Flere religiøse i provinsen? Eller i Jylland?

Det er noget jeg jævnligt funderer over. Om der er nogle egne af Dk hvor der er større koncentration af troende mennesker. Da jeg boede i Aalborg synes jeg at religionen var mere fremtrædende end andre steder hvor jeg tidligere havde boet. Der var pinsekirke og betaninakirke og jeg gik i skole med en fra en frikirke og en katolik - aldrig før havde jeg mødt så mange religiøse mennesker. Så jeg tænkte, at det måske var noget jysk - derovre står indre mission jo også stærkt. Nu bor jeg så i den sjællandske provins - og alene på min vej bor der en Jehovas vidner familie og en mormon-familie. Er det noget jysk og provinsielt det der med at være religiøs, eller er der bare mange flere religiøse mennesker end jeg lige troede? Hvad mener i? Og er i selv religiøse?

Jeg kunne godt forestille mig, at de små meget religiøse steder fungere bedre i små samfund, hvor der ikke er så mange øjne på dem! F.eks er den lille bitte by Strandby ved siden af frederikshavn kendt for mormornkirken, og byen Sæby den anden vej, er kendt for Jehovas Vidner Og der hvor vi boede i lejlighed før, der var en pinsekirke, med en rimelig stor menighed (vil jeg hvertfald mene) Jeg er ikke selv troende - men jeg har intet imod religiøsitet! Jeg tror, at religion på en eller anden måde er vigtig - at man har et sted at henvende sig, når tingene ikke kringler sig som man vil... En upartisk person!

Og P.S. jeg går på en eller anden plan meget op i religion, bare på den måde, at jeg studere og læser den, og de bibler, jeg kan få neglene i :) det er spændende læsning, og hvor meget folk tolker og mistolker af den ;) Bare se omkring julen, hvor mange, der fejre den på forskellige grundlag uden at kende oprindelse osv ;)

Jeg bor på Frederiksberg og kender kun et enkelt par, der er så religiøse, at de faktisk går i kirke nogle søndage. Ellers kender jeg vist kun folk, der bruger kirken til jul, dåb og bryllup... Men man kan selvfølgelig også være religiøs uden at benytte folkekirken ;)

Jeg tror - uden dog at have det i noget - at grunden til at det måske er tydeligere i de små samfund, er at man der kommer hinanden mere ved. Jeg har i Kbh boet ved siden af nogen i flere år, har talt med dem, uden overhovedet at vide at de var meget stærkt troende. Først da vi blev inviteret til en sammenkomst fandt vi ud af det. Måske er det også fordi der er flere tilbud de større steder. Hvor imod her på landet hvor jeg bor nu, er der en masse arrangementer i kirken. Tror også der er i større samfund, men de drukner bare i alt det andet. Jeg er ikke specielt religiøs, kun skabskristen = bliver taget frem ved særlige lejligheder. Men har med børnehaven været til arrangementer i kirken 2-3 gange årligt.

Jeg er i hvert fald ret sikker på, at der stadig er flere fra Indre Mission på Jyllands vestkyst end i resten af landet - altså forholdsvis. Det skyldes vel, at det er gået i arv fra generation til generation, for IM har jo haft en kolossal indflydelse i Vestjylland. Jeg ved også, at procenten af konfirmander er langt større i Jylland end i Kbh., og det samme gælder barnedåb. Jeg ved så ikke, om Kbh. skiller sig markant ud fra hele landet, eller om 'provins-Sjælland' ligner Jylland på det område. Generelt synes jeg, det kan være svært at danne sig et indtryk af, om folk i ens nærmiljø er troende, for der er ofte lidt blufærdighed om emnet - eller også opfatter folk det som noget privat, de ikke går og reklamerer med. Altså bortset fra Jehovas Vidner, som jo SKAL missionere. Da jeg havde gået på seminariet i flere år, gik det op for mig, at der var en kreds af kristne lærerstuderende, som mødtes i frikvartererne et par gange om ugen og spiste og sang sammen - indtil da havde jeg været helt uvidende om det og havde fx haft kristendomskundskab med flere af dem uden at skænke det en tanke, at de var særligt religiøse. Jeg er medlem af Folkekirken og opfatter mig selv som kulturkristen - jeg tror ikke på en gud, men værdsætter det kristne budskab og de kristne værdier. Og så synes jeg, religion er fantastisk spændende.

Her i København må religionen vel efterhånden være overvejende ....muslimsk?? Jeg bor ved siden af en katolsk kirke, og der har jeg siddet mange Søndage med tømmermænd og bedt til de ville gå væk. Jeg kan godt lide at gå hen i den katolske kirke generelt, selvom jeg ikke er katolik. Synes bare godt jeg kan lide stemningen - og der er altid fuldt hus og en masse mennesker jeg kender fra den gang jeg var gift med en katolik (fra Polen), og så får jeg en sludder med eksmanden og de gamle venner. Selv er jeg af jødisk afstamning, uden dog at være praktiserende, men har mange ortodokse jøder i min familie som jeg er i kontakt med på ugebasis og som jeg besøger så ofte jeg kan i Israel/Frankrig/USA. Et eller andet sted er det jo nok den religion der ligger mit hjerte tættest fordi den er forbundet med traditioner som jeg egentlig holder meget af, men som er umulige i praksis fordi min kæreste er araber og muslim :laugh: Bare sådan en ting som, HVAD er børnene så, kan vi ikke blive enige om. Ifølge jødisk tradition er børn født af en jødisk Mor, jøder. Ifølge Islam er børn, hvis Far er muslim, muslimer :laugh: Men rent mentalt er de vist mere danske kristne end noget andet, fordi de overhoved ikke kender den jødiske religion og ej heller den jødiske tradition, og heller ikke kender en brik til Islam. De spiser ikke svinekød (hvilket er ens for både jøder og muslimer), men så går religionerne heller ikke dybere. Men til gengæld er de meget kristne i deres tanker, hvilket kommer af at deres privatskole grundlæggende hviler på de kristne traditioner og hvor morgensang er hverdag, og kirkelige besøg er noget de parktiserer flere gange om måneden, og den ældste synger i kirkekor. Men Far og jeg er meget enige om, at de selv må vælge hvad de vil. Om de vil være kristne, ateister, muslimer eller buddister, så er det ikke noget vi vil blande os i.

