Baby sove i jeres seng eller ...?

Jeg fik i dag en mail fra 'vores børn' hvor den ene artikel handlede om hvorvidt babyer skulle/kunne/måtte sove i dobbeltsengen.

De gjorde meget ud af at fortælle alle de gode ting ved at baby sov i dobbeltsengen. Faktisk var det anbefalet at baby i hvert fald sov i soveværelset tæt på forældrene det første år.

NØJ, hvor fik jeg et kæmpe slag i hovedet (følte jeg). Min datter har sovet på sit eget værelse siden hun var ca 1 mdr og inden da i stuen fra hun var 5 dage gammel. Vi startede med at have hende ved siden af vores seng. Da ingen af os fik sovet pga hun ikke ville sove og bare skreg, prøvede vi at tage hende op i vores seng, en nat blev det simpelthen for meget. Ingen af os fik sovet og vi blev alle mere og mere hysteriske. Til sidst lagde vi hende i stuen, ved siden af vores soveværelse, simpelthen for at få lidt afstand. Hendes lyde vækkede os og vores lyde vækkede hende. Det hjalp. Vi fik lige pludselig sovet nogle timer i træk. Om dagen sov hun så inde på eget værelse for der var vi jo i stuen. En aften da hun var omkring 1 mdr, nænnede vi ikke at flytte hende ind i stuen da vi gik i seng, hun sov bare så godt. Og siden har hun sovet på sit eget værelse. Og det har fungeret helt fantastisk. Hun var ikke ret gammel da hun sov igennem.

Siger hele tiden til mig selv at det var uhyre vigtigt at vi alle fik noget søvn, men denne artikel fik alligevel bugt med min følelse af at gøre det rigtige. ØV!

Så nu kunne jeg godt tænke mig at høre jer. Hvad gør I/har I gjort med jeres børn??

Min mor har fortalt at både min søster og jeg har sovet på eget værelse siden fødslen, og det har vi da ikke taget skade af. Hverken fysisk eller psykisk (så vidt jeg ved, uden at vide hvordan vi selvfølgelig var blevet hvis vi havde sovet i vores forældres seng).

Den ældste af mine børn sov i soveværelset til hun var ca. 9 mdr., hun havde et ekstra blødt luftrør der engang imellem klappede sammen, så jeg havde det bedst med at hun var i nærheden.

Da vi fik nr. to havde vi kun et børneværelse, og da der kun er 20 mdr. mellem dem, havde vi det ikke godt med at han skulle sove sammen med hans storesøster. Så han kom først derind da han var 10 mdr.

Personligt tror jeg at eksperterne kan diskutere det emne til hudløshed, uden at de bliver enig.

Vi gjorde det vi følte var det bedste for os.

Nej, det jo det - vi gjorde også hvad vi synes var bedst og fungerede bedst. Og jeg kan jo sagtens forstå dem der vælger at baby skal sove i soveværelset, det troede jeg også at trunten skulle... Jeg har heller ikke været i tvivl om at det var det bedste før... men så læste jeg den artikel og følte mig så dum. Både dum fordi trunten har sovet alene siden hun var så lille, men også dum over at tvivle på mig selv.

Det skal du altså ikke have det dårligt med. Vær glad for at i så hurtigt fandt frem til en soveløsning der gavnede jer alle.

Vi har lige flyttet vores 8 mdr gamle søn i eget værelse, og jeg fortryder vi ikke gjorde det for længst, for vi sover alle bedre nu. I sidste ende skal man gøre det man har det bedst med og som fungerer. Tror nemlig også det er et emne som kan debatteres til husløshed, uden egentlig at blive enige om noget:-)

Vores søn var heller ikke mere end 1 mdr gammel da han flyttede ind på eget værelse. manden snorkede simpelthen så meget, så den smule søvn et kolik ramt barn kunne få, blev smadret af et kæmpe savværk... 

Jeg vil tilføje at jeg til tider var skide misundelig på det værelse, men som nyforelsket kone sov jeg pænt ved siden af ( indtil nyforelskelsen gik over og kæresten fik 'det hvide snit' - dog i halsen )

Det skal du slet ikke have det dårligt med...det er da kun godt at I fandt en løsning der gjorde at I også fik sovet så I kunne være bare lidt friske dagen efter.

Begge mine har sovet i en vugge i soveværelset de første 5-6 måneder derefter kom de på deres egene værelser.....det blev simpelthen for uroligt inde ved os.....de har sovet igennem fra de var godt 2 måneder og kunne nog godt være kommet ind til sig selv der men vi havde det bedst med at de var tætte på os i de der 6 måneder ca.

Tror også det er et emne der kan og bliver diskuteret til hudløshed.....men ligesom med næsten alt andet så skal man gøre det der er bedst for at ens familie fungerer optimalt.

Den store sov i tremmesengen i vores værelse til hun var knap 6 måneder så kom hun på eget værelse (5 meter væk...) og sov i sin egen seng til hun var to et halvt men så begyndte hun at ville ind om natten og nu bliver hun puttet i egen seng og kommer så trissende på et eller andet tidspunkt i løbet af natten.

Den lille ny (10 uger) sover i tremmesengen (nu med åben siden op ad vores seng) og sover primært der om natten og andre gnage i arm eller ske med mig i dobbeltsengen. Jeps 4 mand en seng....måske man skulle overveje en større seng???? den lille ryger ind på søsters værelse når hun er omkring de 6 måneder så må vi se hvornår hun kommer ind til os...

Jeg syntes man skal gøre det der passer en bedst. Jeg ville da helst have sengen for mig selv, men jeg tror på at vi er flokdyr og hvis mine unger vil sove i smørhullet så får de lov. Om jeg ser sådan på det når der ligger to teenagere i senge må vi se til den tid :)

Nogen gange bliver jeg bare så træt af de der 'eksperter'....

Jeg tror simpelthen ikke på at der findes en løsning der er genial for alle børn. Har selv tre børn. Den ældste på 5 kan slet ikke finde ud af at sove sammen med os i dobbeltsengen, og har ikke kunnet siden hun var ret lille. (5-6 mdr) Kommer hun en sjælden gang, ender hun med at trisse tilbage i seng.

Nr to på snart 4, har meget brug for tryghed, og i perioder kommer han hver eneste nat, og sover så hos os til om morgenen.

Den lille på godt og vel 9 mdr henter jeg ind til os, hvis hun vågner om natten (hvilket hun gør næsten hver nat) og så sover vi videre sammen.

Men havde det ikke fungeret, havde vi ikke gjort det. For os er det vigtigt at få søvn, og det gælder både voksne og børn. Eksperterne må sige hvad de vil, men jeg gør hvad jeg fornemmer er bedst for mine børn.

Og jeg vælger ikke at få dårlig samvittighed.

min har altid sovet på eget værelse - 3 meter fra dør til dør - så han kunne sagtens høres, hvis han ville høres.

Far havde epilepsi, så det var slet ikke til diskussion - og jeg sov så på en madras på juniors værelse, når han var syg (altså knægten).

Når han blev passet af mine forældre, ville de have ham i soveværelset - med det resultat, at ingen fik sovet  (fordi morfar hiver blåhvaler i land om natten)  - så ind på eget værelse også hos dem - og alle sov igennem fra start