Om 2 uger, er min barsel slut, det er vildt at der er gået næsten et helt år, og at jeg nu har en søn der er ved at lære at gå... Jeg har 4 ugers ferie inden jeg starter op på arbejdet igen, så jeg starter først d. 23 september.
Men jeg har det lidt underligt med det i skrivende stund, jeg har faktisk ikke det store behov for at komme til bage på arbjede... Jeg kunne med lethed gå herhjemme og opleve mit lille pus tage alle de nye og store skridt ud i livet, uden at blinke kan jeg sige at jeg ikke ville kede mig.
Men sagen er den, at det skal jeg ikke! Den tjans får far lov til, han er jo hjemme i forvejen, og far og søn skal hygge sig ind til 1. februar sammen, hvor Johan så er skrevet op til dp eller vuggestue. Og pædagogmoderen vil helst have at kommer i vuggestuen, er nok lidt miljøskadet 
Jeg har nydt hver eneste time, har ikke haft en eneste stund, hvor jeg tænkte, at nu må barslen gerne slutte. Måske hænger det sammen med, at jeg ved at det nok er eneste gang jeg får lov at opleve det, at jeg suger alt til mig.
Jeg kan slet ikke forstå, at andre kan give slip på deres små poder i en tidlig alder, men det er ikke fordi jeg ikke synes det er ok, jeg ville bare ikke kunne gøre det.
Johan bliver 1 år to uger efter jeg er startet, så på den måde er det for ham nok rigtig fint, at mor starter på arbejde, for lige for tiden er han ret morsyg 
og kravler rundt efter mig i huset, hvis ikke han lige kan se mig ......
Og for hans far, er jeg sikker på det bliver godt, omend det kan blive hårdt, for han går jo ikke så stærkt, og kan slet ikke løbe med det dårlige knæ han har. Men haven er hgenet ind, og det gør jo at han nok skal fange den lille bandit på et eller andet tidspunkt!!
Vi er optimister, og håber at Vor Herre kan hjælpe os på vej til en lillebror eller søster, men med oddsene imod os, så er der ikke de store håb. Men man skal aldrig sige aldrig, Johan er jo et stort mirakkel, og hvem vd om ikke det kunne ske igen... Så skal det være mere end velkomment!
