Sorg :'(

Hej
Er der nogen andre der har prøvet at miste sin far eller mor, meeeget tidligt?

Jeg mistede min far den 18. December 2008   Han var meeeget syg. Det begyndte i 2003, og blev bare værre og værre til han døde   Jeg var 9 år da han blev syg, og har derfor ikke haft en almindelig barndom Men er blevet mere voksen!  Jeg var 15 år da han døde.

Jeg har det sådan at, da jeg gik i 9. klasse. Da døde han jo, og ca. 2 uger efter tilbage på skole og arbejde hårdt. Jeg nærmest hoppede over sorgen   Og nu lige pludselig er den kommet tilbage   Jeg kan være meget sur i 2-3 dage, før jeg finder ud af at få tårerne frem. Så får jeg det nogenlunde godt igen   Nu tåler jeg ikke noget af. Bare nogen giver mig kommentar næsten, så bliver jeg meget ked af det   eller hvis der er 2 personer i samme værelse som mig, der skælder hver andre ud, eller er irriterede. Så bliver jeg sq også ked af det   Der skal bare ikke meget til   Nogen andre der har prøvet det? Med at sorgen kommer buldrende tilbage igen, og man bliver næsten 'negativ' på alt o.s.v.?   ..Hvad gjorde I så med det?   
Ved ikke helt hvad jeg skal gøre   er næsten deprimeret hele tiden

Undskyld den lange tekst

jeg har heldigvis  ikke prøvet at miste far eller mor, men har desværre prøvet at miste min morfar som jeg elskede meget højt. han døde i 2006, og nogen gange kan bare begynder at græde, bare jeg mindes om en lille ting ved ham.... jeg trøste altid mig selv med at han er i bedre sted..

 jeg kan føle med dig. men tårerne bringe desværre ikke din far eller min morfar tilbage, så vi må på et eller anden måde prøver at komme over det( kan man det)

AnjaTherese skriver:

Hej
Er der nogen andre der har prøvet at miste sin far eller mor, meeeget tidligt?

Jeg mistede min far den 18. December 2008   Han var meeeget syg. Det begyndte i 2003, og blev bare værre og værre til han døde   Jeg var 9 år da han blev syg, og har derfor ikke haft en almindelig barndom Men er blevet mere voksen!  Jeg var 15 år da han døde.

Jeg har det sådan at, da jeg gik i 9. klasse. Da døde han jo, og ca. 2 uger efter tilbage på skole og arbejde hårdt. Jeg nærmest hoppede over sorgen   Og nu lige pludselig er den kommet tilbage   Jeg kan være meget sur i 2-3 dage, før jeg finder ud af at få tårerne frem. Så får jeg det nogenlunde godt igen   Nu tåler jeg ikke noget af. Bare nogen giver mig kommentar næsten, så bliver jeg meget ked af det   eller hvis der er 2 personer i samme værelse som mig, der skælder hver andre ud, eller er irriterede. Så bliver jeg sq også ked af det   Der skal bare ikke meget til   Nogen andre der har prøvet det? Med at sorgen kommer buldrende tilbage igen, og man bliver næsten 'negativ' på alt o.s.v.?   ..Hvad gjorde I så med det?   
Ved ikke helt hvad jeg skal gøre   er næsten deprimeret hele tiden

Undskyld den lange tekst

Hej med dig

Jeg har ikke mistet en forældre, men i januar 2006 mistede jeg min lillesøster. Selvom det er 3 1/2 år siden nu får jeg det stadig nogen gange som du beskriver. Så fylder sorgen bare det hele!

Har du fået noget hjælp, fra psykolog eller lign. efter din far døde? Måske du kan have gavn af det. Eller måske en sorggruppe for børn der har mistet en far eller mor.
Det er altid en hjælp at snakke med nogle der har oplevet det samme, som kan sætte sig ind i de følelser man har og kan fortælle at det er helt normalt at man føler som man gør.

Jeg håber du snart kommer lidt ovenpå igen

En lille kommentar mere...
Jeg tror aldrig man kommer over sorgen, men man lærer at leve med den og den bliver en del af dig.

Det er ikke engang et år siden du mistede din far så det er klart at du stadig er rigtig ked af det

TbCp skriver:



Hej med dig

Jeg har ikke mistet en forældre, men i januar 2006 mistede jeg min lillesøster. Selvom det er 3 1/2 år siden nu får jeg det stadig nogen gange som du beskriver. Så fylder sorgen bare det hele!

Har du fået noget hjælp, fra psykolog eller lign. efter din far døde? Måske du kan have gavn af det. Eller måske en sorggruppe for børn der har mistet en far eller mor.
Det er altid en hjælp at snakke med nogle der har oplevet det samme, som kan sætte sig ind i de følelser man har og kan fortælle at det er helt normalt at man føler som man gør.

