser at min faster og farmor ikke respekterer min måde at være mor på. Mine fætre og kusiner vil heller ikke have at vores farmor/mormor bliver tætte med deres børn. Og det er bare så svært fordi jeg ved, at hun kommer til at ende som en meget ensom og vred gammel kvinde, hvis hun ikke snart ændrer adfærd. Jeg tror ikke, at hun vil kigge på sine egne fejl bare fordi jeg fortæller hende, at hun ikke må se sit oldebarn længere, men jeg føler at jeg bliver nødt til at gøre det.

Hvad tænker I om alt det her? Skal jeg skære hende ud af mit og min søns liv eller skal jeg lade dem have et forhold til hinanden i de år hun har tilbage at leve i? De ser hinanden ca. 4 gange om året og ringer sammen hver 14. dag.

Undskyld hvis det jeg har skrevet er ulæseligt, jeg har bare brug for at komme ud med det.

Jeg er nok en af dem der bare ville skære hende ud af mit liv da mit liv er for kort til sådan noget der 

Hmm. Jeg tror måske bare du skal prise dig lykkelig for at hun ikke har fået præget dig i samme retning som hende selv, på trods af at i har brugt så meget tid sammen i din barndom!  

Og så ville jeg nok ligeså stille, uden drama, skære hende ud af mit liv. Hun bidrager på ingen måde med noget positivt for hverken dig eller din søn, tvært imod. Og den slags er livet sgu for kort til. Og hvis hun undrer sig over aldrig at se jer, så må hun jo få at vide at du/i bare har bedre ting at tage jer til end at høre på hendes uendelige vredesudbrud og kritik..

har selv cuttet min søns oldemor fordi hun intet positivt bidrager med for mig/os. Har dog aldrig brudt mig synderligt om hende, men det er stadig noget der kræver lidt tilløb når nu damen trods alt har være med på sidelinjen hele mit liv.