Jeg elsker min mand høj men det er så svært for tiden

Hej. Jeg elsker min mand utrolig højt, vi har været sammen i snart 20 år. Vi har 2 dejlige børn sammen, og har det generalt rigtig godt sammen, god sex når jeg har lyst ( mangler desvære ofte sex lysten ) her kommer nok nogle af grundende. Der er nok mange der kender til problemet... Jeg føler mig fanget, for jeg alenen kan ikke løse vores problem alene. De få  problemer vi har er de samme, som vi har haft i alle årene. Jeg står for alt her hjemme, jeg føler at alt er mit ansvar, hvis jeg ikke gør rent, køber ind, eller planlægger maden, bliver det ikke gjort. Min kære mand laver mad, og er god til det, hvis jeg har taget noget op, han handler også ind, hvis jeg har lavet en dosmer. Men jeg savner at noget er han ansvar. Han har lige for tiden brugt ekstrem meget tid på at lægge vores film ind på en harddisk, men der var så meget andet som jeg heller ville have lavet, men det har jeg ikke sagt eller kommenteret, for han havde behov for at få det ordnet, men var rigtig træt af at det også skulle gøres da vi holdte fødselsdag. Han er ekstrem presset for tiden på job har været lidt syg her på det sidste. Men stadig væk problemet har ikke kun været her i 3 uger. 

Jeg føler mig ikke respekteret. jeg spurgte ham her forleden, om han ikke kunne vælge noget der var hans ansvar, som jeg ikke behøvede at tænke på, svar var, hvad skal det være, jeg forslog at han om morgen kunne sørger for at tømme opvaskeren og ryde morgen bordet af eller lægge tøj sammen, jah, nå men!!! Blev der sagt. Tøjet er ikke blevet lagt sammen. opvaskeren er ikke blevet tømt.

Jeg aner ikke hvordan jeg skal takle det mere, han går sent i seng, står sent op, når han står op går han rundt i ring, deltager ikke i nogle af morgen rutinerne vi har, svare ikke når børne spørg ham om noget( ofte et problem da han er lidt distret) han læser avis eller sms´ere, imens jeg fare rundt for at nå det hele. Vores campingvogn er stadig ikke kommet ind i laden, vi har lejet, vi har nogle ting som er blevet opbevaret for os, som stadig ikke er hentet. Når vi spiser aftensmad, går han, hvis han kommer i tanke om noget, eller tager sin tlf. og sms eller tjekker frindstrem. Samtidig er han møj træt af at vores børn ikke holder bord skik.

Nogle af de ting som en mand typisk ordner, bliver heller ikke gjort, med mindre jeg spørg rigtig mange gange. Eller får en ven til at komme og hjælpe. Eller er noget som jeg selv kan gøre. Sidst da jeg spurgte var åbentbart en dum dag, for der fik jeg afvide at jeg bare aldrig var tilfreds, og der er bare så urimeligt. 

Når han gør noget, så er han glad og venter på ros, og der  belønne ham altid som kun en kone kan, også selvom jeg faktisk ikke har lyst, bliver ofte irriteret, hvis han prøver på noget, ikke for at straffe, sådan er jeg slet ikke, men bare! Så hop dog af og og gør det selv! Synes der stilles nok krav til mig, helt vildt urimlig fra min side... Ikke godt for vores parforhold, for hvis man ikke har sex er man jo bare venner, og det er ok i perrioder, men sex er jo grunden til den store tilgivelse man har blandt ægtefolk, og jeg gider bare ikke.

Når jeg endelig giver mig er det super dejligt, men langt største del af tiden vil jeg hellere sove eller læse...

Jeg er så ked af det for tiden, er bekymret for ham, han er en dejlig kærlig mand, grunden til at jeg føler mig fanget er at, jeg ikke høre til dem, der ikke siger noget, han lytter men høre ikke. Der kan godt nok gå meget lang tid imellem, at jeg har behov for at sige noget. Der sker bare aldrig ændringer, de her ting  jeg har ridset op, er der altid, mit overskud er bare forskelligt.

Grunden til at jeg føler mig fanget er at jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det.

Jeg elsker ham meget, han er min bedste ven og jeg skal ikke skilles, men kan heller ikke blive ved med at holde til det her, og er så bange for at det en dag, bare ikke er nok at han er flot, dejlig, kærlig, humoristisk, klog mand som elsker mig og  vores børn. Han indeholder så meget andet. Det her bavl, fylder bare mest for tiden. Ved at han ikke har det godt, jeg har forslået ham, at han skal gå i byen med nogle gutter, løb sig nogle ture, et eller andet for at gøre sig selv glad og finde overskud. Hvad gør i.

Hej. De problemer du beskriver er så genkendelige. Jeg er gift på 6. år og vi har været sammen i mere end 10 år og venter vores 3. barn. Jeg synes det er en uendelig kamp for at blive hørt på og er selv kommet til den konklusion at min kommunikationsform ikke er hensigtsmæssig. - at jo mere jeg kommer med forslag til hvad han skal gøre for at please/tilfredsstille mine forventninger, jo mere frustreret bliver han. Jo mere jeg presser på for et svar nu og her jo mere distanceret bliver han. 

Jeg har flere gange foreslået parterapi for at der kunne være en tredie person som kunne mægle - få os til at tale 'samme sprog'. Men min mand er stolt og nægter at deltage.

Jeg oplever at opnå lydhørhed når jeg udelukkende holder samtalen på egen bane halvdel - altså kun italesætter hvad jeg selv gør og undlader at pådutte ham opgaver. Men derimod spørger direkte: Hvad forventer du af mig? Hvad kan jeg forvente af dig? Det er jo typisk mand ikke at kunne svare med det samme, men han skal lige have timer, dage til at komme tilbage med et svar. Men han tænker! Jeg fik også hul igennem ved at sige højt : jeg har faktisk slet ikke lyst til at være en kvinde som brokker sig eller er sur og utilfreds - hvordan kan du hjælpe mig med at blive en mildere kvinde eller den kvinde som du blev forelsket i? 

Jeg har et vennepar som via en terapeut er blevet bedt om at fordele alle praktiske opgaver på to lister, som de så er ansvarlige for hver uge. Hvis der er ting på listen som ikke er blevet gjort, skal de have et tegn som er non-verbal, for at gøre partneren opmærksom på det som ikke er gjort. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes om lister og skemaer men ideen om at have talt om hvem der gør hvad er god. Jeg oplever også at det ikke altid handler om hvem der har stillet i opvaskemaskinen flest gange i denne uge, men om at være nærværende med hinanden og børnene. Hvis jeg virkelig føler mig hørt på og har en god kontakt sammen. At jeg kan se mine børn have deres fars fulde opmærksomhed uden forstyrrelser fra telefoner, ipad o.s.v. Jeg oplever meget at leve to separate liv hvor alt handler om logistik, hvilket jeg ved også er utilfredsstillende for ham. Så hvordan bryder vi det i dagligdagen?

Jeg får lys til at spørge, hvordan din mand er sammen med børnene og klare det praktiske når du er ikke er hjemme? Sejler det hele eller får han givet dem tøj på, lavet mad og ryddet op på sin måde. 

Forventningsafstemning er kodeordet i alt det her men det kræver at vi kan tale sammen og høre på den anden.

Jeg kunne skrive uendeligt om det her emne for det fylder hver dag og vender tilbage i alle vores konflikter. Jeg har en god veninde som sagde den anden dag at jeg skulle huske på at årene med små børn er de aller hårdste og mest udfordrende for parforholdet. Det er lige nu at vi er på hårdt arbejde. Hun har ret. Hvem ved om vi ser på vores mand om 10 år og tænker hvad fanden laver jeg med dig? Men lige nu har jeg lyst til min mand, lyst til at vores familie skal fungere og der er tegn fra ham om at han også gerne vil det - de er der ikke så ofte som jeg gerne ville have, men jeg glemmer somme tider hvor fyldt op af arbejde og ting udenfor familie han er, men kan nå ham når jeg møder ham med : jeg savner dig, og tid sammen med dig, har du lyst til at komme herhen og spise sammen med os for vi savner dig. Istedetfor 'hvorfor gør du ikke? altså bebrejdende.

