Jeg har en søn der lige er fyldt to og en datter på snart 6 mrd. Der er 15 måneder imellem dem. Jeg vil sige at det på nogle måder er 'let' men på andre tidspunkter er sindssygt hårdt.
De første 3 måneder var en kæmpe omvæltning, min søn var meget syg som de jo er når de går i vuggestue og jeg havde derfor tit begge hjemme alene. Jeg stressede vildt over at ikke kunne være ved dem begge samtidigt. Min søn har aldrig fået lov at græde uden vi kom med det samme, og nu var jeg en gang imellem nød til at skifte en ble færdig eller trøste mens den anden kaldte/græd, det syntes jeg var svært. Det praktiske arbejde finder jeg ikke som en meget større byrde, jo der er mere vasketøj og flere bleer, men det har også taget mig nogle måneder at lære at der er ikke klinisk rent og ja vinduer/skabslåger trænger tit til at blive ordnet og det når vi så lidt af gange:-)
Vi har virkelig fokus på at være sammen alle sammen, men også dele os op så de begge også får alene tid med sin mor eller far. Vi har også hele tiden ikke forventer at den 'store' er stor og kan en masse selv uden hjælp. Det er hårdt arbejde fordi vi er på non stop mens børnene er der.
Vi har ikke oplevet de store konflikter og de to hygger sig vildt meget sammen, når min søn smider legetøj eller laver 'ballade' er det tit når jeg har givet mad til lillesøster længe. Spørger vi om han smider med legetøjet fordi han gerne vil op og putte lidt svarer han ærligt Ja og får så opfyldt sit behov. Prøv at se motivet bag handlingen:-) da der kan være svært da sproget ikke er udviklet endnu. Det går ud over legetøj, os men ikke lillesøster.
Det er skønt de sover middagslur samtidig og bliver puttet med en halvtimes mellemrum så aftnen er rolig. Vi er vænnet til at blive vækket om natten, bleer mm
Vi er sindsygt glade for vores tvillingeklapvogn ( baby jogger City gt twin) så kan vi komme ud med begge børn og de kan sove når der er behov.
Puha det blev langt. Har du spørgsmål skriv gerne.
Lige en lille note: min mand og jeg fik virkelig en krise da vi nærmest ikke fik kigget hinanden i øjnene fordi vi havde så stort behov for at være der for begge de små i starten, nu har vi fundet en balance at det er ok at mor og far lige snakker, giver et kram og hvis de ikke er ved at komme til skade e.l. Så må de lige vente de par min:-)
Det er meget børn, børn og børn, men det er dejligt at se deres forhold udvikle sig dag for dag og når de sidder og holder i hånden så er det det hele hver.
Anmeld
