Lyver jeres børn?

Mine børn lyver meget hele tiden om alt muligt og ofte uden grund, bare for sportens skyld. Jeg har aldrig løjet som barn, min mor siger det i hver fald mens min søster kunne godt lide at finde på forskellige historier. OK, jeg kan forstå at børn lyver fordi de er bange for at sige sandheden. Men mine børn gør det bare sådan, uden særlig grund. David lyver fordi han vil gerne provokere mig, checke mine reaktioner og se om jeg kan afsløre ham. Tvillingerne lyver professionelt, det ser ud som om de selv tror på sig selv og ser fuldstændig seriøse ud, som om det er det mest normale man gør. Jeg kan virkelig ikke forstå hvorfor de gør det. I går f.eks. gav jeg 3 vitamin piller til Eva og bad hende at give 2 til sine brødre og spise den tredje. Jeg kunne høre at hun gik til dem og snakkede om de vitaminer noget. OK. Så kom hun til mig med sin vitamin pile i munden og sagte at hun havde ondt i munden. Jeg sagte at hun skal bare sluge den og det gjorde hun. Om lidt spurgte jeg hende om hun havde givet de andre to til Tedi og David. Hun sagte helt seriøs Nej. Så spurgte jeg hende Hvor er så de andre 2 vitaminer og hun sagte: Jeg har spist alle sammen. Igen med det ærligste muligt udtryk. Jeg troede næsten på hende men ville være helt sikker. Så gik jeg til David og Tedi og spurgte David om Eva har givet ham en vitamin pil. Han sagte igen helt seriøst Nej. Er du sikker? Ja. Så spurgte jeg til sidst Tedi og efter 2 sek tænkning svarede han Ja, han havde fået vitamin pil. Så lugtede jeg til Davids mund og den lugtede af vitamin. Han smilede på en måde som: Tjuh, jeg kunne ikke snyde dig. Og sådan nogle ting sker hele tiden. Nogle siger at intelligente børn lyver som regel mere. Men jeg nægter at acceptere at jeg selv ikke har været et intelligent barn :lol: Hvad synes I om børneløgnene? Lyver jeres børn og hvordan reagerer I? Accepterer I det som noget helt normalt eller kæmper imod og lærer dem at de ikke må lyve.

Mine børn lyver meget sjældent. Og slet ikke om meget små ting som vitaminpiller, men nu er de jo også noget ældre end dine. Jeg har svært ved at forestille mig 3-årige lyve bevidst for at prøve deres mor af. Det er vist enten fordi de ikke kan skelne helt klart mellem virkelighed og historie endnu eller fordi de simpelthen glemmer om de har fået en vitamin pille eller ej. I 5-års alderen prøvede de det vist lidt af, så vidt jeg husker, men jeg gjorde ikke noget stort nummer ud af det, så det holdt op igen. Og så har jeg snakket med datteren om det, når hun har fortalt ting fra skolen. Nogle gange har jeg jo ringet sammen med de andre forældre og så har jeg snakket med hende om at hun bliver nødt til at fortælle mig hele den rigtige historie, så jeg ikke ringer og fortæller noget løgn til de andre forældre, hvis der har været konflikter. Det forstod hun jo godt. Sønnike er lidt på den der med at skjule ting og 'stjæle' kiks i skuffen og sådan noget, men han er så bedårende gennemskuelig at jeg bare smiler i det skjulte. Ingen af dem har - så vidt vides - løjet om vigtige ting. Vi snakker om løgn og om hvorfor det er vigtigt at vi kan stole på hinanden og at jeg heller ikke lyver for dem. Det kan de jo også mærke at jeg ikke gør, så det er ikke det store problem. Men jo - småting som hvem der har taget den sidste lakrids eller om de har husket vanterne i skolen lyver de vel om, ligesom voksne gør fra tid til anden.

Små børn 'lyver' ikke. I hvert fald ikke på den måde, voksne mener. De omgåes sandeheden, men de skal jo finde ud af en masse - defor historier. Mine gør det også. De store kan godt lyve, men de er så elendige til det, så jeg opdager dem altid, men nogen gange lader jeg dem slippe afsted med det ;) Min mellemste, han er KONGE til det, virkelig :huh: han kan narre alle. Tror sgu han har en lille skuespiller gemt i maven. Det der er vigtigt for mig, er om de lyver om små ting eller store. Og endnu er der ingen der lyver om ting, der bare ikke skal lyves om.

kongster skrev:

