En lille pige i klemme

Hej,,! Jeg er en far på 34 år og for 10 dage siden flyttede 'mor' fra vores hus, hvor vi har opdraget en nu 3½ år gammel pige. Hun starter fra næste uge med at være en uge hvert sted og ind til nu har det været ca. 3 dage hvert sted. Vores valg er foretaget i fællesskab og alt er forløbet roligt og uden dramatik. I dag taler vi stadig godt sammen og indstillingen til at fortsætte med det er vi fælles om. Jeg skriver ind for at få noget sparing omkring det reaktionsmønster jeg/vi ser hos den lille pige, for at vide bedre hvordan det skal tackles. Hun har ikke reageret volsomt med vredesudbrud eller lign. Tilgengæld har hun skiftet fra at være en meget 'artig', høren efter, uden 'jule lege'... type person, til fuldstændig at ignorere vores ord, svarer flabet tilbage og andre små ting. Vi forsøger at fortælle hun er elsket, at vi har det godt sammen, alt er ok osv.. Jeg prøver i tillæg at tale med hende om at hun ikke er helt sød, når hun gør de ting som vi mener er forkerte. Dog er vi i tvivl om vi bare skal lade hende gøre det, da vi jo også ser det som hendes måde at reagere på. Men hvor længe skal der gå før man skal sætte grænserne.. Det er nogle af de tanker vi gør os.. Måske der er nogle som kan give nogle gode råd!!? Mange tak den lidt fortvivlede

Giv hende tid! Og sæt kærlige grænser når det går for vidt. Hun er jo ked af det. Hvis hun ignorerer jer så tag hende roligt i hånden og hjælp hende til at gøre hvad I siger. Hvis hun er flabet så sig roligt at sådan vil I ikke have at hun taler. Og giv hende så et knus! Hun er tre år og kan ikke forstå jeres mange ord om at I elsker hende - hun forstår handling. Så giv hende knus og rum til at være modsat. Sørg for at tingene bliver som I gerne vil have det (ikke is til aftensmad selvom hun gerne vil). Der skal være samme trygge rammer som altid. Men skæld ikke ud eller sæt hårde grænser. Vær lidt mere overbærende. Og lad for guds skyld være med at sige at 'hun ikke er helt sød'. Hun er jo ked af det! Og I er ikke helt søde når I går fra hinanden. Sig til hende at 'jeg vil ikke have at du taler sådan' eller 'jeg vil ud af døren så nu skal du have sko på' og så lad det være det. Og så synes jeg at 3 dage hvert sted lyder som rigtig mange skift i en lille piges hverdag! Det lyder som om det er mere jeres end hendes behov, der bliver dækket der. Hun har brug for ro og kendte rammer. God vind

Jeg synes, det er rigtigt synd for din datter - det synes jeg, det er for alle skilsmissebørn. Hun har fået sit hjem revet i stykker, og nu skal hun finde sig i at bo to forskellige steder. Stort set alle de børnepsykologer, jeg har hørt i tv og læst om i bøger, fraråder på det kraftigste at lade børn bo på skift hos forældrene. Børn har bedst af at have et fast og samme sted at bo og kun at have den anden forælders hjem at besøge. Din datters adfærd er tydeligvis en reaktion på jeres skilsmisse. Hun spiller bold op af jer og vil se, om muren står fast - og det gør den så åbenbart ikke, siden I lader hende have hendes opførsel i fred. I skal netop sætte krav og opstille rammer for hende, så hun ved, at hun kan regne med jer og genvinde tilliden til jer. Med sin adfærd råber hun på tryghed, og det får børn af tydelige voxne og ikke af voxne, der giver efter. Jeg kender alt til misforstået hensyntagen, når det kommer til at kompencere for dårlig samvittighed, men det er dumt i det lange løb.

Tak for jeres gode indspil - Jeg sætter pris på det! Jeg vil forsøge at tilpasse os ind i denne nye situation og gøre alt for hende i henhold til jeres anbefalinger.

En 4-årig pige, jeg kender, havde som største bekymring, da hun så sin mors (og dermed sin egen) nye lejlighed for første gang, og dermed blev præsenteret for, at forældrene skulle skilles, at der ikke var is i fryseren. Det siger noget om, hvor lidt børn forstår rækkevidden af skilsmisser. Du og pigens mor kommer - sammen og hver for sig - på hårdt arbejde i lang tid med at genopbygge pigens forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Hvem hun er, hvor hun hører til, hvordan hverdagen fungerer... Du har bare set den spæde begyndelse. Skilsmissen er dit og pigens mors valg, den er til glæde for jer. Tro ikke, at den også er til glæde eller fordel for din datter. For hende er den begyndelsen til en splittelse, som hun kommer til at arbejde med i årevis. Faren til pigen, der savnede is i fryseren, sagde til en nabo, at det var fint at blive skilt, når ungerne er små, for 'de vænner sig hurtigt til forandringer'. Det tror jeg ikke, han får mange børnepsykologer til at skrive under på. Jeg håber, at du - i morsætning til ham - er parat til at give din datter den tid, hun har brug for, til at få verden til at hænge sammen igen.