Graviditet, fødsel, børn og tabuer

Jeg synes der er så mange tabuer og fordomme forbundet med graviditet, fødsel og børn.

Så mange ting der bare ikke er tilladt at sige, og nogle ting som jeg for eksempel har svært ved at sige for mig selv.

Mht graviditet så har jeg til tider problemer med mine spisevaner. Nogle gange spiser jeg rigtig usundt, og for 2. Og andre gange spiser jeg alt for lidt, og mister derved en del energi. Den eneste jeg føler jeg rigtig kan snakke med dette om er min jordmoder, da jeg alle andre steder bliver mødt af 2 klassiske kommentarer:

1: Bare fordi du er gravid behøver du ikke spise for 2.

2: Graviditet er ikke en sygdom.

Er ved at være rigtig træt af at folk har så travlt med at dømme og spille kloge i stedet for at støtte og være medfølende.

Jeg har ikke behov for at blive ynket af dem på nogen måde, men jeg er da træt af deres sure opstød.

Mht fødsel så har jeg ikke selv oplevet så meget, udover en lille ting som at jeg ikke har følt den store kærlighed til mine børn fra første øjekast. Jeg skulle lige lære dem at kende først, og så kom kærligheden. Det gik selvfølgelig hurtigt (en uges tid).

Men jeg ved der er nogen der har fødselsdepressioner og andre alvorlige ting de må sidde næsten alene med.

Mht børn, puha ja så er der en del ting der næsten er forbudt at sige.

Hvis jeg en dag har fået nok af lige at være mor, og ungerne har været krop umulige, i ved, sådan en rigtig møgdag! Så kan jeg godt lige have brug for at sige at lige nu har jeg brug for en pause fra børnene (og selv nu kan jeg ikke sige det på en grovere måde), men jeg kan ikke sige den sætning uden at bruge 17 andre sætninger i samme åndedrag på at forklare at jeg elsker mine unger højere end noget andet.

Men om det er for mit eget behov eller for at andre ikke skal være i tvivl om det, det kan jeg ikke lige finde ud af.

Jeg synes bare det skal være mere okay at sige hvad man mener og føler, og at folk skal acceptere det i stedet for at dømme/fordømme.

Ikke fordi jeg vil brokke mig konstant, for jeg er altså et meget positivt menneske, men når der er noget der går mig på, så er det ikke altid jeg føler at mine tanker og følelser er okay. Og det er trist.

Er der andre der kender til det samme, eller lignende?

Det har du fuldstændig ret i, der er mange tabuer og fordomme, især dem du nævner.

Man skal ikke spise for 2, nej måske ikke for 2 voksne, men der er et barn indeni der også skal have næring. Og jo mere barnet vokser jo mindre plads er der til mavesækken, så man er nødt til at spise oftere, så det ser ud som om man spiser hele tiden.

Graviditet er ikke en sygdom, så der skal ikke tages hensyn. Nej men hver graviditet er forskellig, nogen er meget besværet af det, kaster op, får vand i kroppen etc.

Jeg oplevede også at min mave blev offentlig eje, alle skulle røre ved den, irriterende.

Da jeg fødte den første var det kærlighed ved først blik, men graviditeten havde også været nem.

Nr. 2 der havde det været en lidt besværlig graviditet, hvergang jeg lå ned lukkede han for blodtilførelsen til benene og oven på min lunger, jeg havde også haft kvalme det meste af tiden, så der kunne jeg godt mærke at kærlighed kom lidt senere.

Når jeg skal noget med mine børn så kalder jeg 'unger kom så', så var der en der sagde til mig at ordet unger var negativ ladet. Det er det ikke i min verden, måtte jeg så svare.

Den ældste er en pige, hun sad ikke meget ned da hun var lille, var overalt pillede ved alt, så lød det, er hun ikke meget aktiv af en pige, hvorfor må piger ikke være aktive!!!

Jeg tror ikke der er nogen forældre, der ikke har haft brug for en lille pause fra deres børn ind imellem. Det skal man ikke have dårlig samvittighed over og hellere ikke undskylde. Men vi har en fornemmelse at andre tænker 'var det ikke dem selv, der ville have de børn, og nu gider de ikke være sammen med dem'.

Åbenhed er kode ordet har vi fundet ud af.

