Ingen respekt

Hej alle sammen. Jeg håber der er nogle der kan komme med nogle gode råd til hvad jeg skal gøre. Min mindste søn på 4 år høre overhovedet ikke efter hvad jeg siger. Når han ikke får sin vilje råber og skriger han af mig. Jeg plejer at tackle det sådan at hvis han råber af mig eller begynder at skrige fordi han ikke får sin vilje, så kommer han i gangen i 3 minutter. De 3 minutter starter først når han er stoppet med at skrige. Kalder han mig så dumme eller siger grimme ord kommer der yderligere 3 minutter på, så han skal sidde der i alt i 6 min. Her til morgen spurgte han så om han ikke måtte få en is og jeg sagde nej. Han begyndte at græde og jeg sagde det ikke hjalp noget, men han blev ved og jeg råbte af ham. Da jeg havde fået nok satte jeg ham i gangen og sagde at nu gad jeg ikke høre på det skrigeri mere og derfor kom han i gangen. I gangen gik han fuldstændig amok, råbte skreg osv osv. Jeg lukkede døren og sagde han kunne komme når han var klar til det og kunne sige undskyld til mig pga hans opførsel. Er det mig der er urimelig eller tackler jeg det her korrekt ? Jeg er i mit syv sind og ved ikke hvordan jweg skal tackle det her mere. Vil have det her stopper nu. Håber på nogle svar. Hilsen Mette

Det helt korte svar er: Nej, du tackler ikke situationerne rigtigt, hvis det her er noget, der sker igen og igen og ofte. Det lange svar er, at det er du ikke alene om, ind imellem kan det nemlig være rigtig svært at vide, hvordan den rigtige måde er. Og hvad der er rigtigt hos os er det måske ikke hos jer. Det lyder som om konflikter hos jer har det med at gå op i en spids - ofte. Mit råd er, at du finder ud af at starte et sted, med de konflikter, der er vigtigst at tage, og arbejder på at undgå dem. Hvis fx I ofte skændes om tøj, så løs det problem og lad ungen spise is, sprøjte badeværelset vådt eller hvad der ellers plejer at komme oveni. Sammen med din mand tænker du så over, hvad den vigtige tøj-konflikt skyldes, og hvordan I kan undgå den - det er godt at være to, så man kommer hele vejen rundt. Min datter havde som 4-årig sine ture, hvor hun hylede og skreg over det tøj, som hun skulle have på - alt var galt. Hendes problem var nok, at hun gerne ville vælge selv, men simpelthen ikke kunne overskue opgaven. Problemet blev løst ved at jeg om aftnen gav hende lov til at vælge mellem to sæt passende tøj, så kunne hun godt tage det på om morgenen. Det er eksempel på en konflikt, somman løser ved at tilrettelægger hverdagen, så den ikke opstår. En anden måde at tackle konflikter på er, at du ikke bare siger 'nej' men anerkender dit barns ønske. At ville have en is er jo et helt almindeligt ønske, og så kan du siger 'jeg forstår, at du gerne vil have en is, det kunne jeg også tænke mig selv, men desværre kan man ikke altid få, hvad man har lyst til.' Hvis han tit plager om is kan I lave en regel om, at han må få is 'i weekenden', og så kan du sige, når han plager, at han må vente til det bliver weekend. Jeg lover dig, at han ikke kommer til at plage længe - han kommer til at fange systemet - og så kan I jo slække på reglerne (hvis de var for stramme). Sidste tip er at præmiere god opførsel. Hvis ungen plasker badeværelset vådt hver eneste dag, og du ikke kan klare det, så snakker du med ham om, at sådan kan du ikke lide det, så derfor vil du give ham en præmie, når han har været i bad fem gange uden at sprøjte. Du kan lave en tegning af drengen i bad og sætte en klisterstjerne på, hver gang han har badet roligt, så han kan følge med. Og I kan aftale, hvad han får (en ny badebold eller noget andet, han ønsker sig). Og når først han vænner sig til at bade uden ballade, så fortsætter han sikkert sådan. Måske har han sprøjtet for at få din opmærksomhed - og så kunne det være, at det var bedre, hvis I gik i bad sammen, eller??? Konflikter er uundgåelige - men for mange dræner bare for energi. Så brug lidt kreativitet på at finde ud af, hvorfor konflikterne opstår og tænk så mere i, hvordan I undgår dem, end hvad du gør, når de først er der. Held og lykke!

