Felix' (knapt 3 år) første tur på skadestuen.

Hey her inde på VB, det er goooodt nok et stykke tid siden jeg sådan rigtig har været her kan jeg se :S

Men altså, jeg mødte Webbie her den anden dag, hvor, og hvorfor, og under hvilke omstændigheder, kan læses lige her under ;)

Det er en kopi af min blog fra i Tirsdags, så derfor er det altså i nutid, selvom det jo, nu, burde stå i datid ;)

Nåh, så måtte vi her til aften på skadestuen med Felix. Han har skåret sig rigtig dybt i tommelfingerens yderste led, indvendigt på fingeren, men min aller skarpeste kniv…

Jeg var ved at skrælle kartofler i køkkenet, Felix var med. Jeg brugte en grøntsagskniv, hvilket er nyt for Felix.

Bastian har en legekammerat med hjemme, og de sidder i stuen, og beder om tegnefilm.

Jeg beder Bastian selv finde den de vil se, og sætte den på, så skal jeg nok komme og starte den. Som sagt, så gjort.

Da Felix står på den ene side af håndvasken, lægger jeg min kniv på den anden side, hvor han ikke kan nå den.

Men da jeg har vendt ryggen til, har han selv taget en anden kniv. Desværre er det bare den store og sindssygt skarpe nye køkkenkniv jeg har, Og mindre end 10 sekunder efter jeg har forladt ham, hører jeg panisk skrig, og lyden af en kniv der lander på bordpladen.

Jeg farer selvfølgelig derud, og Felix han bløder og skriger og bløder og skriger….

Jeg tager en ren klud i skuffen, og snurrer om fingeren, så godt jeg kan, og holder et godt pres på fingeren. Jeg samler Felix op, kigger til de store som ikke ser ud til at have opdaget noget som helst, og løber, med Felix, ind til min far, som desværre ikke er hjemme.

Olde er desværre heller ikke hjemme. Så her er jeg, alene med 3 børn, hvoraf den ene uden tvivl skal på skadestuen.

Jeg ringer til Kenneth, med beskeden: “Hej du bliver nødt til at komme her hjem lige nu, for Felix har skåret sig rigtig slemt, og han skal på skadestuen, men jeg er alene hjemme, og Bastian har legekammerat på besøg!”

Desværre er Kenneth altså i Ballerup, og kan jo ikke bare sådan lige være her… Men han ringer til sin mor, som heldigvis sætter sig i bilen med det samme.

Jeg kommer i tanke om, at jeg jo ikke kan køre med Felix alene, da der er nødt til at være een der holder Felix og pressen på såret, og een der kører bilen, så jeg ringer også til min far, som heldigvis bare er i Skibby.

Min far (morfar) og Elisabeth (farmor) ankommer med 5 minutters mellemrum….

Da Elisabeth kommer, går det op for mig at jeg har blod over det hele, Felix har blod over det hele, der er blod på gulvet, på stolen, på kartoflerne… Ja, over alt :S

Og udover kartoflerne i håndvasken, så har jeg også lige gang i at røre en frikadellefars sammen, og en kage i ovnen, og dertilhørende hvid chokoladeganche i køleskabet….

Meeeen hende farmor Elisabeth, hun er altså en knag i krisesituationer… Hun sagde lige hej til ungerne, og gik så ellers straks igang med at vaske af og ned, og ordne kartofler og frikadeller, og gudhjælpemig, om hun ikke liiiige er ved at overtrække kagen da jeg ringer hjem for at sige at vi er videresendt til Hillerød…..

I Hillerød får vi straks besked på at vi er rykket frem til forrest i køen, af et ellers stopproppet venteværelse.

Mens vi venter på det bliver vores tur underholder Felix hele venteværelset med diverse skøre udbrud, og snakker gerne med alt og alle der gider lytte – som altid….

Da vi bliver kaldt ind, træder Felix simpelthen ind foran sygeplejersken, mens far og jeg går bag sygeplejersken, og leder selv vejen ind til aaaaalle de pladser han mener er til HAM Så han er altså ganske frisk og frejdig 

Den første der ser til Felix’ skade, er en anden sygeplejerske. Hun starter simpelthen med at give Felix en SAKS at lege med, altså, en RIGTIG SAKS, som er SKARP.

Jeg kigger selvfølgelig noget forvirret på saksen i min søns hånd, på sygeplejersken, og tilbage på Felix, og konstaterer tørt, at sådan nogen må vi altså ikke lege med der hjemme.

