Efter flere år som 'smugkigger' har jeg nu endelig lavet en profil. Jeg har aldrig rigtig syntes, jeg havde så meget at tilføje i debatterne, men nu kan jeg godt bruge lidt gode råd - eller et spark bagi! Så: Pænt goddag!
Og så til sagen 
Jeg er taget på arbejde idag. Helt frivilligt, for at få lidt fred. Vi holder jul hjemme, i år i selskab med svigerforældrene, som ankom igår. De er nogle helt utrolig søde mennesker, som jeg holder meget af, og de er super bedsteforældre for vores to børn på 1½ og 4½. Men når det kommer til gavegivning har vi meget forskellige holdninger, og jeg kan næsten ikke holde det ud. Siden den store var spæd har der været pakkekalender fra farmor, komplet med korsstingsnisser og det hele. Efter de 24 gaver er der så amok-gavemængde juleaften. For to år siden bad vi dem skrue ned, efter der havde været otte julegaver til en 2-årig, kun fra dem. Det var altså i overkanten. Der er også onkler, tanter, et sæt bedsteforældre mere samt forældre til barnet. Barnet selv åbnede en enkelt gave og var lykkelig - resten var ren forstyrrelse.
Sidste år var antallet så bragt ned til 3-4 stykker fra dem. Stadig voldsomt, synes jeg, men selvfølgelig bedre. Nu har jeg så set årets gavemængde; fire store sække fyldt! (ikke kun til vores unger, men så mange bliver vi altså heller ikke).
Jeg vil gerne lære mine børn, at man ikke får alt hvad man peger på. Og gode gaver er i min optik noget man har tænkt over, ikke de første ti linjer på en ønskeseddel. Så essensen af det her er, at jeg for det første får kvalme af den mængde af gaver, som jo helt ærligt kun er for bedsteforældrenes skyld. Dernæst er jeg faktisk rigtig ked af, at jeg ikke føler, vi kan tillade os at give mere end en enkelt gave til vores egne børn, som netop ikke får en masse i hverdagen (de/vi mangler ikke noget). Og pakkekalender, ja, det havde jeg glædet mig til at lave, før jeg fik børn. Altså, når de bliver store nok til at fatte det. Har prøvet at beslutte mig for, at det vel nok er skønt at slippe for, men det er det bare ikke...
Er jeg en sur mokke, der bare skal tage mig sammen? (Det synes min mand, min udlægning er selvfølgelig at han ikke kan sige fra over for MOR)(det har jeg ikke sagt til ham...)
Hvordan skal jeg greje den her? Har lige nu mest lyst til ikke at være hjemme juleaften. Hvis man er i vores børns alder og skal håndtere tocifrede antal gaver, så forsvinder hyggen og begejstringen jo - siger vores erfaring!
Sikken en smøre. Jeg håber, I har lyst til at komme med kommentarer; hvad enten I kan følge mig eller ej!
