Har du et yndlingsbarn?

Elsker du dine børn lige meget?

... jeg kan huske, at jeg talte med min svigermor om min bekymring, da jeg ventede barn nummer to. Jeg var simpelthen bange for ikke at kunne elske nummer to lige så højt som nummer et, for min datter elskede jeg jo over alt på jorden...

Svigermor svarede, at hun elskede sine tre børn for forskellige ting og på forskellig måde...

Da min dejlige søn kom, gik der faktisk et stykke tid før, at jeg oplevede den samme kærlighed som jeg havde opnået efter tre skønne år med min datter...

Kan I genkende denne følelse, og eksisterer den måske endda stadig hos jer?



Altså sat lidt på spidsen... har I et yndlingsbarn? 

har jo kun en til videre... Men man kan vel aldrig elske to forskellige personer ens? Jeg tror som din svigermor, man elsker forskelligt, og det er vel også meningen, så længe man ikke favorisere for der mener jeg der er en forskel. Som min egen mor sagde så elskede hun f.eks min søster på en måde fordi hun havde kendt hende længst tid og mig på en anden måde for til at starte med var det den der baby forelskelse.

du fik mig til af over veje om der en af dem jeg elsker mest ,meeen nej det er der ikke elsker dem alle 3 lige meget men på forskellige måde ,men tror også det har noget med ders alder af gøre der ligesom hos mig forskel på hvordan jeg elsker et lille spædbarn og en lidt større barn :huh:

Hånden på hjertet: Jeg kan IKKE fortælle hvilket af mine 2 børn jeg elsker højest, for jeg elsker dem vitterligt lige højt og helt ubetinget. Inden jeg fik nummer 2 nægtede jeg at dette kunne lade sig gøre, men sådan har jeg det helt 100% ærligt. Og hold op hvor er det en dejlig befriende følelse :-).

Jeg er enig: Jeg elsker mine to børn præcis lige meget - men på vidt forskellige måder og for vidt forskellige ting, fordi de er forskllige mennesker.

Jeg har to børn, dreng og pige. Dreng er ældst 8, og min pige er 5, snart 6. 30.dec. De er så forskellige, har begge deres særheder, forskellige måder at være glade på og sure for den sags skyld. De er unikke på hver deres måde. :) Jeg elsker ikke den ene mere end den anden, de er begge mine ynglings på hver deres måde. Dog strejfede tanken også mig, da jeg var gravid med min pige om jeg kunne elske hende ligeså højt som min søn. Så tanken er måske ikke så ualmindelig, som den kan føles når man står med den.... :)

Jeg synes der er stor forskel på at elske og kunne lide. Altså, jeg elsker naturligvis mine børn lige højt - ingen tvivl om det. Men i perioder er der ét af børnene som jeg holder mere af at være sammen med, måske fordi det er nemmere (færre konflikter og skænderier) eller fordi vi har samme interesser. Børnene ændrer sig jo hele tiden og det gør jeg måske også? Så ja, jeg foretrækker måske det ene barns selskab frem for det andets nogle gange, men det hænger ikke sammen med hvor højt jeg elsker dem.

Jeg er meget enig med kongster. Der er perioder hvor det ene barn kan være meget krævende og måske også lidt anstrengende (specielt når man er 13 år)  og så er det altså lettere at være sammen med en af de andre hvor der ikke er så mange diskutioner.

Men når det så er sagt elsker jeg dem for noget forskelligt:

Den store fordi han er min førstefødte og fordi ham og jeg har et specielt bånd da vi har boet alene i 7 år.

Min datter først og fremmest fordi hun er en pige (sådan en har jeg altid ønsket mig) og fordi hun (for det meste) er ret omsorgsfuld.

Den lille fordi han er den lille og fordi han er en rigtig gavtyv og en puttetrold og så minder han så meget om den store at det bringer alle minderne frem om dengang han var et lille pus.

Man kan ikke elske sine børn ens, præcis lige som børn ikke kan elske sine forældre ens. Hermed ikke sagt at man som forældre kan fravælge et barn, lige så lidt som et barn kan fravælge en forælder. Tror det handler om kemi, hvem svinger man bedst med. Og min erfaring er, at det skifter. I en periode er man måske mest til den mellemste, andre perioder er man mere til den yngste osv. Børn forandre sig hele tiden - den lille 'belastende' og konfliktsøgende, bliver pludselig rolig, elskelig og nem, hvor den altid nemme og rolige pludselig bliver stridslysten. 'Mors dreng' bliver pludselig 'Fars dreng', og 'Fars pige' bliver pludselig 'Mors pige' osv. Og det er jo naturligt, for deres dannelse af identitet, og naturligt for os forældre, som jo egentlig kun låner vores børn en ganske kort periode. Når de bliver voksne mennesker (jeg har jo 3 voksne sønner også), så står man pludselig med de færdige produkter, og der er store forskelle på deres barndoms sind og deres voksen sind skulle jeg hilse at sige, og så elsker man dem igen, på nye niveauer og under andre rammer.......men stadig ikke ens, men sådan cirka lige meget under devisen, at ingen kan undværes.