hvorfor skal de absolut blande sig !?

hej jeg har et lille problem med min svigermor og min far :P

Min søn er nu snart 3 måneder og er en lille følsom dreng med kolik. 

Når vi besøger min svigermor og svigerfar er de som grippe. hvis min søn græder river hun ham nærmest ud af mine hænder og siger sådan en røv irriterende lyd som er mest til besvær end den gør gavn. hun vil så gerne hjælpe, og det er som om hun ikke tror at min kæreste og jeg er gode nok forældre. Det er mig der kender min søn og hans behov bedst, men hun taler til mig som om det er første gang jeg har ham hver gang vi besøger hende, jeg er ved at være så død træt af hende, sidst vi var der omme sad hun med ham og så over til farfar, og så over til nogle andre gæster. jeg kunne se at min søn var forvirret mens han drejede hovedet og ville have øjnkontakt med mig. senere den dag kunne han ikke falde til ro, jeg gik en laaaaang tur med barnevognen sammen med min kæreste, men da vi stilte den igen skreg han igen, SÅ KOM SVIGERMONSTER og snakkede til mig som om jeg ikke duede til noget som helst 'skal jeg LIGE få ham til at sove?' og så stod hun der og snakkede til ham mens han lagde i barne vognen, selvfølgelig begyndte han at skrige igen, derefter begyndte hun på den der røv irriterende lyd der mest af alt bare giver en hovedpine. 

Jeg bad hende om at gå og sagde han nok bare havde brug for tryghed med hans mor og far nu. Derefter kørte vi hjem og wupti da vi kom ind i bilen sov han, han sov også da vi kom ind, han vognede først igen kl 01 om natten for at spise igen. dagen efter var han udkørt og sov næsten dagen og natten væk.

Jeg er ved at være godt og grundig træt af at Svigermor blander sig når vi er på besøg.. Hvis jeg siger han trænger til ro og vil putte ham så kommer kommenteren med det samme 'neeeej han har da store øjn' 

Jeg føler at vi får ødelagt søvnrytme hvergang vi er der. Jeg ved godt jeg burde manne mig op og give hende en skideballe for at blande sig, men jeg kan ikke få mig selv til det, når hun kommer med alle sine latterlige kommentare står jeg nærmest med tårre i øjnene. den dag hun rev ham ud af mine arme havde jeg mest af alt lyst til at give hende en flad og tage hjem.

Hvad mener i jeg skal gøre?

det du har mest lyst til - ellers eskalerer det bare med tiden, siger min personlige erfaring på området  (altså, du skal dog helst ikke slå ) men enten gå, når hun overtræder dine grænser eller helt blive væk....knægten har jo netop IKKE godt af at blive smidt rundt, det giver han jo tydeligt udtryk for

HVis du kunne få barnefaderen til at sige fra på jeres vegne, bliver det lidt nemmere for dig...men det vil sikkert være din skyld altsammen alligevl, hvis du spørger svigermonsteret...det må du så leve medfor jeres eget ve og vel er trods alt vigtigere

Uha....

Jeg har samme problem med min svigermor, bare meget mere drastisk og meget mere i det end som så, næsten sygeligt forhold, pga hendes jalousi hun har, der har gjort at hun har meldt sig ud af vores liv og vi har nu valgt IKKE at tage hende tilbage, hvis hun kommer krybende, netop fordi madammen aldrig ændre sin adfærd...

Der er mange ting i det, som jeg ikke vil ud med her, der har gjort at vi har taget det valgt og får stor støtte af sundhedsplejerske, venner mm, der siger det er det bedste at han ingen kontakt får med hende, så længe vi kan bestemme det, for at hun ikke kan bruge ham, som et våben mod os, som kan ødelægge vores lille kernefamilie vi har sammen nu, efter en del prøvelser i livet vi har haft.

Den eneste mulighed jeg ser i det, er at fortælle hende det hårdt og kontant at du/I simpelthen ikke vil have at hun går over dine/jeres grænser og I gør det på jeres måde og har I brug for råd eller andet, skal I nok selv melde jer, men det kræver også at din mand kan mande sig op og bakke dig op i det, så du til 7 og sidst ikke står alene, som den dumme kælling, der bare styre det hele.

Jeg har haft samme konfrontation med min mor, hvor jeg sagde til hende at det ikke var for at gøre hende ked af det men at det er OS der er forældre og hun 'kun' er mormor og hvis vi hade brug for råd osv skulle vi nok selv henvende os, ellers ville vi gøre det på vores måde og ingen andres.

Nu ligger det bare til min natur at sige hvad jeg mener, det har jeg ikke altid gjort, men med en død søn på bagen, kommer der bare nogle andre mere stærke følelser op i mig/os, for de levende, hvor man virkelig gør hvad man kan for at beskytte dem med næb og klør bogstaveligt talt ;-)

Ja i har nok ret, jeg bliver nød til at sige hvad jeg mener, syntes bare det er svært når jeg har en kæreste der bare sidder og beundre hans mors indsats mens jeg sidder og er ved at falde fra hiananden. han ser ikke der er noget som helst problem.. når det er sagt så er han heller ikke den person som lige putter den bette eller skifter ble osv uden jeg selv spørger efter det.

Ja, der er min mand en helt anden type ;-)

Har du prøvet at spørge din sundhedsplejerske til råds, hvis du da har sådan en tilknyttet?

Måske hun kan hjælpe dig og evt forklare ham hvad dit problem er.

Nogle gange virker det bedre, når man får andre til at snakke med partneren, end når man selv prøver ;-)

Go' ide :D det prøver jeg ! 

ville helt klart også melde fra.

Man kan jo sige tingene på mange måder at f.eks at han nu er kolik barn og (lægen???/sp what ever) har anbefalet det kun er mor og far der håndtere ham, med mindre vi kan mærke at han kan klare en tur i andres arme er det kun os der tager sig af ham. Og hvis vi har brug for råd eller du gerne må holde ham skal vi nok komme med ham, men pt er det kun os og ingen andre.

Mange forstår ikke hvordan sådan et kolikbarn påvirkes af andre mennesker og at de tit har det ok når de er ude, men at man bøder med dårlig rytme flere dage efter man bare har været på et besøg der har været for dikke dikket til baby.

Man kan jo godt sige tingene pænt, at man er glad for at hun er så involveret, men at det bare er for meget lige nu og at man håer hun kan acceptere det for eller bliver i desværre nok nød til at se en del mindre til edm en årgang. og fatter hun ikke vinket så må hun jo have det råt for usødet!

Oh my god. Bed hende om at holde nallerne væk! Jeg sidder her ved computeren og har lyst til at give hende en omgang tæsk. Forældre kender barnet bedst, sådan er det! Og uanset hvor I er henne, er det jer der bestemmer. Hvis du føler grænserne bliver overtrådt, skal du 'bare' tage ham tilbage. For stakkels barn og jer når alt derhjemme dagen efter bliver smadret af et besøg hos bedsteforældrene.

Men det er jo nemmere sagt en gjort. Det ved jeg godt.

Jeg synes ret godt om at inddrage SP, hvis din mand skal have hjælp til at forstå hvor vigtigt det er, at der er ro på, uanset hvor I er.

Nu ved jeg ikke hvor meget din mand er hjemme, men hvis han ikke er den der liiiige skifter ble osv. Så må du prøve at få ham til at forstå at det jo heller ikke er ham der er sammen med jeres søn efter de her besøg... Så du ved bedst.

Jeg har en alletiders kæreste der gør rigtig meget herhjemme. En dag skulle han være sammen med vores datter alene, i ca 24 timer. Bagefter sagde han, at han godt nok havde respekt for det kæmpe arbejde jeg gjorde hver dag og alligevel havde energi til ham og tøsen når han kom hjem. HOLD NU OP, hvor blev jeg glad. For det var skønt at han fik det prøvet på egen krop. Selvom han er fantastisk herhjemme.

Hvis det er en mulighed, kan du jo lade din mand være alene med jeres søn nogle timer... (behøver jo ikke være så lang tid) Men så kan han prøve at være dig...

Hej

Jeg vil ønske for dig at du for samlet mod til at få kommunikeret  frustration ud til dine svigerforældre. Om ikke så din mand må hjælpe...Det har du/i bestemt ret til.......Hvad er det for en opførsel!!! Du skal ikke lade hende tage jeres lille hvis du ikke har det godt med det, du skal da endelig sige fra. Vi har alle forskellige grænser nogen gange flere en andre gange. De må respektere dine/jeres, og acceptere at sådan er I...Det er Jeres lille familie der skal fungere og i skal have det godt. Vi har da alle gode og dårlige dage. Men du skal ikke gå rundt og have det sådan...Taler af erfaring, og det tog mig flere år. Alt er fint idag og vi holder meget af farmor...Jeg kender ikke jeres familieforhold ellers, men der kan også komme noget godt ud af at sige fra selv om det er svært. Og gør der ikke det, så har du fået det sagt og så respektere de ikke dine grænser.....Så må man tage det derfra....

Følg altid din intution og dit hjerte som mor, det er somregel den bedste vej...pøj pøj. Tænker på dig..

Jeg tror atdu først og fremmest skal prøve at se det fra hendes side. Så bliver din tolerance også større. For når du stresser og e ranspændt omkring svigermor, så bliver dit barn det også.

Svigermor har en del børneerfaring, omend det er nogle år siden, og hun handler ud fra hvad der har virket for hende.

Når hun spørger om hun LIGE skal få ham til at sove, er det næppe ment som hun mener du er for dårlig til det, men som; skal jeg ikke gøre det, så du lige kan få et kolik-pusterum. Hun vil gerne aflaste jer lidt, for et kolikbarn rykker sg* tænder ud.

Hun er enormt stolt af og glad for jeres søn. Hun vil gerne tilbringe mest mulig tid med ham. Det er som enhver anden 'forelskelse'. Og man bliver helt forelsket i de små pus.

I stedet for at irritere dig over at hun gør det helt forkert, kan du jo fortælle hende nogle af de tegn hun kan aflæse, og nogle af de tricks der virker.

Og sig fra straks på en venlig, men bestemt måde, og husk at dine hormoner også gør at du er meget mere nærtagende end normalt, så tænk over om en situation virkelig forholder sig således eller du lægger mere i det.

Det kunne være en god ide at tale det igennem med manden, og i så alle 4 tager en snak om forventninger, grundregler, mm. Så i har fået sat tingene på plads, så ikke der bliver en masse irritation senere hen også.

Min egen svigermor sagde til mig: 'I er godt nok nogle helt fantastisk gode forældre. Det havde jeg slet slet ikke troet'. Lige da hun sagde det, tænkte jeg tarvelige harpe og spurgte om hun da ikke havde regnet med vi kunne tage os at det barn vi havde forberedt grundigt på - mange tak for tilliden. Men det var jo slet ikke ment på den måde. Hun var bare overrrasket over hvor meget vi går op i det, alt det vi ved om det og hvor meget styr vi har på det og hvor godt forberedte vi var. For sådan var det ikke da hun havde små børn. Hun husker bare en del kaos og kronisk stress med 2 små børn, ammestuehistorier mm fra 80'erne.

Held og lykke med projekt svigermekanik.