Sygeplejersken, joooo, hun er sådan set ligeglad.

Så jeg siger til Felix, at han skal passe på, for den er skarp, og den kan klippe ham i fingeren, ligesom kniven kunne skære ham…

RESOLUT og en anelse nervøs over dette farlige våben, rækker han den til morfar, og siger værsågod, den er farlig….

Han går helt i panik da forbindingen kommer af(klippet ved hjælp af den selvsamme farlige saks han lige har givet til morfar), og han kan se såret og blod på ny. Så vi får ham aldrig til at vise om han kan bukke sin finger…..

Den samme sygeplejerske, som bare virkelig dummer sig gang på gang og SLET ikke er pædagogisk anlagt, beslutter at binde fingeren ind igen.

Men hun tænker at det kan hun da lige klare med et par stribs (som til flækkede øjenbryn), hvorpå hun fremkalder en ny kraftig blødning, og går lidt i stresspanik… Felix, han HYLER og skriger, og råber av av av av, fordi den dumme sygeplejerske absolut trykker der hvor det gør mest ondt, i stedet for bare at pakke den finger ind, og evt. bede om et par ekstra fingre til hjælp til at holde… Så min lille stærke Felix kramper nærmest i hele kroppen af smerte, og angst over hvad der foregår. Og moren kan intet andet gøre, end at holde godt fast i et delt kram og delt fast greb om den sårede arm.

Da sygeplejersken ENDELIG kommer til SELVE indbindningen, siger Felix snøftende “tak skal du have” op til flere gange, og jeg må til sidst sige til sygeplejersken, at barnet altås forventer et “selv tak” tilbage (ja bare een eller anden reaktion i hvert fald) Hvorpå hun “smilende” siger “selv tak” til ham. Felix siger “tak skal du have” en enkelt gang mere, og venter så bare på at hun bliver færdig….

Kan han ikke bukke sin finger, er det tegn på overskårne sener, og så skal han opereres… Kan han godt bukke fingeren, skulle der ikke være sket skade på noget der er vigtigt for fingerens funktion.

Men da han nægter pure at bevæge fingeren, er det ikke til at finde ud af om han bare ikke tør, eller om han simpelthen ikke kan bukke den, og derfor skal den madglade Felix altså faste fra Tirsdag morgen klokken 06:30 så han kan tåle narkose, på kirurgisk afdeling i Hillerød, samme dag….

Den meget SØDE læge på Hillerød skadestue, sagde at vi bestemt skulle regne med at blive indkaldt på kirurgisk afdeling, til en grundig undersøgelse af fingeren, Tirsdag.

Ved denne undersøgelse forventer hun at man simpelthen lægger ham i narkose, så kirurgen kan se efter, om noget vigtigt er kommet til skade. I så fald, opererer de ham nok med det samme.

Det sidste Felix skal, inden vi kan gå, er at indtage en vaskeægte penicillin pille – yrk – selv lægen er ganske ked af at måtte byde ham den…. MEN altså, hvad gør en sej unge så lige?

Jo han stopper straks pillen i munden, tygger den, vrænger ansigt, tygger mere, og sluger, og siger nej tak til vand at skylle med…. Sådan der, så var den pille sgu væk…

Så altså, vi fortsætter imorgen, med en tur på kirurgisk afsnit, på Hillerød sygehus, og 99% sikkert med en undersøgelse under narkose.

Resten står uvist hen endnu….

Held og lykke til Felix….

Lige nu sover han sødt i sin seng, med den indbundne hånd trygt OVER dynen… I øvrigt viser han stolt sin indbunde hånd frem til alle der vil se den, men IKKE røre 

Og 2. del af historien, også sakset fra min blog, og derfor stadig skrevet i nutid, selvom det idag burde stå i datid......

Nåh, vi skulle jo en tur på håndkirurgisk afdeling idag. Her skulle Felix lægges i narkose, så de kunne se præcis hvad der var sket, eller rettere hvor stor skaden var….

Felix fastede fra klokken 09:30 og blev lagt i narkose klokken 16:45

Da lægen endelig kom, og var klar til Felix (som faktisk sad og ventede tålmodigt lidt for længe, på operationsbordet), blev han helt benovet over at se sådan en glad fyr, med alle elektroder allerede påsat, og endda liggende på bordet, og med en maske på, som han glad legede med, mens han snakkede med en-eller-anden-mand og mor og anestæsi lægen…

han synes den var så sjov den maske, og han havde forlangt at få bytte den ene elektrode-klister-dims ud med en ny, fordi den havde sat sig tosset på huden. Den dumme klister-dims pillede han selv af, med den dårlige og indpakkede hånd. Og morede sig gevaldigt med at sætte den alle mulige steder, på os, på sin næse, i panden, på hagen, på bamsen og ja, alle vegne. Det var bare skægt….