Jeg håber du snart kommer lidt ovenpå igen

Jeg har fået tilbud om at gå til psykolog hm, men det var dagen før han døde!!
Og venter på at komme ind i en sådan sorg gruppe. Men jeg har næsten ikke lyst, tør bedre at græde/snakke om det med dem jeg kender   bare ikke mor, eller brødre.
Mente heller ikke rigtig at komme over sorgen, men bare få det lidt nemmere?  For jeg er blevet meget negativ, og pludselig siger jeg alt muligt dumt. Og får næsten skæld ud for det, fordi sådan siger man ikke o.s.v. Og beder mig om at tænke før jeg siger eller skriver det. Det er det jeg prøver, men det går ikke godt   Og jeg bliver bare meget ked af det efter på.   Og tænker ofte på hvad jeg laver her i verden, når jeg er meget ked af det. For så får jeg så mange tanker at det ikke passer i mine tænke bokse næsten   huff   Mine venner vil ikke så godt snakke om det, de aner bare slet ikke hvad de skal sige. De bliver bare heeelt stille. Min kæreste har selv nogle problemer i familjen, og forstår så lidt bedre. Men det er bare ikke det bedste ... !

AnjaTherese skriver:



Jeg har fået tilbud om at gå til psykolog hm, men det var dagen før han døde!!
Og venter på at komme ind i en sådan sorg gruppe. Men jeg har næsten ikke lyst, tør bedre at græde/snakke om det med dem jeg kender   bare ikke mor, eller brødre.
Mente heller ikke rigtig at komme over sorgen, men bare få det lidt nemmere?  For jeg er blevet meget negativ, og pludselig siger jeg alt muligt dumt. Og får næsten skæld ud for det, fordi sådan siger man ikke o.s.v. Og beder mig om at tænke før jeg siger eller skriver det. Det er det jeg prøver, men det går ikke godt   Og jeg bliver bare meget ked af det efter på.   Og tænker ofte på hvad jeg laver her i verden, når jeg er meget ked af det. For så får jeg så mange tanker at det ikke passer i mine tænke bokse næsten   huff   Mine venner vil ikke så godt snakke om det, de aner bare slet ikke hvad de skal sige. De bliver bare heeelt stille. Min kæreste har selv nogle problemer i familjen, og forstår så lidt bedre. Men det er bare ikke det bedste ... !

Jeg kan godt forstå du synes det er lettere at snakke, med folk du kender, om det. Men nogle gange kan det være svært hvis de ikke har oplevet noget lignende, så kan de slet ikke sætte sig ind i hordan du har det.

Jeg tror jeg ville give sorggruppen en chance når du kommer i en, måske bliver du positivt overrasket.

Jeg snakkede selv med en psykiater om min søsters død og det var faktisk en befrielse at snakke med en der stod helt udenfor.

Jeg har også haft venner der slet ikke vidste hvad de skulle sige til mig, har faktisk cuttet forbindelsen hel til en enkelt veninde pga hendes opførsel da min søster døde.
Jeg tror tit de er bange for at man bliver ked af det og begynder at græde for så ved de slet ikke hvad de skal gøre. Men man bliver jo ikke mere ked af det end man allerede er.

Jeg tror du er nødt til at få det hele bearbejdet med nogle professionelle som ved hvad de skal/kan gøre for dig, så du kan komme ud med det hele og få det bedre.

Nogle gange kan verden bare synes så uretfærdig og man hader den, men hvis man så lige trækker vejret rigtig dybt, så finder man ud af at man jo faktisk elsker livet trods alt!!

min mand mistede sin far til kræft da han var 15 år gammel, og det har også påvirket ham i meget høj grad. han er 31 nu og jeg kan mærke på ham, at han blir trist hver eneste gang vi snakker om hans far (og hans mor, som døde for halvandet år siden) - samtidig syntes jeg jo, at det er utrolig vigtigt at vi taler om dem ofte og tit, både fordi jeg gerne vil lære ham at kende ved at lære dem at kende og så fordi det er vigtigt de ikke bliver glemt.
men det gør ondt, kan man tydeligt se.
jeg tror, at det kunne være rigtig godt at komme med i en sorggruppe...der kan du måske få bedre råd til hvordan du tackler sorgen når den "angriber". og ellers tror jeg måske det kunne være en god ide, at fortælle folk, at du er i sorg og hvis du reagerer voldsomt på nogle ting omkring dig, så er det altså fordi det hele er rigtig svært indeni dig og du helst skal have ro til at bearbejde nogle følelser, som du måske har lukket af for, for at komme igennem lige da din far døde.

Jeg ha' aldrig prøvet at miste en far eller mor , men kun min morfar der døede i 2002 af kræft .. Det to' hårdt på mig , men jeg tænker ikk' over det .. Men jeg ville ønske da stadig han var hos os stadig , så han ku' se sit oldebarn ..

Hm, ja   burde nok gå i den der sorg gruppe   men føler bare ikke jeg er klar til det
Jeg har aldrig grædt så meget som idag. Vi skulle spise middag, og jeg begyndte at græde, og græd 4 gange på 20 minutter :O  Og nu er jeg ved at græde igen. Prøver at holde det tilbage, men klarer det bare slet ikke.
Har fået en plejefamilje   Som jeg er hos lige nu. Og det hjælper mig lidt  

Kan også blive meget ked af det bare lige pludselig, uden at vide hvorfor   Men når folk spørg, så siger jeg som oftest at jeg aner det bare ikke. Men inderst inde tror jeg det er pga. min far   
Det gør det både hårdt og nemt, at bare tænke det at han har det godt, og en dag vil se ham igen. Men det bliver nok længe til.
Tænker så mærkeligt at det bliver snart o.s.v.  Jeg tænker næsten ikke helt på at han er død, men han er ude og rejse et eller andet sted, og kommer snart tilbage igen   Meeen, det sker bare aldrig