Jeg har svært ved at forestille mig 3-årige lyve bevidst for at prøve deres mor af. Det er vist enten fordi de ikke kan skelne helt klart mellem virkelighed og historie endnu eller fordi de simpelthen glemmer om de har fået en vitamin pille eller ej.

det er ham, den 5 årige der lyver for at prøve mig. Men normalt kommer han og det kan være om rigtigt langt tid og fortæller mig at han havde løjet. Og den 3 årige Eva - tror ikke hun havde glemt noget eftersom hun kan finde på at fortsætte med løgnene at hun havde spist alle 3 vitaminer. Og hun tænker fandeme hurtigt, svarer praktisk med det samme, som om hun havde ventet på at jeg spørger hende og hun har allerede svaret klar til brug. Om stjålet kiks og slik skal vi slet ikke tale - det sker hele tiden. Også at lave ulykker og at sige Det var ikke mig (David). Men Eva og Tedi lyver meget om alt og de opdigter hele historier med den typisk stadig ærlig udtryk. Det er som lege for dem, de tænker ikke rigtigt meget på hvad de siger, de siger bare den første der kommer i munden. Bellis, for mig ordet 'at lyve' har kun en mening lige meget om børn eller voksne lyver. Nu kan det se sød og charmerende ud, men om nogle år kan blive til noget irriterende og tab af tillid.

Faktisk meget sjovt, for mine drenge lyver ikke, eller meget sjældent, og hvis det sker, er det mere indbyrdes om hvem der har gjort hvad. De er heller ikke specielt intelligente og er alderssvarende. Men min datter som er højintelligent, hun lyver så vandet driver, og hun lyver om alt muligt, mest om ting der er foregået i børnehaven og engang imellem fortæller hun det med sådan en overbevisning, at jeg kommer i tvivl om det er rigtigt eller løgn fordi jeg ofte sidder med tanken,, hvor fanden har hun det ellers fra'' - utroligt hun selv kan digte det for hun kan sagtens komme ind på emner vi aldrig har talt om, og som jeg 110% VED ikke sker i en børnehave. Som sidst da hun fortalte om en narkoman der kom ind i børnehaven for at fjerne et dødt pindsvin fra skuret, eller da hun havde fortalt i børnehaven at jeg havde brækket benet og derfor måtte ringe til en maler, fordi jeg ikke selv kunne sætte stuen i stand som planlagt (jeg havde hverken brækket benet eller TALT om at male stue).... Men hun lyver ikke dagligt, det kommer mere i perioder, og man kan også spørge hende om nogle af de gamle løgnehistorier og så kan hun fortsætte hvor hun slap :laugh: Drengene derimod hopper i med begge ben og tror fuldt og fast på alt hvad hun fortæller dem, de har ikke engang fantasi til at forestille sig at hun opdigter det hele :laugh: Jeg ved ikke om det har noget med intelligens at gøre, men her passer det meget fint.

Når min datter på 9 lyver, er det gerne noget med, at hun vil slippe så hurtigt som muligt over det lave gærde. Spørger jeg hende fx, om hun har husket at gøre dit og dat, kan hun godt finde på at svare ja, fordi hun ikke gider (har du lavet lektier, har du børstet tænder mv.). Min søn på 5 lyver, når han ved, at der falder brænde ned. Han handler ikke altid lige rationelt, og han er stor nok til at kende forskel på ret og vrang, så derfor lyver han i håb om at slippe for en gang lærerskældud. Da jeg var barn, løj jeg stolpe op og stolpe ned for de voxne. Jeg fik ofte mine forældre sat i nogle pinlige situationer, og det var så grelt, at jeg endda selv kan huske situationerne. Jeg elskede alt den opmærksomhed, der kom ud af de mange løgne, og så undrede jeg mig over, at min klasselærer syntes, vi var en underlig familie. Med nogle forældre, der hele tiden arbejdede og aldrig havde tid til mig, var det set med et barns øjne en god måde at få obs på.

Jeg løj også meget som barn og var super god til det. Det er jeg i øvrigt stadigvæk og har efter sigende intet mønster i hvordan jeg bevæger øjnene når jeg lyver og når jeg taler sandt. De fleste kigger bestemte steder hen når de lyver og andre steder hen når de taler sandt, men jeg har tilsyneladende ingen afslørende mønstre.

Hahaha, jeg behøver ikke at lyve fordi allerede i forvejen folk tror ikke på mig selv om jeg altid siger sandheden. Så jeg mister intet hvis jeg begynder at lyve. I det mindste vil jeg ikke have nogen grund til at være vred når folk ikke tror på mig. Faktisk måske hvis jeg lyver begynder de at tro :laugh: