playstation

Mine unger har i særdeleshed været glade for platformspillene som fx Crash Bandicoot som fulgte med deres første platstation (1), senere fik vi dem til playstation 2. Det er også gode begynderspil, men sjove - også for voksne. Noddy er et rigtig begynder spil, nemt at styre. Hugo kunne de også godt lide, men de synes spillene var for korte og lette at afslutte, men kan muligvis gøre lykke hos en nybegynder. Happy feet, var også nemt. Raiman var også nemt. Hed den ikke det? De har også spillet Ben 10, De utrolige, Harry potter osv osv...synes Disneyspillene plejer at være lette (men også dem de bliver hurtigst trætte af). Super Mario er altid et hit, men jeg kan ikke huske om det er til playstation :blush: Lige i øjeblikket spiller de Def Jam fight for NY, Need for speed Carbon, FIFA, GTA vice city og GTA San Andreas som er vilde og voldelige, men de er så store nu, at de udmærket ved det er et spil og ikke virkeligheden. Og så er det jo gode drenge, de kører pænt, rammer ikke andre fodgængere eller slår nogen ned...og stjælder i hvert fald ikke biler og skyder med pistoler eller besøger stripklubberne!!!! ;) :laugh: :blush:

Super Mario er kun til Nintendo, dvs DS og Wii. Men det er det ultimative spil og har været det i over 20 år hvilket er helt uhørt i spilbranchen. Så alene Mario er et godt argument for at købe sig en wii :)

Crash Bandicoot, og det er alle de spil der er :) Der er jo racerspil med ham, og almindelig platformspil :) Det vi har, som alle nivøer og niecer har været vilde med, er Crash Bandicoot Mind Over Mutant :) Ratchet er også en god spilfyr :)

kongster skrev:

Super Mario er kun til Nintendo, dvs DS og Wii. Men det er det ultimative spil og har været det i over 20 år hvilket er helt uhørt i spilbranchen. Så alene Mario er et godt argument for at købe sig en wii :)

Skal man se på spilmuligheder, så skal man anskaffe sig en X-Box eller en Playstation, der er det største udvalg, og flest tilbehørsmuligheder! Mario er ikke et godt grundlag st skaffe sig en Wii på, da det er begrænset hvilke spil, der bliver lavet til den. Skal man have en konsol med udgangspunkt i Mario, skal man købe en Nintendo DS!

Tidligere spillede sønnen meget Lego spillene, Sly Cooper var også et hit. Bilspil kan være svære at styre, når de ikke er så gamle endnu (eller endnu værre hvis man er så gammel som mig). Han spiller Red Dead Redemption, Just cause, Mafia II og Bad Company (tror jeg det hedder). Men han er også snart 11. Flere af spillene har han kun måttet spille sammen med os i starten, da det tit er svært at bedømme hvor voldelige de i virkeligheden er. GTA har heldigvis aldrig sagt ham noget. Jeg kan varmt anbefale en PS3. Han spiller med andre og kan købe billige spil som han bare downloader. Det er gratis at være på nettet men det varer jo nok lidt før din når dertil ;) Vores wii står bare og samler støv, PS2'eren står for det meste også stille på trods af mange mange spil. Men tre'eren - det er et hit!

Min 5årige har været på nettet med PS3 altid. Det er der man når længst og ofte får de bedste scener til spillene. Kan ikke forstå, I synes det er voldeligt. Det er et spil! Det er urealistisk! Bad Company; man skal ligge på lur og skyde folk som sniper eller i flok - er dét ikke voldeligt??? Realitetssans, så er der ingen spil, som er voldelige. Så er der bare anderledes en pædagogiske Pixeline med den irriterende stemme.

Mine de ældste har fx altid spillet de der vilde og voldelige spil, jo mere vilde, jo bedre. Og de spillede også spil der egentlig slet ikke var alderssvarende, nok nærmere forbudte. Men hey, det er jo voksne mennesker idag der er stille og rolige og ikke ejer så meget som en krumme voldeligt eller aggressivt i dem, så jeg forstår ikke bekymringen... Dog kan jeg forstå den, hvis barnet bliver direkte bange og traumatiseret og dårligt tør se på coveret efterfølgende.. Men her synes jeg faktisk mine unger altid selv har kunne styre det med spillene uden min indblanding, og altid har været gode til at se fiktion som værende intet andet end....fiktion. Og jeg ved da at de spiller alle de der spil med en glæde over, at verden ikke ser sådan ud i virkeligheden. Selvfølgelig kan der være afvigende børn der ikke kan skelne fantasi, grafik og fiktion fra virkeligheden, men så er problemet nok i forvejen mere psykologisk betinget med rødder liggende i andre ting end spil generelt.

PRÆCIS, Helene!