Da det ENDELIG blev tid til narkose, lå han smilende på briksen, og tog de dyyyyybeste vejrtrækninger han kunne, for at kunne blæse så meget at masken blev helt bedugget  Det var SÅ godt, og SÅ fed en måde at bedøve ham på. Desværre lykkedes det ikke at gøre ham døsig nok på den måde, hurtigt nok, så de sidste 10 sekunder måtte han holdes fast med masken godt trykket til ansigtet. Han kæmpede selvfølgelig imod, og bad “ikke mere nu mor… Gider ikke mere” men faldt jo så i søvn.

Liiiige de sidste 2 sekunder synes jeg var 2 sekunder for længe, men det gik, uden tårer, og nervøse trækninger.

Vi fik stillet MINIMUM en time i udsigt, og det var så hvis han ikke havde fåët skåret noget vigtigt over, og bare skulle lappes sammen. Vi ville først få besked om evt. operation, når denne var overstået, så vi skulle eeeeendelig tage os god tid, til at gøre noget andet end bare at vente.

Vi besluttede at skynde os ud i bilen, og køre et par hundrede meter til et pizzaria, hvor vi kastede en pizza hver i hovedet (børnenes far var med).

Det gjorde vi fordi, vi blev lovet en opringning når han var færdig, så vi kunne sagtens nå det.

Og desuden havde jeg ikke fået en krumme, i et helt døgn. Så jeg var så sulten, og havde haft så ondt i maven, at jeg faktisk var holdt op med at være sulten igen.

Tilbage igen satte vi os med kryds og tværs og baggrunds-tv og slik, i venteværelset.

Efter i alt 2 timer, blev vi kaldt til opvågningen, og da vi næsten stod i døren kunne jeg lige høre Felix hoste en gang, og da vi kom ind sad han i sengen, med en sygeplejerske osm støtte. Han kunne jo ikke holde balancen selv, men nægtede at ligge ned, så han kom straks ud af sengen og over til mor.

I øvrigt græd han SLET IKKE da han vågnede.

Da han sådan ligesom kom til sig selv, rent tankemæssigt, sagde han blot “vi kører NU mor!”. Men det kunne der jo slet ikke være tale om, så vi prøvede at lokkel idt saftevand i ham, for han havde jo også på daværende tidspunkt været væskefastende i 6 timer, ud over fødefasten som nu havde varet godt 10 timer.

Meeen det ville han ikke have. Han var sur på elektroderne, som stadig sad, og skulle blive lidt endnu, og konstaterede med meget sure øjne og et fast blik på far og mor “gider ikke mere, vi kører hjem NU!”. Meeen nej, desværre stadig ikke.

Efter en halv time præcis, kunne han komme på almindelig stue på børneafdelingen, og han ville absolut, og STRAKS ud af sengen. Vi kunne ikke overtale ham til at blive siddende der lidt, ej heller hos mor og far, så der var ikke andet for end at lade ham komme ned på gulvet. Han var jo noget vakkelvorn, men nægtede at vi kunne holde fast i ham, og støtte ham mens han selv gik, så han gik lidt skævt hen til nærmeste sofa, og satte sig til at se fjernsyn 

Sygeplejersken blev temmelig forskrækket, og havde lidt svært ved at tro på at han slev var stavret der hen, men så hoppede han jo bare lige ned, og løb lidt rundt, og så var hun jo overbevist 

Straks ville han ind i opholdsstuen, og han havde alligevel allerede drukket et helt glas saftevand, og en sjat cola. Så han spænede selv afsted, for det gav ingen mening at slås med ham om at blive båret eller støttet – men han kunne også sagtens selv.

Inde på opholdsstuen gik han straks til fadende, og åd højt belagt smørrebrød i en mængde der var en grandvoksen mand værdig, og satte sig så til at se tegnefilm, i ca. hmmm 5 minutter.

Så begyndte han på kolbøtter, hoppen fra sofa til sofa, stå på hovedet i sofaen, og løben frem og tilbage. Intet kunne stoppe ham…

Han var meget hurtigt træt af at skulle rende rundt med et drop i hånden (for en sikkerhedsskyld, hvis blæren var gået i stå) men havde allerede næsten styr på hvordan man gebærder sig med sådan en kæmpe forbinding på….