Charlotte d. 17. skrev:

Jeg er i hvert fald ret sikker på, at der stadig er flere fra Indre Mission på Jyllands vestkyst end i resten af landet - altså forholdsvis. Det skyldes vel, at det er gået i arv fra generation til generation, for IM har jo haft en kolossal indflydelse i Vestjylland. Jeg ved også, at procenten af konfirmander er langt større i Jylland end i Kbh., og det samme gælder barnedåb. Jeg ved så ikke, om Kbh. skiller sig markant ud fra hele landet, eller om 'provins-Sjælland' ligner Jylland på det område. Generelt synes jeg, det kan være svært at danne sig et indtryk af, om folk i ens nærmiljø er troende, for der er ofte lidt blufærdighed om emnet - eller også opfatter folk det som noget privat, de ikke går og reklamerer med. Altså bortset fra Jehovas Vidner, som jo SKAL missionere. Da jeg havde gået på seminariet i flere år, gik det op for mig, at der var en kreds af kristne lærerstuderende, som mødtes i frikvartererne et par gange om ugen og spiste og sang sammen - indtil da havde jeg været helt uvidende om det og havde fx haft kristendomskundskab med flere af dem uden at skænke det en tanke, at de var særligt religiøse. Jeg er medlem af Folkekirken og opfatter mig selv som kulturkristen - jeg tror ikke på en gud, men værdsætter det kristne budskab og de kristne værdier. Og så synes jeg, religion er fantastisk spændende.

Sjovt at du skriver det om seminariet, for det er mit indtryk at lige nøjagtig dér er der mange kristne som også gerne skilter med det. Sådan var det i hvert fald på min mands seminarium - hvis du ikke var ventreorienteret og kristen så skulle du helst holde lidt lav profil :laugh: Ang. kulturkristen: Det kan man vel også være uden at være medlem af folkekirken? Hele vores samfund (og de fleste andre samfund vel også) og mange af vores love bygger jo på/ligner de ti bud. Og jeg synes da egentlig at det er lidt synd hvis kristendommen skal have patent på næstekærlighed - den synes jeg egentlig også at jeg er i besiddelse af selvom jeg ikke er gudfrygtig.

Jeg vil da tro der er mange steder med en højere koncentration af religiøse end andre steder. Er det relativt typisk at man bosætter sig i nærheden af ligesindede? Jeg bor i Århus (og har altid gjort det) og har ikke rigtig kontakt til religiøse mennesker - hverken kristne, muslimer eller andre. Altså der er selvfølgelig mange i min omgangskreds, der er døbt og konfirmeret - men ikke mange, der sådan rigtigt praktiserer deres religion. Det samme er gældende for de få muslimer, der er i skole og institution. De spiser ikke svinekød, men de overholder heller ikke ramadan og lign. :)

Charlotte d. 17. skrev:

Jeg er i hvert fald ret sikker på, at der stadig er flere fra Indre Mission på Jyllands vestkyst end i resten af landet - altså forholdsvis. Det skyldes vel, at det er gået i arv fra generation til generation, for IM har jo haft en kolossal indflydelse i Vestjylland. Jeg ved også, at procenten af konfirmander er langt større i Jylland end i Kbh., og det samme gælder barnedåb. Jeg ved så ikke, om Kbh. skiller sig markant ud fra hele landet, eller om 'provins-Sjælland' ligner Jylland på det område. Generelt synes jeg, det kan være svært at danne sig et indtryk af, om folk i ens nærmiljø er troende, for der er ofte lidt blufærdighed om emnet - eller også opfatter folk det som noget privat, de ikke går og reklamerer med. Altså bortset fra Jehovas Vidner, som jo SKAL missionere. Da jeg havde gået på seminariet i flere år, gik det op for mig, at der var en kreds af kristne lærerstuderende, som mødtes i frikvartererne et par gange om ugen og spiste og sang sammen - indtil da havde jeg været helt uvidende om det og havde fx haft kristendomskundskab med flere af dem uden at skænke det en tanke, at de var særligt religiøse. Jeg er medlem af Folkekirken og opfatter mig selv som kulturkristen - jeg tror ikke på en gud, men værdsætter det kristne budskab og de kristne værdier. Og så synes jeg, religion er fantastisk spændende.

Det tyvstjæler jeg lige. Ellers er jeg også enig i det med IM. Var for knap 10 år siden i gang med en uddannelse udbudt af det daværende Ringkøbing Amt. Der fik jeg hørt meget om hvor udbredt IM stadig er mange steder i det område.