Tro på julemanden - hvor længe?

Jeg synes det er lidt latterligt at min søn på 8 stadig tror på julemanden. Dog ved jeg ikke om han rigtig tror på ham, eller bare spiller med. Men han kan i hvert fald IKKE udelukke at der findes en julemand...... ;) Jeg har aldrig troet på juemanden, og mine ældste sønner har heller ikke. Men de små er pænt overbeviste, selvfølgelig fordi jeg selv spiller med på sådan en måde, at han reelt KAN findes.... Men er dét nu klogt? Bør man fortælle ungerne, at der selvfølgelig ikke findes en julemand - og er der en alder hvor i synes man som voksen bør stoppe med at holde liv i ham??

Nøh, det synes jeg ikke. Det er sq da go' fun at forsøge at lure de små ;)

Vi tror ikke på julemanden - og har aldrig gjort det :) Min svigerfar har dog en nisse boende på loftet, men min ældste var ikke mere end 4, da han sagde at han kun troede på nissen 'for så bliver farfar så glad' :)

Her tror vi på julemanden. Jeg synes, det er en god og hyggelig tradition, som jeg vil forsøge at holde så længe som muligt. Så må vi se, hvor længe drengene tror på det.

Min 6-årige tror ikke på julemanden. Nej: Han VED, at han eksisterer! Senest i går forsøgte hans 9-årige fætter at fortælle ham, at julemanden ikke var rigtig. Men så nem var han ikke overbevise - for hans far har jo set julemanden bagfra, og 'så må han jo være rigtig'. Og det er faktisk ret spændende, hvordan han har fået opbygget et helt personligt parallelt univers til julemanden. Fx er det julemanden, der kommer med en pakkekalender (fx den fra Lego, som han ønsker sig) - men man kan også købe den selv i supermarkedet. Og julemanden taler mange sprog - fx svensk her i Sverige og dansk, når vi er i Danmark (og tysk og engelsk men ikke afrikansk, for de fejrer ikke jul i Afrika). Julemanden har ikke travlt - det har nisserne, som er dem, der laver gaverne lige nu. Og så er der både den rigtige julemand og 'snyde-julemænd', som bare prøver at ligne. Jeg synes, det er sødt med den fantastisk magiske julefortælling, så jeg er helt ked af, at det måske er sidste år, vi har den. Og at lillesøster nopk ikke får lov at beholde magien, til hun er 6...

Tænker også lidt, at de må blive vildt skuffede den dag det sådan for alvor går op for dem, at julemanden ikke findes :laugh: Det må da fjerne lidt af glæden ved barndommen og hvor det umulige synes muligt, og hvor fantasien harmonerer så godt med hverdagen. Jeg mener, hvornår ellers i livet kan man få lov at give den gas på den måde...... :) Jeg tænker også som Johannamor, at det vil være lidt ærgeligt når drengene får punkteret fantasien og at pigen aldrig helt får den samme 'tur'....da hun jo kun er 4, og de sikkert vil fortælle hende, at vi alle sammen er fulde af løgn :laugh: :laugh:

Vi har en julenisse i børnehaven, som alle ved godt hvem det er. Men det er sjovt at høre når de ser hende, at de fortæller nøjagtig hvad der er sagt og gjort. Jeg vil på ingen måde sige at julemanden findes eller ikke findes. Det må de selv erfare.

Min mor tog livet af julemanden, da jeg skulle begynde i skole, for at undgå, at jeg skulle blive drillet med stadig at tro på ham. Det var ikke traumatisk for mig. Mine børn har vist selv regnet den ud, før DE begyndte i skole, men det er ikke noget, vi har været bevidste om at 'tage fra dem' på et bestemt tidspunkt. Jeg har nu altid undret mig over, at det kan lykkes børn at holde fast i troen, når de på samme gågade har kunnet møde tre forskellige julemænd og sagt 'Dav, julemand!' til dem alle. Nogle gange tror jeg, børn insisterer på at tro noget, fordi de gerne vil, og det er da hyggeligt og harmløst. En af mine barndomsvenner så fx engang både Jesus og Gud en dag, han kiggede op på himlen - og jeg husker tydeligt, at dét overbeviste mig om deres eksistens...