Skaden var, at han havde fået skåret 1 sene over, og 2 nerver. Derfor lå han på operationsbordet i 2 timer.

En ny sygeplejerske kom til, og blev lidt bekymret over hans faren rundt, til hun så at han havde totalt styr på det. Hun ville gerne sende os hjem, så snart diverse formaliteter var overstået.

Så vi blev guidet i diverse, og fik forskellige smertestillende med hjem, og fik skiftet tøjet (vi måtte klippe ærmet på hospitalsskjorten, på grund af den store forbinding)

Og droppet blev taget ud. Sygeplejersken var så benovet over hvor hurtigt han blev helt sig selv, og hundsede rundt med folk og ville bestemme det hele, og hvor dygtig han var til alt det medicinske, så hun bad om lov til at give ham en is. Det måtte hun selvfølgelig gerne, og felix stormede efter hende til fryseren 

Så kunne vi køre hjem, Felix faldt i søvn i bilen, men nu var klokken jo også over 22:00, og efter smertebehandling og bleskift, lagde han sig tilfreds, og stolt af sin forbinding, i sin egen seng, og faldt straks i søvn 

I får lidt billeder af en yderst aktiv Felix med boksehandske-forbinding…

De første 2 er på opvågningen, efter et kvarters tid. Og alle de andre er fra opholdsstuen, efter han har spist og drukket og set nok tegnefilm 

Sej gut - mon han skal være kok?

Ups, jeg glemte lige at følge op på denne tråd, undskyld piger....

Nåh, men altså, vi har først tid til at tage tråde ud og fjerne forbinding, den 13. December. Så det vil også først være der vi kan få den første indikation på om operationen er vellykket...

Felix kører på sin 3. forbinding lige nu, fordi han simpelthen slider dem op, med alle hans kolbøtter, og ståen på hovedet i sofaen, og fordi han bruger forbindingen som var det bare en stumpet arm han var født med hehe....

Så han er totalt ved godt mod, og det samme er jeg selv (tak til den der spurgte til mig også ;) )

Det var selvfølgelig en lettere stressende omgang, men jeg har det ellers fint. Er ikke bange for blod, og er i øvrigt ellers den slags menneske der synes at at man bare skal ligge under for de onder der skal til for at få det bedre. I det her tilfælde er det jo så narkose ved operation, og almindelige forbindingsskift. Så jeg tager det i stiv arm, og kramer ham bar ehårdt, når alle de faglærte 'mishandler' ham. Prøver at vise og fortælle ham at det hele er okay og alt det der....

Så, han klarer sig glimragende den lille fyr. Men han er utroligt bange for sin tommelfinger, forstået sådan at han skriger som død og helvede hver gang den bliver pakket ud, og værst når den slet ikke er pakket ind og han kan se den. De har været nødt til at skære ham lidt yderligere op, end blot det som skaden i sig selv var, for at kunne hente den overskårne sene nede i hånden, så syningen e rjo noget større end skaden ellers var. 

Fordi han får skiftet sin forbinding så tit (kun på grund af slid. Blev den ikke slidt i stykker, eller våd, eller på anden vis skadet, skulle han slet ikke have haft skiftet den oprindelige forbinding), har kirurgen faktisk givet mig grønt lys, og materialer, til selv at skifte den en enkelt gang. Det skulle ikke være nogen større videnskab selvom det kunne se sådan ud, og sygplejersken viste et par tips på min egen hånd, som er ret essentielle. Så det skal nok gå. Men de sagde også, at hvis jeg midt i skiftet måtte indse at det simpelthen ikke gik at gøre det selv, så skulle jeg bare pakke den ind, uden tanke for følelse og syn, men kun sørge for at  tommeltotten ikke kunne bevæge sig, og så skulle jeg bare køre til skadestue, eller håndkirurgisk (hvis i dagtimerne) og få lagt en ny med det samme. Så værre er det ikke, med den forbinding....

Men, jeg glæder mig til at se den når den skal pakkes ud for good, og trådene skal klippes. Er meget spændt på om det hele er gået som det skulle.

Med hensyn til genoptræning vil det ikke blive nødvendigt fordi han er så ung. Havde det været een af os gamle krager, så skulle der genoptræning til. men fordi han er lille, frisk, aktiv, og i forvejen stadig finpudser sin finmotorik, så vil det ikke bliove aktuelt, da man satser på at alle børn i den alder, automatisk genvinder normal funktion igen, inden for tolerante tidsrammer :)

Tak Titte :)