Kvalitetstid er jo ret beset hvad man gør det til. De fleste tænker måske nok på kvalitetstid, som tid, hvor vi har mulighed for at gøre noget, som ligger uden for de almindelige dagligdagspligter, noget mere sjovt eller hyggeligt.
Som enlig forælder med næsten-fuldtidsarbejde 50 km fra hjemmet har jeg nu lært, at DEN slags kvalitetstid med mit barn ganske enkelt kun kan eksistere i weekenden, og i de perioder, hvor jeg står uden arbejde. Og de dage, hvor jeg af en eller anden grund har haft mulighed for at hente lidt tidligt, er jeg ofte blevet endnu mere frustreret, når nu jeg havde glædet mig til al den kvalitetstid, vi nu skulle have - og så vil ungen ikke med hjem fra børnehave, eller flipper fuldstændig skråt over et eller andet, så tiden ender med at gå med skænderier og udredning af hvad det egentlig lige var, der skete der.
Så jeg er nu for det meste den slags mor, jeg havde forsvoret jeg ville blive - moren, der aldrig har tid til at lægge sig ned på gulvet og lege med, i hvert fald ikke i ret lang tid ad gangen.
Når vi lever det liv, de fleste af os lever med arbejde og børn i institution/dagpleje, er der bare sjældent ordentlig tid til hygge for hyggen og samværets skyld, så derfor gælder det om at få det bedst mulige ud af den tid, vi rent faktisk bruger sammen med vores børn. Og en børnepsykolog (sikkert Margrethe Brun) sagde engang, at 'kvalitetstid' i virkeligheden var vigtigere for forældrene, end for børnene. For børnene er det vigtigste 'tid'. Altså at man ER sammen så meget som muligt, mere end om man lige leger sammen i den tid man er sammen. At den 2-årige hjælper til med at lægge salaten op i skålen eller at bære noget med hen til bordet kan være kvalitetstid for ham/hende. Og den omsorg vi viser, når vi skifter ble eller hjælper dem med toiletbesøg, er jo faktisk ret vigtig for barnet, selvom handlingen for os som regel er kedelig og mindre appetitlig.
At dele et måltid er i virkeligheden noget af den vigtigste kvalitetstid, man kan have med et andet menneske, også ens børn. Med to små børn er der måske nok en masse at holde styr på, men derfor kan det jo godt være en rigtig hyggelig stund alligevel. Og netop som enlig forælder har jeg måtte indse, at mit ideal omkring hvordan tingene burde foregå, bare ikke passer ind i min dagligdag. Oftest står resterne fra aftensmaden altså stadig på bordet, når jeg tumler ud fra værelset efter endt putning. Oprydning, opvask, madpakke osv må bare vente til fordel for mit barn (omsorgspligter), selvom det da ville være lækkert at have ryddet af inden. Men der er ikke tid - og når der er, er der som regel andre ting, der er vigtigere.
Det lyder som om du gør det rigtige - I er bare småbørnsramt, hvilket vil sige, at det er bedst at ruste sig med forberedelse og et godt skema - og så bare acceptere, at det alligevel kun kører på skinner ind imellem 