Der var en dag en forældre fra den yngeste klasse, der direkte sagde til mig 'hvorfor har ikke opdraget ham, han kan jo ikke engang sidde stille på en stol.' hvor jeg måtte svare at kan han ikke pga hans muskulatur falder sammen når han sidder stille. Men hvor skulle de vide det fra når vi ikke havde fortalt det.

Så husk at snakke om tingene, problemer forsvinder ikke hvis man ikke taler om det. Det er det der gør dette forum godt. Vi kan få vores tanker ud, uden nogen afbryder os.

Jamen jeg kan kun være enig, med jer begge. Og hvor er det rart at der er andre der har det sådan. Da jeg blev gravid nød jeg alt det der fulgte med. Kvalme, bækkenløsning osv, forstået på den måde, at jeg vidste der kom noget godt ud af det. Selvfølgelig var det da træls at have det sådan. Men da jeg fandt ud af, at det blev til planlagt kejsersnit, blev jeg faktisk rigtig ked af det. Havde glædet mig sådan til at føde rigtigt. Alle sagde det da var rart at jeg 'slap' for det hårde arbejde. Men for mig var det lige modsat - havde det forfærdeligt med at jeg skulle på operationsbordet, skulle bedøves osv, havde ønsket en fødsel uden nåle (så vidt det var muligt). Det blev en ganske forfærdelig dag og dagene op til var lige så slemme. Så må indrømme (og det tør jeg godt her), jeg var faktisk ikke særlig vild med min datter da hun kom ud. Amningen kom heller til at fungere.... måske pga denne følelse. Men da vi fandt flaskerne frem, ændrede det alt - flasker sammen med min fantastiske SP, og jeg begyndte at elske min datter.

Det er der bare endnu ingen der rigtigt (ud over min fantastiske kæreste, mor og søster) har forstået.

Puha, Det var blot lidt af det. Det er også nogle gange mødre der har 'store børn' der ikke helt kan huske hvordan det var, som mener at 'os' der er gravide, har små børn osv... er sarte, bekymrede... kan ikke helt finde de rigtige ord. NU IKKE FOR AT GENERALISERE, for der er sikkert en masse mødre der ikke er sådan, men det er min erfaring. Og bedstemødre der siger, du skulle bare have prøvet dengang jeg var ung... der havde vi ikke .... .... ....

ALLE ER FORSKELLIGE OG INGEN HAR DET ENS.

Sjovt du nævner det med at maven bliver offentlig eje Jetkar, for det er en klassiker, og det har jeg også været igennem. I forvejen er jeg meget blufærdig med min mave, har aldrig kunne lide når nogen har rørt ved den heller ikke kærester.

Når jeg så er gravid kan jeg lige strække mig til at mine børn og min kæreste må røre for at mærke baby sparke, så jeg kan gå helt amok når fremmede folk vil hen og røre og tror det bare er helt okay... NEJ det er det bare ikke, jeg skal ikke have fremmede mennesker befamle min krop, så er det sådan set ligemeget om det er mave eller andre steer, det er en invadering af mit personlige rum.

Mht drengede piger og pigede drenge er jeg helt med dig. Der skal være plads til alle børn, og de skal have plads til at være lige nøjagtig så aktive/passive/drengede/pigede de har lyst til at være. Som ung og voksen forventes man jo at være på bestemte måder på sin arbejdsplads og andre steder, og må indordne sig, så ens barndom er tiden hvor man skal have lov at udfolde sig fuldkommen.

Babytrunte, jeg kender det kun alt for godt med mødre til voksne børn. Og min personlige erfaring er at bedteforældre generationen er værre endnu.

Kan fortælle at min mormor er et 'skønt' eksemplar. Jeg elsker hende, men... da jeg blev gravid med mit første barn spurgte hun mig om jeg var blevet gravid BARE for at få en lejlighed....!!??!! Derudover synes hun det er okay at give børn smæk hvis de er uartige...!!!??!! (Det fik hun 'pænt' besked på at hun ALDRIG skulle give mit barn ellers så hun os aldrig igen) Hun sagde ikke tillykke til mig men valgte at sige at hun ikke ville begynde at strikke babytøj før jeg var 3 mdr henne, da jeg jo kunne nå at miste barnet...(tak for støtten...)

Det er bare nogle af de ting der er blevet sagt. Så jeg kan virkelig se generationsforskelle, og ja i hendes øjne er jeg sikkert meget blød og pylret, jeg tror bare jeg vælger at se på det at det er (heldigvis) blevet mere legalt at vise mere omsorg, kærlighed og hengivenhed til sine børn end det har været førhen.