Så I Danmarks ældste, 109-årige Else Lundblad, i TV forleden?
Det satte det med alder lidt i perspektiv for mig, da det gik op for mig, at hun er 20 år ældre end min mormor - som vi jo dog synes er godt oppe i årene efterhånden.
I dag havde vi så besøg af min mormor, og hun fortalte, at hun skam godt kender den 109-årige. Min mormor gik i gymnasiet med hendes niece (- som nu er død af alderdom - ) og Else/Fru Lundblad var min mors lærer i grundskolen.
Når jeg hører om så gamle mennesker, og hvad de har oplevet af forandringer i deres levetid, kommer jeg til at tænke på, hvor VILDT, det bliver for vores børn og børnebørn - som jo formentlig får en noget højere gennemsnitslevealder - at opleve, hvor hastigt, verden kommer til at forandre sig i DERES levetid. Mine børn tror jo, jeg er en dinosaur, når jeg fortæller, at jeg tog en studentereksamen i 1989 UDEN at røre en computer - og vi har ikke fantasi til at forestille os, hvad der vil ske af teknologiske landevindinger de næste 50-100 år.
Og - hvad med pensionsalderen, når vores børnebørn snildt kan regne med at blive 100 år - skal man have 30-35 års otium?
Og - min mormor anede ikke, hvad en homoseksuel var, da hun var barn, og da hun fandt ud af det som ung, 'vidste' hun også, at det var noget slemt og skamfuldt noget - og nu hører hun mine børn tale om vores gode ven Andreas, der er gift med Petter, som den naturligste ting i verden. Hvilke tabuer skal brydes de næste 100 år?
Jeg bliver rundtosset af at tænke sådan - er det et alderdomstegn?
Anmeld