Jeg synes det er helt vildt svært og der skal virkelig sluges nogle kameler somme tider. Jeg var til bryllup den anden dag og præsten sagde at kærligheden vokser og lever i ægteskabet hvis man har et fælles projekt. Jeg har tænkt over hvad mit og min mands fælles projekt er. Jeg kender ikke svaret endnu.

puha... den er svær.. der er sikkert en vej til at blive sammen!



Tænker... kommunikation... har i de samme forventninger? Nogle gange lyder det som om, DU vil gerne have tingene på DIN måde... måske tager jeg fejl.



Når jeg siger kommunikation, husker jeg et NLP kursus om kommunikation. Var desværre på den EFTER min skilsmisse... og en ting der blev indlysende for mig var, at min (nu)eks og mig selv, havde ikke de samme forventninger til hverdagen... eller bare til hygge. Fx. kunne han godt lide et hjem, som var nærmest minimalisktisk.. i hvert faldt pænt ryddet op... hvor jeg kunne lide 'lidt' rod... Forstår du, hvad jeg mener?



Måske har I forsk. forventninger om, hvad en GOD hverdag er? Du kunne tage det op med din mand.



Held og lykke

Jeg har det helt sikkert bedst, når tingene bliver gjordt på min måde, Jeg ved jo bedst;-)  Det er helt sikkert kommunikationen der brister her, men jeg har prøvet på så mange måder og jeg snakker simpelhent ikke mandsk...

Ja vi har helt forskellige forventninger. Det er også ok, jeg vil bare have en mand, og ikke et barn mere, er træt af at gendtage mig selv og blive ked af det. jeg spiller ikke martyr, jeg siger tingene direkte eks. jeg sætter pris på når tøjet kommer op i vaske tøjs kurven, hvis det ikke finder der op, bliver tøjet ikke vasket, (nogle gange er der virkelig store bunker, og lige pludselig er der ikke flere bukser, mærkelig) ;-)

Jeg ville ønske at vi havde råd til at hyre en gør det selvmand, til at lave de små ting jeg gerne vil have gjort færdig. Når jeg nogle gange har hyret en til at gøre, ting færdig jeg ikke selv kan gøre, og han ikke får gjort, bliver han pisse sur. Når jeg så gør opmærksom på hvor mange gange jeg har bedt om det, og hvorlang tid siden det var at han sagde, han nok skulle gøre det. bliver han også sur... Kælder trap, hvor jeg skulle ud af huset hvergang der skulle vaskes tog 4 år om at tage sig sammen... men en lørdag at lave! Jeg arrengerede at en ven kom og hjalp, det blev han også sur over. Men meget stolt da det  var gjort. 

Men ja kommunikation er bare svær. knus

Puhaa den kender jeg godt - lige den med at tage ansvar har også været vores store diskution. Vi satte os ned for et par måneder siden og fik snakket. Vi var begge i tvivl om den anden ville det her (og helt ærligt var jeg også selv i tvivl om jeg ville). Min mand 'brokkede' sig over manglende kys, knus, søde ord og sex og jeg over manglende ansvar fra hans side. Jeg forklarede ham at jeg følte mig så presset over at alt var op til mig - alt hvad der skulle planlægges på familiens vegne, indkøb, madlavning osv - og at jeg derfor ikke havde lyst til sex og berøring. Og nu skal jeg da love for at han har ændret sig. Jeg kan næsten ikke kende ham og vi har det igen godt sammen.

Jeg er desuden begyndt at gøre ting der er gode for mig og så lade ham stå med det herhjemme ligesom han hele tiden har gjort nogle ting han ville. Tror bare at man som kvinde let kommer væk fra sine egne behov når man ammer osv... (og når man er på barsel synes man jo at man kan gøre de ting om dagen)....

jeg lever i et såkaldt LAT-forhold, dvs vi ses stort set kun, når vi gider hinanden og har begge eget 100 % ansvar for egen hjemmebane, hvilket gør at vi slipper for bøvlet med hvem der har ansvaret for hvad. Men nu er min knægt jo også kun min - og stor nok til alligevel hellere at ville være sammen med sine venner det meste af tiden + han kan selv tage toget op til min kæreste, når vi residerer der