Som overskriften siger er jeg for tiden lidt rundt på gulvet og måske er det kærligheden som spøger... jeg ved det ikke helt.
Det er ikke så længe siden jeg er blevet alene, men dog længe siden at jeg følelsesmæssigt blev færdig med min ex.
For at sige det lige ud har min 'ungdomskæreste' spøgt længe i hukommenlsen. Vi var kærester i 3½ år og det er efterhånden 10 år siden vi gik fra hinanden. I den tid har vi så været gode venne og ringet sammen, selvom kontakten de sidste år har været mere sparsom, da vi begge var i nye forhold.
Jeg havde det dog underligt allerede under graviditeten, jeg havde det bare mærkeligt over at det ikke var ungdomskæresten som skulle være far til mit barn, den forestilleng havde jeg altid haft med mig.
Da det så begyndte at gå rigtigt skidt med faren til mit barn, tænkte jeg mere og mere på ungdomskæresten og savnede ham.
En dag fik jeg mig taget sammen til at ringe til ham og fortalt hvordan jeg havde det og det viste sig heldigvis at han følte det samme som mig.
Siden har vi set hinanden et par gange, det er i det hele taget lidt svært da han bor i et nabo land, men ønsker at flytte hjem til Dk igen. Jeg bliver glad når han ringen og vi snakker fantastisk sammen, jeg bliver ked af det hvis jeg nogle dage ikke hører fra ham og glæder mig når vi har aftalt at ses, og når vi så ses er det utroligt hyggeligt og vi snakker godt, men der har bare ikke været optakt til at vi fx. skulle kysse, jeg er egentlig ret sikker på at han har lyst, men har studset over at jeg ikke lige selv har været i stemning til det.
Kan det være fordi det har været et hårdt og følelseskold periode med min ex de sidste mange måneder så jeg simpelthen ikke er klar, eller er det fordi jeg ikke er stand til at få de følelser for ungdomskæresten efter så mange års vendskab, selvom jeg har det sådan at det ville være fantastisk at dele livet med ham og ville ønske vi kunne bruge mere tid sammen.
Er lidt rundt på gulvet! ....håber I kan hjælpe eller har nogle gode råd.
Anmeld
