Kold tyrker

Nu har det irriteret mig et stykke tid med Alma i smørhullet, så besluttede sidste weekend at det for alvor skulle være slut.. Kom til at rage hende ud af vores seng to gange på en nat.. Puttede Alma, møssede hende godnat og gik - shit hun skreg.. i halvanden time, men gik kun ind nogle få gange og sagde pænt godnat. Anden dag tog det heldigvis kun 30 min med små pauser i. Nu er der gået en uge - og det tager ikke engang 1 min før der er stille på hendes værelse. Dog skriger hun stadig som en stukken gris når hun ser vi er på vej mod hendes værelse og vågelyset er tændt. Men var altså i tvivl om hun var klar til det. Synes jo ikke hun skal græde sig i søvn..

Godt gået! Husk blot, at der ganske givet kommer tilbagefald, både fra mor og datter ;) Klar til? Langt de fleste børn sover selv fra fødsel, så hvorfor skulle hun ikke være 'klar'?

Jaaaaa Bibi, det der 'klar' blir ligesom smadret når de først har ligget i smørhullet, så man skal starte om én gang til + de har fået mere bevidsthed om sagen :laugh: - bare spørg os, vi har altid unger i vores senge (og lader dem så længe de gider) :) Men godt Ditte, det lyder da til at overgangen ikke har været såå slem! :)

Nu er jeg så af den overbevisning, at børn er flok dyr, og langt de fleste børn har et behov for at sove med forældrene. Og at børn ikke skal græde, uden der er nogen hos dem. Her er børn velkommen i sengen, store som små. Vi har så indrettet os, så der er plads til os alle. Hvis vi kører projekt sov uden sut/mad, så er der altid en af os voksne hos dem, når de græder. Hvis man ikke sover godt, med barn imellem sig, så synes jeg man skal få dem ud af sengen på en stille måde, evt. stadig have dem i sengen. Det er jo svært at forstå for en lille en (og en stor) at man ligepludselig ikke må sove op af mors varme krop. Jeg er helt forståelig for behovet, for at få sengen for sig selv. Men måden ville nok ikke lige være den samme her, men vi gør jo som vi finde bedst. Håber I alle for sovet bedre nu :)

Kan huske jeg (som usikker førstegangsmor) spurgte sygeplejersken på fødegangen, hvad man gjorde bedst. Og hun svarede at jeg jo ikke kunne vænne hende til at være tæt på mig, for det havde hun været hele tiden, men jeg kunne vænne hende af med det hvis jeg havde lyst... Men jeg mener jo at, specielt små, børn har behov for nærhed og tryghed, så der er aldrig blevet smidt nogen ud af sengen her. Og nu sover hun jo sjovt nok på sit eget værelse som 12-årig, så det kommer når de føler for det. Så havde jeg fundet situationen uholdbar, så havde jeg nok også valgt en anden fremgangsmåde. Men det ville jo også være mit eget barn, og der ved jeg jo bedst. :o) Ligesom alle andre forældre.

Vi sover alle meget bedre nu. Havde jo den ene nat hvor jeg havde fået moslet hende ud af vores seng (i søvne) og vågnede egentlig ved at hun stod på gulvet og sov med hovedet på min pude - det var ligesom dråben. Har også forsøgt mig med langsom tilvænning, sovet på en madras ved siden af hendes seng osv, men har egentlig bare fået nok, for synes det blevet til noget rod.. derfor det drastiske tiltag. Kan mærke Alma sover bedre om natten også.. hun roder ikke sådan rundt, og vågner ikke et hav af gange om natten længere. Hun virker meget mere tilpas og veludhvilet om dagen..

KH Bibi skrev:

Godt gået! Husk blot, at der ganske givet kommer tilbagefald, både fra mor og datter ;) Klar til? Langt de fleste børn sover selv fra fødsel, så hvorfor skulle hun ikke være 'klar'?

Efter hun blev bidt i ansigtet af vores hund, anbefalede sygehuspersonalet at hun sov i smørhullet, så kunne vi bedre holde øje med hende og evt hjernerystelse.. Og hun faldt så åbenbart temmelig godt til der.. Ellers har hu sovet for sig selv fra stort set nyfødt.