Når børnene får nye venner

Begge mine drenge er ved at 'slå op' med deres bedstevenner. Jakob på 13 har været venner med T siden børnehaven, og vi er blevet rigtigt, rigtigt gode venner med hans forældre. Jeppe på 12 har været venner med C siden børnehaveklassen, og vi er også ret gode venner med hans mor. Jeg har sagt til begge drenge - hver for sig - at der ikke er nogen grund til at droppe en ven, fordi man finder andre kammerater, og at det allerbedste vil være, hvis de kan finde ud af at være sammen med både T/C og de nye 'bedstevenner'. Jeg har også betonet, at man skal opføre sig ordentligt!! - og ikke bare lade en 'gammel' ven sejle sin egen sø, tale grimt om ham til andre osv. Men det er tydeligt, at de begge, på hver sin måde, virkelig er kede og trætte af hhv. T og C, og at det her og nu ikke ligger lige for, at de ændrer synspunkt. Jeg er helt klar over, at tingene kan ændre sig på kort tid, men begge 'brud' har været en tid under opsejling. Jeg har løbende talt med T´s forældre, og vi er helt enige om at lade drengene finde ud af det selv - vi holder meget af hinandens børn, så T´s forældre er på ingen måde vrede på Jakob, og der er ikke nogle følelser i klemme der. Men det er svært med C´s mor - og jeg har sværere ved at tackle situationen i forhold til hende, fordi vi er knapt så fortrolige, og fordi problemerne her stikker dybere. Det er sådan, at C har ADHD og altid har været en vildbasse, der har rodet sig ud i lidt af hvert. Han er også syndebukken i klassen og får en masse hug af de andre. Min Jeppe er en stille, nørdet dreng, så de har altid været et umage par, men haft en god påvirkning på hinanden - C fik Jeppe op i gear, og Jeppe fik C ned. Nu har Jeppe så fået nok - C er meget voldsom og taler grimt til alle, og da Jeppe nu har fået en ny ven, er C selvfølgelig endnu mere 'ustyrlig', fordi han er ked af det og bange for at miste Jeppe. C´s mor er sød, dejlig og klog, men hun beskytter - selvfølgelig! - sig selv og sit barn og vil ikke se i øjnene, at han nok ikke konsekvent er en forfulgt uskyldighed. Hun gengiver nogle episoder i klassen HELT anderledes end Jeppe og de øvrige klassekammerater, fordi C enten ikke forstår, hvad der sker, eller bevidst fortæller en anden version. C er højt elsket af alle herhjemme - bortset altså fra Jeppe, som nok også har været næsten overmenneskeligt tålmodig over for C. Jeppe er i øvrigt også meget stædig, så har han besluttet, at C er dømt ude, er det svært for ham at skifte mening. Skylder jeg C´s mor at melde ærligt ud, at Jeppe er træt af kontaktforsøg i form af spark, slag, grimme ord - og generelt har følt sig så meget i klemme så mange gange, at han ikke magter mere? Eller skal jeg blot sige, at Jeppe nu engang er blevet bedstevenner med en anden dreng, og så må vi se, hvad der sker? C´s mor er alene med C og har altså ikke andre voksne helt tæt på at tale om C med. Hun har aldrig i sit voksenliv haft noget med børn at gøre, før hun blev mor, og selv helt almindelige 'fænomener' blandt børn er ukendt stof for hende - hun har ofte kontaktet mig med spørgsmål, som er kommet helt bag på mig, fordi jeg syntes, det var så indlysende. Hun er dels ret usikker som mor, dels en 'skrap dame', som let rager uklar med skolen og lærerne. En løvemor, som har svært ved at se, at sandheden kan have flere farver, og at C vitterligt er noget af en mundfuld at rumme for sine klassekammerater. Jeg føler lidt, at jeg stikker halen mellem benene, hvis jeg ikke taler ærligt til hende om baggrunden for det brudte venskab - og samtidig har jeg den der 'Hvorfor er det lige MIG, der skal såre hende?' - for det ved jeg, jeg vil. Hvis jeg bare ikke kendte hende så godt, ville det være enklere...