Jeg kan ikke se, at du gør noget galt. Tværtimod lyder det som om, du gør det helt rigtige. Jeg har selv en 6 årig søn, som også meget gerne vil have sin vilje og selv bestemme vejen og farten. På den anden side har jeg så en datter på 9, der altid har gjort, hvad der blev sagt til hende. Jeg har bemærket forskellen på mine to børn... den ene er en pige, der 'adlyder' pba. lange forklaringer og udredninger. Hun vil have at vide 'hvorfor' og handler ud fra årsagen. Min søn derimod magter ikke forklaringer. Han skal have ordrer. Korte og præcise ordrer. Han rummer ikke en mor eller far, der står og forklarer ham, hvorfor og hvorfor ikke. Det er min erfaring, at mange drenge har brug for tydelige voxne, der viser dem vejen, imodsætning til mange piger, der gerne vil have forklaringer. Når min datter gør noget forkert, kommer hun straks og indrømmer. Når min søn gør noget forkert, holder han det ofte skjult. Når jeg så spørger ham 'hvorfor', kommer det ofte frem, at han ikke gad sige noger, fordi jeg så sætter ham ned og taler 'pædagog-snak' med ham (som han selv siger). Det værste, der kan ske med ham, er nemlig ikke skæld-ud'ene, men enesamtalen med en voxen. Når min søn gør noget galt/forkert... det kan fx være, at han har trukket i hunden, så nytter det ikke noget, at fortælle ham, at hunden ikke kan lide det, han gør ved den. Nej, så bliver vi nødt til rent fysisk at vise ham, hvordan man gør i stedet for. Når min søn skaber sig, fordi han ikke vil have en is, så nytter det ikke noget at fortælle ham, at han allerede har fået en is og får huller i tænderne og hjertekarsygdomme, når han bliver ældre, nej, så giver vi ham to valg... enten tier han stille, eller også må han gå et andet sted hen og hyle. Vi sætter os ikke ned foran ham og begynder at hælde vand ud af ørerne, som vi så tit og med succes har gjort med vores datter. Drenge har brug for struktur og regler... meget mere end piger har, er i hvert fald min erfaring både fra mit arbejde og de private gemakker.

Lige indtil dér, hvor du begynder at råbe af ham, mener jeg også, at du tackler situationen korrekt. Men, det er menneskeligt at komme til at råbe af sine børn, så det skal du nu ikke høre noget ondt om herfra. Jeg mener dog også, at anerkendelse er vigtigt, altså at du anerkender hans lyst til at få en is og så angive et alternativ, som ikke nødvendigvis behøver at være noget spiseligt, det kunne fx også være at få læst en bog eller noget andet, du ved, han sætte pris på. Men, personligt har jeg en utrolig stædig, temperamentsfuld og vedholdende 4½ årig, som bestemt ikke altid tager hverken et nej for gode varer eller køber et alternativ. Hun har behov for, at man er MEGET tydelig, meget konsekvent og meget meget vedholdende bl.a. pga. hendes personlighed, men også fordi hendes sprogudvikling er forsinket. Når jeg kan mærke, at jeg er ved at nå derud, hvor jeg kan mærke, at jeg vil begynde at hidse mig op og synke ned på hendes niveau, så fjerner jeg mig fra hende og ikke omvendt. Den løsning er mest farbar, hvis farmand er hjemme til at tage over, men i takt med at hun er blevet ældre, så siger jeg ganske enkelt til hende, at jeg kan simpelthen ikke holde din OPFØRSEL ud pt. så nu går jeg ud i køkkenet, følger hun efter, så ændrer jeg kurs. Dermed undgår man den med, at man nærmest skal bure dem inde altså at istedet for at give barnet en timeout på værelset, så giver man sig selv en timeout - evt. fjerne sig helt fra matriklen og gå en tur. Nogle gange har min datter haft behov for, at jeg forsikrede hende om, at jeg elsker HENDE, og at det er hendes opførsel, der får mig til at lægge afstand til hende. Det er jo helt naturligt og vigtigt at understrege, så de ikke tager det personligt. Endnu et tip når man har et barn af den kaliber er at vælge sine kampe med omhu - ordsproget kræver vist næppe nogen nærmere uddybning. Herudover at man FORAN barnet bakker hinanden 110% op og IKKE diskuterer evt. uenigheder vedr. opdragelse, mens de hører det. Tidligere var jeg modstander af at præmieere god opførsel, det man vist populært sagt kalder klistermærke- eller gulerodspædagogik, men det er jeg ikke længere, da jeg har måttet erfare, at i forhold til min yngste datter, er det til tider den eneste brugbare metode. Indimellem gør jeg brug af den modsatte metode, dvs. inddragelse af privilegier eller legetøj, som bliver sat i karantæne på ubestemt tid, som blier udleveret igen, når man i en periode har formåret at høre efter, når man var med nogen steder eksempelvis. v Desuden er konsekvens vigtig. Men, det samtidig vigtigt, at man ALDRIG truer med noget, som man ved, at man ikke kan effektuere. Jeg har også selv været der, hvor jeg har kunnet bide tungen af sig selv, fordi jeg i frustration har udstedt én eller anden absurd trussel. Det virker bare ikke, og man mister troværdighed. Og så vil gerne fremhæve, at nogle børn fra naturens hånd ganske enkelt er mere grænsesøgende end andre og har behov for, at tingene bliver gentaget 100 gange inden det siver ind på lystavlen. Min erfaring er, at disse børn let kan blive sat i bås som uopdragne uden at de nødvendigvis er det. Jeg har en stor pige, som er sin lillesøsters díementrale modsætning. Derfor ved jeg også, at det ikke blot er mig, der har spillet fuldstændig fallit som opdrager, når lillesøster igen og igen prøver os af, men at det i mindst lige så høj grad handler om, at hun har behov for at få tingene at vide mange gange. Belastende til tider, ja! Men, det giver også hendes også nogle positive sider, som fx masser af gåpåmod, som eksempelvis kommer hende til gode pga. hendes udtalevanskeligheder.

