anerkendende pædagogik

Kære alle jer forældre derude

I forbindelse med et projekt på pædagogstudiet skulle jeg gerne have så mange meninger og erfaringer som muligt om emnet anerkendende pædagogik.

Jeg har lavet lidt spørgsmål som jeg håber meget I vil svare på. - Husk I ikke bliver bedømt på jeres svar - heller ikke hvis der skulle være en negativ erfaring - vi er vel alle forældre!!!!

Her kommer spørgsmålene

Der er kommet et stigende fokus på anerkendende pædagogik i institutioner såsom vuggestuer, børnehaver og sfo’er.

I hvilken sammenhæng har I, som forældre taget tilgangen hjem i det private miljø?

Har I følt et øget pres fra institutionerne om at anvende det hjemme? Og hvordan har I så håndteret dette pres?

Er der opstået konflikter hjemme hvor den anerkendende tilgang var til stede og fungeret? Nævn et eksempel:

Har I oplevet en forandring i barnets eget måde at løse konflikter på med sin vennekreds?

Tusind tak til jer der vil hjælpe mig med dette:-)

Personligt synes jeg, der er gået alt for meget ros i anerkendende pædagogik forstået på den måde, at anerkendende pædagogik bliver forvekslet med ros, ros og atter ros. Børn har rigtig meget brug for ros - det har vi alle -, men jeg oplever at alt det ros forvirrer mange børn.

Anerkendende pædagogik er ikke lig udelukkende ros. Anerkendede pædagogik er 'det at kunne sætte sig ind i et barns situation, følelser mv.'.

Når pædagogen i min søns børnehave sagde til børnene: 'Christopher, hvad skete der lige dér? Hvad tænkte du på, da du slog Nina oveni hovedet med en hammer? Havde du det godt indeni?' (sagt på syngende københavnsk), så stod min søn tit med åben mund og polypper og fattede ikke en meter... Når jeg eller en anden derimod sagde til ham: 'Det dér stopper du med lige nu! Det er simpelt hen ikke i orden!, så faldt ti-øren, og han var udmærket klar over, at han ikke skulle holde med sin adfærd. Det er meget forskelligt, hvordan børn reagerer på henvendelser, og det er jo også anerkendende pædagogik at sætte sig ind, hvordan forskellige børn skal have beskeder og irettesættelser.

Jeg oplever i mit job som lærer, at anerkendende pædagogik er meget brugbart, omvendt er der bare også børn, der er totalt forvirret, fordi de ikke kan forbinde deres uheldige gerninger med tonefald, ordvalg og mimik i den anerkendende pædagogik. Når vi fx har skolehjemsamtaler indleder vi altid mødet med: 'Velkommen Sofus, er der noget, du gerne vil fortælle eller have, at vi skal tale om?' - det er helt efter bogen og ualmindeligt godt. Når det så bliver os læreres tur til at give bolden op lyder det fx: 'Sofus er en meget livlig dreng. Han virker umiddelbart ikke som om, han er i trivsel'. Det er min erfaringsmæssige opfattelse, at der ikke bliver handlet på en sådan 'anerkendende' besked. Bliver der derimod sagt: 'Nu skal I høre... Sofus hænger i gardinerne og er umulig at rumme i klassen (læs: Sofus er meget forstyrrende og har svært ved at sidde stille)' - sådan en besked bliver der lyttet og reageret på fra forældrenes side (som regel), men det hører jo ikke hjemme i anerkendende pædagogik og må derfor ikke bruges.

Som du nok kan høre, så synes jeg personligt, at anerkendende pædagogik er alt for opreklameret. Selvfølgelig skal vi tale pænt til hinanden og opføre os pænt, men jeg synes a. p. er modsigende i mange sammenhænge, især fordi det ikke kan fuldføres, og den voxne derfor tit ender med at stå og råbe og skrige, fordi børnene ikke bider på, og i vores familie er det ikke et brugbart redskab. Mine børn gør fx tykt nar af det på den måde, som de er blevet præsenteret for det i deres børnehave.

Hejsa, allerførste anerkendelse er et menneskesyn og ikke en pædagogik. I starten kan det godt lyde kunstigt, men efterhånden er det blevet naturligt. Jeg har svære ved at være anerkendende overfor mine egne børn, da følelserne ofte spiller lidt mere ind. Og det kan ofte være svært om morgenen, når man skal nå på arbejde og tiden er ved at være knap. Og min datter vil have sandaler på selvom det er koldt. Og hun så lige skal have legetøj med osv. Men på mit arbejde er det blevet naturligt. Jeg er pædagog i en vuggestue. Børn i denne alder forstår ofte ikke konsekvensen af deres handlinger. F.eks. Hvis lille Christoffer på 1,5 år bider Lisa for at få puttekassen. Han gør det ikke fordi det gør ondt på Lisa. Men her er det så vi skal hjælpe til at bryde dette mønster og hjælpe Christoffer til at forstå at det gjorde ondt på Lisa. Man kan evt. Sige du vil gerne have Puttekassen? Den har Lisa lige nu, så vi kan finde en anden til dig el. Prøve at finde andet legetøj. Jeg vil ikke have du bider, det gjorde ondt på Lisa. Hun blev ked af det. Her er det vigtigt at vi som voksne tager ansvaret i relationen og bruger ordet jeg vil ikke have, og ikke du må ikke bide. For så undgår man at pegefinger ad og det var dig der gjorde det. Og som sagt er det handlingen man skal ændre på. Og det er ikke barnet der skal føle sig forkert. Det barn der bider skal også have omsorg. Vi bruger også anerkendelse i farvel situationer med succes, hvis et barn er ked af det. F.eks. Jeg kan se at du er ked af at din far el. Mor er gået. Det vil da også være hyggeligt hvis de kunne blive her, men nu skal de på arbejde. Og de kommer igen, når du har spist frugt.

Mette

Til alt det overnævnte, er der sin logik og den fremherskende pædagogiske anerkendelse, er på mange måder ofte misforstået, men til tider yderst effektiv. Men her til vil jeg sige at 'Ja der er ofte en mangefuld forståelse af hvad 'anerkendende pædagogik' handler om... det handler om at anerkende det andet menneske , der hvor det er og de følelser det har. Men der med ikke sagt at man ikke kan variere sit sprogbrug, omk. jeg kan godt forstå, jeg kan se at du føler, lige nu kan jeg se at...o.s.v.

Derudover er anerkendelse ikke en makat man kan tage på! Anerkendelse kommer indefra og dermed giver en genklang af, at den anden forstår hvad man føler eller tænker... Så hvis du er anerkendende i talen, men ikke i hjertet, ja så virker det bare ikke... Og det er her børnene så bliver forvirret, for hvis du ikke føler anerkendelse men siger du gør, har det ingen værdi. Derfor er der ofte børn som ikke reagere positivt ifh. Den anerkendende tilgang i hjemmet eller i pædagogiske sammenhæng...

bare tanker til indlæget... 

'Så hvis du er anerkendende i talen, men ikke i hjertet, ja så virker det bare ikke.' - Nope, og derfor kan det reelt ikke tillæres...det skal være en naturlig del, af den man er

Enig, Polyp, og det er derfor, det er så svært at praktisere.

Man skal være ualmindelig professionel, hvis man står i en situation, hvor et barn fx lige har bidt et andet barn, og man så skal gejle sig selv op til at være anerkendende over for 'synderen'', hvis man selv er ved at koge over indeni, fordi man er pissetosset på det barn, der har bidt.

Det er de færreste, der kan mane sig op til at være anerkendende over for sit eget barn, mens det ofte er meget nemmere over for andres børn, og det dér, jeg synes, det bliver uægte.

I min verden skal man have en skideballe - tilpasset alder, selvfølgelig - så man ikke er i tvivl om at det aldrig er ok at eks. bide...og så skal offeret anerkendes.

I voksenverden er der jo pt endelig fokus på at der måske er lige lovlig megen anerkendelse af voldsforbryderes problemer pga den straf de ikke får - mens ofre, der er slået til lirekassemænd, kan få lov at kæmpe mod systemet og med deres af voldsmanden påførte skader resten af livet. Hvis nu voldsmændene fra start af havde fået at vide at det IKKE er i orden...heller ikke selv om man forstår deres følelser - så ville dem uden en psykisatrisk diagnose, måske have lært impulskontrol og alle et bedre liv...og det starter altså, når man er lille.

Konsekvens skal selvfølgelig passe til 'forbrydelsen' - har man bidt fordi man vil have et bestemt stk legetøj og kun er 1½ - 2 år, ja så må man få en 'skideballe' ... netop i form af 'Jeg vil ikke have at du bider, så nu leger du med det her...der ovre' - og så anerkendelse af offerets smerte...uden at gå over gevind...og i morgen er det måske omvendt, og de kan ikke huske så meget, men de skal lære følelsen af at jeg har gjort noget forkert og omvendt også have ros for at gøre noget godt - især 'bøllerne' skriger jo ofte på ros og anerkendelse, de aner bare ikke hvad der skal til ;-)

Ja, helt og aldeles enig!