Sikke noget øv - det er altid nemmest, når venskaberne bare kører... Det kan være svært nok med os voksne, men det er endnu sværere, når budskaberne skal formidles børnene imellem... Tror bare du skal være ærlig over for moren (selvfølgelig pakke det neutralt ind) - men med ærlighed kommer man længst... Du kan jo ikke styre hvem dine børn vil være sammen med alligevel - sådan for alvor. Jeg prøver på at respektere, at mine børn (endnu kun min datter), vælger deres egne kammerater. Synes de skal have lov til at vælge til og fra på kryds og tværs - så længe det foregår på 'en ordentlig måde'. Men nogle gange kan man som forældre blive nødt til at hjælpe lidt til, for at det kan blive på en ordentlig måde - fordi man ikke har helt så mange følelser i klemme, og fordi man har det voksne overblik.

Problemet her er bare først og fremmest, at det er en øm 'byld', jeg prikker i, hvis jeg lægger alle kort på bordet - og det beder hun mig om at gøre. Jeg tænkte på, hvad jeg selv som mor ville ønske mig i hendes sted. I teorien ærlighed - i praksis tror jeg, jeg ville have lyst til at skyde budbringeren (grædende smiley efterlyses...)

Jeg har altid selv ladet det ligge, for jeg synes nemt det bliver FOR rodet! 1 hvis du fortæller drengens Mor at Jeppe er træt af at han taler grimt, slår og sparker, så vil hun jo som Mor tale med din dreng der formodenligt vil 'holde op' - og så forventer de sig ligesom en chance mere af Jeppe, som han sikkert ikke er interesseret i lige nu. Synes ofte når man mægler for ungerne, så kommer ungerne til at bøde for forældrenes indgåede aftaler, og ikke altid til nogens fordel. Ret ofte bliver en af forældreparterne alligevel kede af det, fordi det ikke gik som forventet, og fordi en af ungerne i overensstemmelse med sig selv, ikke havde lyst til mere...hvorfor man så bliver skudt tilbage til udgangspunktet, blot med hængepartier hos de andre forældre. Mine erfaringer er, at lade det være og lade tiden og ungerne arbejde i deres eget tempo og så ellers bare tage en dyyyb indånding og håbe på det bedste. Jeg er selv sådan en Mor der bare vil have alle har det godt, og har en breddere forståelse for både min egene børn, men også for deres venner og i sidste ende deres forældre, hvorfor jeg i perioder da også har penduleret rundt i jagten på at gøre alle tilfredse og redde tråde ud, så alle kunne føle sig værdige. Men fakta er, at ungerne sjældent vil være med. For dem er det meget mere simpelt, hvilket faktisk er den mest korrekte måde at gribe det an på, set i bakspejlet.. Enste krav jeg har stillet mine unger i den forbindelse var, at de skulle opfører sig ordenligt, ikke bagtale, tale grimt til eller på nogen måde få tilspidset situationen, så den dumpede ven skulle føle sig endnu mere tilsidesat. Og så har jeg altid lagt vægt på, at jo flere venner man har, jo bedre, og at man aldrig skal brænde sine broer. Og at selvom ens bedste ven, ikke længere er ens bedste ven, så skal man stadig udvise respekt. - den fattede de så ikke helt i nu'et, men det kom med alderen.... :)

Jeg ville lade ungerne klare det selv med det i rygsækken som de allerede har fået med netop at udvise respekt Det er jo helt normalt at man i den alder udskifter bekendtskaber da man jo selv selv forandre sig meget og det syns jeg ikke forældrene skal blande sig i medmindre det er yderst sat på spidsen nødvendigt da det jo også lær børnene at begå sig pænt og ordenligt socialt ude i den store verden :) Jeg syns selv at et at de sværeste steder at være forælder er at vide hvornår man skal blande sig og hvornår man skal lade være

Charlotte d. 17. skrev:

Problemet her er bare først og fremmest, at det er en øm 'byld', jeg prikker i, hvis jeg lægger alle kort på bordet - og det beder hun mig om at gøre. Jeg tænkte på, hvad jeg selv som mor ville ønske mig i hendes sted. I teorien ærlighed - i praksis tror jeg, jeg ville have lyst til at skyde budbringeren (grædende smiley efterlyses...)

Uh den er svær!! Man skal altid træde meget meget varsomt når man taler med (især) mødre om deres guldklumper. Så 'alle kort på bordet' er nok ikke nogen god strategi. Måske skulle du sidde på hænderne lidt, indtil det værste er overstået med Jeppe og C. Når så der forhåbentlig er kommet lidt mere ro på, så kan du jo godt tage en kop kaffe med hende og snakke lidt om hvad der er sket. Det er bare meget meget svært at sidde og sige 'C gør sådan og sådan og det irriterer de andre.' Det kan muligvis være en bedre strategi at sige 'Jeppe har det sådan nu, at han hellere vil.. end...' Der må jo være en grund til at det pludselig ikke er sjovt at være sammen med C længere og det kan jo også være at Jeppe har ændret sig med alderen og derfor ikke magter det udadfarende så meget mere.