Det lyder som om du snakker om mine drenge. Jeg gør det samme som dig og de reagerer på den samme måde. Det er børn med en stærk vilje og personlighed og anbefalede metoder virker ikke med dem. Samtidig de metoder der måske ville virke lidt bedre er forbudt. Så pludselig befinder vi i en situation med bundet hænder og som resultat er det vores skyld at børnene ikke opfører sig ordentlig, vi er de dårlige forældre men der findes ingen der kan fortælle os hvad præcis forkert vi har gjort. Vi opdrager vores børn på den samme måde som alle andre men det er vores skyld at børnene ikke reagerer på den samme måde som de andre børn. Situationen er meget kompliceret, fordi barnet er klar over at du ikke er ligeglad over for ham og han fornemmer at han kan manipulere dig. Det er lige meget hvad du viser fordi barnet ved hvad du føler. Du kan ikke blive helt ligeglad men hvis du alligevel bliver tvivler jeg på at situationen bliver bedre, fordi barnet har nogle forventninger af dig som mor og du kommer til at skuffe ham og risikerer at han begynder at hade dig. Han vil ikke reagere på den måde over for andre folk, men det er fordi du er hans mor og han forventer noget andet end dig, for ham du er speciel, ikke som alle andre. Det er bare min egen erfaring og jeg har stadigvæk ikke løsning af problemet. Jeg tror heller ikke nogen kan hjælpe dig. Jeg tvivler faktisk på at nogen overhoved kommer til at forstå dig helt. Du skulle måske have behandlet barnet på en anden måde fra begyndelsen, men det kan de fleste mødre ikke fordi de elsker deres børn. Jeg har besluttet for mig selv at det er mit kors og jeg skal bare bære det og tage det som udfordring og træning for at jeg bliver stærkere og lære noget af det hele. Jeg har valgt at takle situationerne som det kommer men at mine børn skal vide at jeg elsker dem og de kan altid regne med mig. Jeg kommer aldrig til at opføre mig som Cerber over for dem, som dressør eller lign. Jeg er deres mor, man har kun en mor som ikke er som alle andre men har en speciel funktion og hun skal ikke forvente at det er nemt at være mor. Jeg kender forældre som ikke giver vand til deres børn om natten med forklaringen at man skal sove om natten og ikke at drikke vand og at man dør ikke af at tørste en nat. Jeg kender også forældre som presser deres børn til at spise hele maden ellers får de ikke lov til at forlade bordet. Jeg har prøvet det men fundet ud at det ikke er noget for mig og ikke kun på grund af at det ikke virker hos mine børn. Det er et slags inkvisition, værre end fysisk straf (det er faktisk en ren fysisk straf men åbenbart folk ikke indser det eller ikke vil indrømme at de faktisk bryder loven på den måde). Den bedste lærer - livet - har lært mig at ingen kan hjælpe mig og at jeg selv skal klare udfordringer ved at bruge mit eget hoved. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal være dummere end de andre og kan ikke regne med med min egen hjerne men skal bruge andre folks. De har desuden ikke bevist endnu at de er klogere end mig :laugh:

Hvor er jeg glad for, at jeg ikke er den eneste med det problem! Min 4-årige datter er også til tider en kamp at have med at gøre. Hun er meget viljestærk og prøver utroligt mange grænser af! Og så er hun absolut ikke en, der gider gøre, hvad der bliver sagt. Vi oplever tit, at hun hopper i sengen og griner af os, når vi beder hende komme og få børste tænder og få nattøj på. Hun kan være utrolig provokerende, og det er en stor kamp for mig at lade være med at hidse mig op! Det er nemlig, det værste, jeg kan gøre. Hvis jeg først bliver sur og råber af hende, så blive det MEGET værre! Vi bruger belønningssystem på den måde, at vi siger til hende, at hun må hoppe 100 gange mere, og hvis hun så kommer og får nattøj på og børstet tænder uden mere ballade, så læser vi en ekstra godnathistorie. Omvendt kan vi også 'straffe' hende også ved at droppe godnathistorierne, hvis hun fortsætter med at lave ballade. Børn er forskellige, og børn skal tackles forskellige. Og det er heller ikke sikkert, at det der virker i én familie, også virker i en anden. Nå, men det var rart at finde ud af, at jeg har en 'lidelsesfælle' :D Tro mig, jeg ved præcis, hvordan det er at føle, at ens barn selt ikke har respekt for én. KH Lotte