Når olde morfar kommer på hospitalet

Vores alle sammens fantastiske og evigt unge morfar (og oldefar ) kom på hospitalet i tirsdags. Han er den type der ALDRIG fejler noget, og hvor man samtidig ved at den måde han siger farvel til denne verden på, er at stå og grave i haven og bum, er hans krop brugt op... Det er jo heldigvis også sådan det helst skal være... 

Hans gamle hjerte er blevet forklaket hvilket begyndte at give lidt problemer. Ugen her er så gået med at sidde der ude, en masse hvis`er og prøver, men det viser sig 'heldigvis' bare at være forkalkning og nemt tilgængelig afkalkning må være kuren ...

Havde sønnen med en dag, og bortset fra han synes det er himmelråbende kedeligt gik det jo meget godt. Det var også meget afdramatiseret og ingen bip bip og slanger. 

Men jeg havde lidt tanker da jeg tog ham med første dag idet vi for præcis et år siden var igennem en masse med min mor. Dèr var han også kun med da alt var afdramatiseret, dog var det mere seriøst dèr idet hun havde været i koma i længere tid og vi var i tvivl om hvor meget hun huskede og forstod. Min opfattelse er at børn har en fantastisk evne til at tage tingene som de er og bruge det naturligt i deres egen lille verden.

Har i taget jers børn med på sygehus eller har i helt undladet det ? Og hvor går jeres grænse i hvad de skal opleve ?  

For mit vedkommende er der mange situatoner hvor jeg ikke vil ha ham med. Men når tingene er afdramtiseret, tingene er 'normale' og han feks selv spørger efter morfar og besøg, så kommer han med...

Vi har heldigvis ikke haft nogle anledninger til at tage spunken med på sygehus - andet end da hun fik en kusine 

Men jeg tager hende med på kirkegården. Og når hun bliver stor nok til at forstå det, vil jeg forklare hende, at det er hendes anden mormor vi besøger når vi tager derned. Det er vigtigt for mig at hun kender til min mor, og jeg mener, at hvis jeg venter med at fortælle det til hun er 10 eller noget i den retning så er sandsynligheden for at hun oplever det som noget man skal være bange for større, fordi jeg jo så ville have holdt det skjult så længe. Giver det mening.....

Der findes for øvrigt mange gode billedbøger der kan hjælpe børn med at forstå når bedsteforældre bliver syge eller dør.

Med en far, der blev palliativt syg allerede, mens jeg var gravid, har knægten været vant til ambulancer, sprøjter etc fra dag 1 (far blev faktisk indlagt på skadestuen med hul i hovedet efter fødslen, da han fik et epileptisk anfald og slog hovedet på min hospitalsseng). Far døde så da knægten var knap fire et halvt - og han tog det ret roligt...men var jo også forberedt på at en dag ville far ikke være der mere...og på dødstidspunktet havde han ikke været hjemme i ca 6 mdr - heraf de sidste tre i koma på palliativ stue på hospitalet.

Jeg valgte efter samtale med præsten (og især grundet iskoldt forhold til svigerfamilien) IKKE at have ham med til begravelsen - børnehavepædagogen tog med, vi tog billeder af kisten - så var der noget at tale om, hvis behovet skulle opstå (det gjorde det aldrig - nu er han 14 og vil ikke se billederne). Til gengæld gjorde præsten det fine, at han holdt urnenedsættelsen meget højtidelig og på knægtens niveau - i fuldt ornat, kirkeklokkerne bimlede, og vi (knægten, præsten og jeg) gik fra kapellet (der var pyntet med lidt roser fra præstens egen have) til urnenedsættelseshullet - gjorde hvad der skulle gøres, mens knægten kunne stille spørgsmål. Derefter gik vi hjem, og på vejen købte vi store flødeskumskager hos bageren,,,og det var så det...gravstedet har vi kun besøgt tre-fire gange (bor nu også små 70 km væk) - han gider ikke...kigger billeder en gang i mellem

Han var som 10 årig med til sin elskede oldemors begravelse - og var langt mere mærket af situationen, men forstod samtidig også at 86 år ikke er en tragisk alder at dø i...men derfor kan det jo godt være både overraskende og sørgeligt for de efterladte

Jeg tror, at sunde og alderssvarende børn sagtens kan kapere død, når det ikke er tragedie - hvis det er noget man har talt om i forvejen på et overordnet niveau eller i forbindelse med fjerne bekendte/slægtninges dødsfald - er man +4, anbefaler diverse sorgbearbejdningsterapeuter Astrid Lindgrens skønne BRødrene Løvehjerte (bogen - filem er lige lovlig barsk, indtil man er noget ældre - og bogen bør under alle omstændigheder læses først) - den er god til at tage udgangspunkt i det med død og tragedie og sorg...måske især for de af os, der ikke tror på Bibelens udlægning af samme sag

Døden er en del af livet - og jo senere man oplever det, des hårdere tror jeg det er, at komme igennem...og her mener jeg at der er stor forskel på at komme IGENNEM og at komme OVER...sorg tager tid - når man er igennem, kan man komme videre. Kommer man kun over...kommer man ikke videre - tror jeg nok at jeg selv mener ;-)

@ Polyp:

Døden er en del af livet - og jo senere man oplever det, des hårdere tror jeg det er, at komme igennem...og her mener jeg at der er stor forskel på at komme IGENNEM og at komme OVER...sorg tager tid - når man er igennem, kan man komme videre. Kommer man kun over...kommer man ikke videre - tror jeg nok at jeg selv mener ;-)

 Nemlig