Det lyder ikke som en hverken nem eller rar situation at være i... Jeg tror, at du skal skille de to ting ad: a) at din dreng ikke gider sin tidligere ven mere, og b) at den tidligere ven er en vildbasse. Tidligere har det jo, som du skriver, været en styrke i venskabet. Du er på ingen måde forpligtet til at give drengens mor en tibagemelding på, hvordan hans opførsel påvirker din dreng eller andre børn. Det eneste du opnår ved at hive alle detaljer op af posen er at du mister drengens mors fortrolighed, fordi hun bliver vred og såret og ked af det. Det lyder, som om du 'skylder' moren en snak - og den kan du sagtens give hende, helt uden dramatik. Fortæl, at det er helt normalt, at børn dropper venner, når de udvikler sig forskelligt, og tal indforstået med hende om, at jeres unger jo altid har været vidt forskellige, så venskabet har været lidt på trods. Fortæl, at din dreng jo er mere stille, og at selvom han har haft godt af det vilde i den anden dreng, så søger han nu mere det stille. Sig, at man ikke kan tvinge børn til at være venner, men at venskabet jo kan komme igen senere. Når drengens mor er alene med ham og ikke kender så meget til børn generelt, så er det måske lige netop den snak, hun kan bruge til noget. For ja, det brudte venskab hænger jo nok sammen med drengens problemer, men man kan godt tage komplekse problemer i mundfulde, hvor man ikke har både Adam og Eva med hver eneste gang.

La' dem klare det selv. Hvorfor trække noget ned over hovedet på din dreng, som han er totalt fyldt op af? Det er ikke dit lod at passe på og holde af. Det er dem, der er venner. Eller var. Det vil aldrig gå godt med tvang. Og dig ift. moderen; glem det. Hun vil have ærligthed - får hun det, bliver hun sur. Får hun det ikke, så bliver hun også sur. La' det ligge. Lad din dreng klare det selv. Og derved lære, at det er bare noget af det, som livets vej giver af bump. Og lad så børnene være børn selv og lad være med at forsøge at styre dem derhen, hvor de ikke vil, fordi voksnes øjne ser lidt længere.

Se det kan man kalde et dillemma... Min første indskydelse var at skrive, at du skal kalde en spade for en spade. Men det duskriver om moderens manglende evner/forståelse af et barns udvikling gør, at jeg ikke er sikker på du vil ramme rigtigt hvis du vælger at sige det som det er. Du kan istedet vælge at gøre det, at hvis hun spørger dig om hvorfor Jeppe ikke vil lege mere, så spørg hende om hvad hun tænker?? Og blive ved med at stille hv spørgsmål til det hun svarer, herved kommer hun selv frem til, hvad der er svaret....Forhåbentligt.. Jeg gør det tit med forældre i bhv der ikke forstår hvad det er der sker med deres børn, så bliver det dem selv der finder frem til svaret... Ved ikke om du kan bruge det, men det var mine tanker!!

Tak for mange svar. De giver stof til eftertanke. Jeg har helt klart svært ved at slippe kontrollen og lade dem finde ud af tingene selv - men det er jo også, fordi jeg holder så meget af både C og hans mor og så frygteligt nødigt vil, at de skal blive kede af det. Samtidig kan jeg godt se, at jeg ikke KAN kontrollere det, og at det kan gøre ondt værre, hvis jeg forsøger det. Det har været rigtigt svært for Jeppe at 'få lov' at kappe båndet til C. Storesøster Johanne er C´s barnepige og er helt vild med ham, og vi andre synes jo også, han er dejlig, så der har helt klart ligget nogle uformulerede forventninger til Jeppe om, at han fortsat skal være 'god ved ham' - underforstået: være hans gode ven. Derfor er det faktisk et sundhedstegn, at Jeppe markerer, at 'nok er nok' - han er nemlig en meget føjelig og tålmodig sjæl, som godt kan trænge til at lære at sige fra. Jeg afventer at høre fra moren - men puha, det bliver svært at finde en god måde at komme videre herfra på, når vi nu er blevet vant til at drikke rødvin sammen og hygge os, og hun helt afgjort vil have det svært med, at hendes søn er blevet 'valgt fra' af Jeppe - og dermed står MEGET alene i drengegruppen, i klassen, på skolen - i verden...