Mit dillema

Jeg er kommet i lidt af et dilemma. I går havde vi madgruppe hjemme hos os. Det er tophyggeligt med seks unger. De er nu så store, at de klarer sig selv og hygger sig. På et tidspunkt er drengene på sønnens værelse og pigerne sidder i stuen og laver krea-ting med min mand. Jeg kommer ind og vi taler lidt sammen. I den samtale kommer det frem, at der er en pige i klassen som stjæler. Ikke meget men lidt slik på tanken tæt på skolen. Jeg spørger ikke meget for ikke at virke alt for interesseret, men de har alle tre været med hende og set hende gøre det. Hvad gør jeg nu? Skal jeg fortælle det til forældrene eller skal jeg holde min mund (som jeg faktisk lovede tøserne)? Kom på banen kloge meddebatister :silly:

Hmm - ja det er jo altid svært, når man gerne vil være fortrolig med de unge, men jo også gerne skal kunne guide dem... Umiddelbart tænker jeg, at det er en opgave for forældrene, og hvis de er fornuftige, så vil de nok sætte pris på et lille tip, så de kan tage hånd om problemet, inden hun pludselig sidder i baglokalet i Netto :blink: Kender du forældrene? Og hvis forældrene ikke er til at tale med kunne du måske tippe klasselæreren om, at det måske er et tema som børnene vil have godt af at tale om - altså uden at den enkelte pige hænges ud i fælles forum... Spændende dilemma ;)

De fleste børn prøver nok at stjæle på et eller andet tidspunkt, så det er måske værd at tage med i overvejelsen. Har de alle tre været med 1 x hvor hun har stjålet, eller er det sket ved 3 forskellige lejligheder hvor pigerne har været på tomandhånd med hende? Hvis du ved at det er sket mere end en enkelt gang eller to så synes jeg at du skal sørge for at hendes forældre får det at vide. Det er selvfølgelig svært at gøre på en måde så hun ikke ved at veninderne har forrådt hende, men måske kan det alligevel løses. Jeg kan godt forstå at du har det svært med at bryde dit løfte til pigerne, men jeg kan forestille mig at det løfte blev afgivet i 'kampens hede' inden du fik tænkt dig om. Evt. så tal med pigerne og fortæl at du ikke kan holde dit løfte men at du selvfølgelig vil gøre hvad du kan for at hun ikke får at vide, at de har fortalt det.

Åh ja, den er altid svær. Den situation er man gerne dagligt ude for som lærer, og nogen gange når man at tænke, at det var da også pokkers, at jeg lige skulle høre det... :blush: Når jeg hører sådan noget fra mine elever, og jeg synes, det er for alvorligt til at lade ligge, meddeler jeg altid børnene, at de lige nu har fortalt mig noget, jeg bliver nødt til at gå videre med. Jeg forklarer dem, at det er et stort problem for den berørte, og et problem, der kan blive så galt, at det vil være svært at gøre noget ved senere, hvorfor jeg absolut må tage mig af det nu. Jeg forsikrer dem, at jeg vil gøre alt for, at ingen vil kunne gætte, hvor jeg har min viden fra, og at jeg nok skal finde på noget, så man tror, at jeg selv har opdaget det skete. :S Man skal altid huske på, at de fleste børn fortæller sådan noget her, fordi de synes, det er forkert og gerne vil have hjælp til at løse problemet. Var du lærer og kendte pigen, ville du først kontakte pigen og tale med hende, og derefter ville du inddrage forældrene. Nu ved jeg ikke, om du kender pigen, men i hvert fald ville jeg tage en snak med forældrene. Ved du på forhånd, at forældrene ikke er fornuftige eller til at tale med, ville jeg kontakte hendes klasselærer. Jeg ville ringe hende op og fortælle om sagen. Det virker nogen gange bedre, hvis det er en neutral person, der tager sig af sagen, end hvis det er en anden forælder. Det kan sagtens give gnidninger.

Jeg synes også, at man skal vide en del om forældrene og situationen derhjemme, før man kontakter dem med sådan et problem. Og f.eks. starte ud med at kontakte barnets klasselærer. Den slags børnerapseri er vel sjældent et udtryk for mangel på sans for hvad man må eller ikke må, eller for mangel på materielle eller spiselige goder. Det kan måske lyde som en kliché, men er det ikke eventuelt et 'råb om hjælp'? Den eneste sag jeg personligt kender til drejede sig i høj grad om mangel på ordentlig opmærksomhed og tid (og kærlighed fra den ene) fra forældrenes side. Men det tror jeg ikke, at forældrene ville have været i stand til (eller villige til) at forstå. Det ville sandsynligvis blot have endt i en masse skæld-ud, hvis de havde fået noget at vide, i hvert fald hvis det skete uden de blev gjort opmærksomme på, hvad der dannede baggrund for barnets reaktion. Jeg synes det lyder fornuftigt, som Frede siger, at fortælle børnene, at det her er en noget alvorlig sag, som man er nødt til at gå videre med. Og så gøre 'kilderne' så anonyme som muligt.

Jeg kender forældrene ret godt (faren er faktisk bigshot advokat). Hendes tvillingebror er nemlig god ven med sønnen. Det er sket flere gange, kan jeg forstå. Det er jo ikke store ting, men bare lidt slik og sådan. Men jeg har valgt en anden fremgangsmåde. Jeg har bedt skolens trivselsteam tage det op, når de alligevel holder klassemøde. På den måde bliver det generelt og så vil de samtigtigt sige noget om, at man skal tale med en voksen hvis man oplever/ser en kammerat stjæle. Tror det er den bedste måde i første omgang!

Smårapserier blandt børn er vist ganske almindelige. Men de er også strafbare og kan udvikle sig til noget alvorligt, hvis ikke de bliver håndteret på den rigtige måde. Jeg synes, at du skal snakke med klasselæreren om problemet. Når nu flere i klassen er involverede (som tilskuere) er det oplagt, at emnet skal tages op i klassen, ikke kun på tomandshånd overfor pigen selv. Jeg kan godt se, at du har et problem i at du kommer til at bryde den løfte om tavshed, som du gav pigerne. Men måske kan du fortælle læreren om situationen og bede dem tage emnet op på en neutral måde. De kan læse en bog em at stjæle og komme ind på emnet den vej rundt. Iøvrigt er jeg sikker på, at børn har brug for grænser - og at de har brug for at man udtrykker, at man ikke kan acceptere det, de har gjort, hvis de fortæller om at stjæle, pjække, drille e.lign. Udfrodringen ligger så i at udtrykke sig på en konstruktiv måde, hvor de selv føler sig accepterede - men ikke er i tvivl om, at det ville være bedre at opføre sig på en anden måde.

Hvad skete der, Pia? Hvad gjorde du?