Polyp

Starter lige en ny tråd her. For at svare dig på dit indlæg til mig.... 

Det må da også ha været dit livs hårdeste kamp, med din mand ?!  - og den der kom bagefter..

tja, tjo..når man står i det, er det jo bare hverdag - og nogen skal jo være den nabo, der bliver ramt - men vi vidste jo godt, at udgange ville være døden - det var bare et spørgsmål om hvor lang tunnellen skulle være

Jeg valgte så at få den selvudvikling ud af det ,som jeg kunne - lukke flinkeskolen, ikke længere gå i et med væggen, holde fast i at uanset hvor lang tid det måtte tage VILLE jeg gennemføre min kandidatuddannelse. Flytte tilbage til Københavnsområdet - få knægten i en god skole og godt i vej

Rent karrieremæssigt har jeg så af pragmatiske grunde kørt lidt på vågeblus  - som absolut velbetalt sekretøse nogle år - men nu er knægten så stor at han skal og kan selv, ny kæreste har været i stald i flere år (dog med separate boliger endnu), så da jeg nu alligevel er arbejdssøgende - søger jeg noget mere 'karriereagtigt'...og har en rigtig spændende samtale på bedding i næste uge...

..og er faktisk glad for at jeg ikke har det liv, der lå i kortene, da jeg blev gift  i sin tid... for bortset fra det manglende arbejde og den der af lettere stramme pekuniære situation pt, så har vi et godt liv

Ja jeg tror man får sorteret dem fra man ikke har overskud til. Tillader sig at være vred og sige 'fuck jer'.... 

Du lyder som en kvinde mange kan se op til. Men sorgen tackles på en måde der passer den enkelte. Og andre finder muligvis en anderledes vej. Men i min verden er det nok ret meget det samme som dig. Hvem andre er der til at passe på èn...end èn, også pga din søn. Kan ikke svare på om sorgen er anderledes når forløbet af langt, eller når det pludseligt sker, men kan forestille mig det.

Du har helt sikkert haft dine tude dage, men jeg tager hatten af for dig. Respekt. 

Jeg tror, det er meget anderledes, hvis det er noget, der kommer som et lyn fra en klar himmel - eks en bilulykke - vi havde jo mange år til at vænne os til tanken - og faktisk var det bare en lettelse og befrielse, da han 'endelig' døde - selv om de fleste ikke synes, det lyder pænt at sige!   

Ja jeg tror du har ret.... 'skulle aldrig ha sagt...hvorfor blev jeg også lige sur.. jeg burde ha...osv'

Hmm nææ, men tror nu ALLE har det i sådan en situation, de siger det bare ikke. Man siger jo ikke 'hvor ville det ha været dejligt hvis vi levede på den her måde i nogle flere år..??'