Snakke foran andre

Jeg er lærer og har derfor 7 ugers sommerferie, så nu har jeg rigtig god tid til at sidder herinde og debattere B) Jeg har et problem: Selv om jeg er lærer, har jeg meget svært ved at stå foran andre og tale... lyder det sært? Ja, det gør det jo nok. I hvert fald synes jeg selv, det lyder meget modstridende :ohmy: Jeg kan sagtens tale foran børn, og jeg er også meget rapkæftet og kan heller ikke lade være med at sidde og kæfte op, når jeg er er i en forsamling, men lige så snart jeg selv skal op at stå foran forsamlingen, bliver jeg pludselig mundlam. Jeg hader forældremøder og andre anledninger, hvor jeg skal stå foran andre og tale. Jeg er helt bevidst om, at jeg er den eneste i verden, der har det sådan... det kan jeg se, for alle andre tør godt tale foran en mængde, ligesom de også mestrer det til ug. Er der nogle råd til, hvordan jeg kan komme ud over kanten og komme af med min sceneskræk?

Uha, det kender jeg alt for godt. Jeg bliver også enormt nervøs - selv hvis det allesammen er nogle jeg kender. Når jeg så står der kan jeg mærke at jeg rødmer og så bliver jeg endnu mere nervøs fordi jeg synes at det er pinligt at alle kan se det. Desværre tror jeg ikke at der er andet at gøre, end at tvinge sig selv selvom man er nervøs. Træning, træning, træning. I hvert fald er jeg med årene blevet bedre til at gå til eksamen og jobsamtaler...

Det er ikke spor mærkeligt, Frede. Masser af skuespillere er meget introverte og har svært ved at tale i forsamlinger. Jeg er selv underviser, men har ikke nemt ved at holde taler. Jeg har haft en studerende til eksamen som var SÅ nervøs og jeg anbefalede ham at øve sig i at tale for forsamlinger - det viste sig at han var konferencier og levede af at tale til forsamlinger :-) Det rørte ham ikke en pind. Så det er meget forskelligt hvad der gør folk nervøse. Jeg oplever som regel at et manuscript og masser af forberedelse hjælper mig.

Jeps, det kender jeg også til. JEG synes det hjælper at kunne sippe til et glas vand, eller komme en pastil i munden - for jo, jeg kan sagtens tale med en pastil i munden, og når jeg bliver nervøs, så smasker jeg bare lidt på den og siger ''jeg har lidt ondt i halsen'' så derfor pastillen................ :laugh: :laugh: Synes selv det hjælper når man lige kan vende noget i munden, synke osv og dermed lave en 'lovlig' pause som ikke synes underlig. Og det sjove er jo, at der ikke er EN der bemærker man er nervøs, så jeg er overbevist om (for mit eget vedkommende) at det er noget psykisk. Og hvad endnu mere sjovt er, at jeg har været til SÅ mange foredrag og mødt SÅ mange lærere der netop enten står med et krus i hånden de engang i mellem nipper lidt af, eller som jeg, har 'noget' i munden de diskret gumler på engang i mellem :) - du kan da prøve det Frede! :)

OM jeg kender det! Det er ligefrem årsagen til, at jeg gik gennem et 6-årigt universitetsstudie uden at holde oplæg personligt en eneste gang - selvom vi havde flere forløb, hvor det var obligatorisk! Men da jeg SKULLE afslutte studiet med at holde en 45 minutters forelæsning foran x antal tilhørere, tog jeg et lille, intenst kursus i Mundtlig Akademisk Formidling (og et i skriftlig formidling også). Det kan KLART anbefales, og jeg er overbevist om, at der findes andre, lignende kurser eller foredrag udenfor universitetsregi. Det allervigtigste råd, som jeg kunne bruge meget direkte på min egen forsamlings-angst var dette: Du er ikke til eksamen. Tilhørerne er der ikke for at dømme og fælde dig. De er der, fordi du har noget information, som de ikke selv har, men som de meget gerne vil høre. Måske har de ligefrem brug for den information, og du er den gode informations-giver. Det er taleren, der har magten i forsamlingen. Men især (eller kun), hvis man indtager en 'magtdemonstrerende' positur, som udstråler, at man har selvtillid struttende ud af begge ører og at 'man ka' det pis', som vi sagde i gamle dage. Det utrolige er, at posituren faktisk meget ofte smitter af på ens selvtillid, så selvom det kan virke helt, helt forkert at stille sig op med en attitude som om man har tjek på det hele, så kommer det til at passe med det resultat, som tilhørerne hører/oplever. Ved min afsluttende forelæsning var jeg alt for dårligt forberedt, var ved at tude lige op til jeg skulle på, gik i stå mange, mange gange - en enkelt gang i over ½ minut, tror jeg, gentog mig selv i det uendelige, drak vand og vand og vand - men bortset fra den længste pause opdagede tilhørerne ikke noget :blink: :blink: :blink: :blink: :huh: Tværtimod havde de oplevet en ok selvsikker kvinde, der lod til at vide hvad hun snakkede om. Og det gjorde jeg jo også, selvom jeg så ikke havde forberedt talen ordentligt. Jeg vil klart anbefale at undersøge noget med noget kursus - hvis det er en del af ens job at skulle tale i forsamlinger, er det jo noget man kan få god glæde af resten af ens arbejdsliv. Ved min allersidste mundtlige eksamen følte jeg mig så dårligt forberedt, at jeg bare fokuserede på, at jeg i det mindste havde sommerferie bagefter. Aldrig har jeg været så cool og afslappet til en mundtlig eksameen før. Og fik 11 :)

Jeg lærte det til retorik under min uddannelse på HHK - min kæreste har lært det ved at tage retorik på Åbent Universitet - der er så mange små fif om hvor man skal placere øjnene, så hele forsamlingen, mener at man taler til den enkelte alene etc...men det største (og mest lærerige)er at se sig selv på video - og så øve i en relativt tryg gruppe - og så se fremgangen fra foredrag til foredrag SAMT, det sværeste - at lære at ignorere følelsen af at NU er jeg da vist godt nervøs og kobberrød i bærret og alle kan se det...ja, det kan alle...og 99,9 % ville ikke selv have det spor anderledes og synes bare du er lidt modig!