De, der ikke lader sig affærdige med et 'Nej tak, jeg er ikke interesseret', irriterer mig da. På den anden side ved jeg jo godt, at de bare gør, som Jesus i følge deres bibellæsning har fortalt dem, de skal, og det har jeg svært ved at blive vred over. Jeg bryder mig ikke om deres måde at efterleve kristendommen på, men ofte er det enkelte vidne jo vokset op i en JV-familie og påvirket - indoktrineret - til at leve sådan.
Jeg synes, det er forfærdeligt synd, når JV-elever kommer med deres blade til mig og noget så gerne vil frelse mig. Jeg synes, det må være ganske frygteligt at gå rundt som barn og 'vide', at mennesker, man godt kan lide - klassekammerater, lærere m.v. - ikke skal med i Paradiset på den sidste dag, og jeg har også haft JV-elever, som har haft angstneuroser og grusomme forestillinger om pinsler i helvede osv.
Jeg har lige haft 9. klasse til eksamen i kristendomskundskab, og der var to JV-elever i den pågældende klasse. Den ene fik 12 - ud over, at han (naturligvis) havde en kolossal viden om kristendommen, så var han forbløffende nuanceret i sine betragtninger over det emne, han var oppe i. Den anden fik 7. Han kom konstant til at tale om valget mellem at gå ad den smalle sti eller den brede sti og var meget moraliserende og unuanceret, for vi mennesker kan jo 'bare' vælge at gøre det rigtige - og det er der så kun en definition på.
Anmeld