Anton var de første små 2 år af sit liv bestemt ikke begejstret for tandbørstning. Nogle gange gik det ok, andre gange græd han og nogle gange måtte vi bare opgive.
Men som tandlægen så rigtigt sagde: Selvom ens barn ikke kan lide at blive skiftet gør man det jo alligevel, for det er jo nødvendigt.
Så vi blev bedre til at gøre det en leg, - kildede ham mens han lå ned osv...
Men der skulle en mormor på banen før han virkeligt accepterede tandbørstningen. Med hende var der ingen protester, bare ren accept!!! Lille lort!
Herefter blev han bedre til at acceptere det derhjemme også, og nu er der ingen problemer.
Mormor har heldigvis erkendt, at grundlaget for god tandbørstning var lagt og der bare skulle en mormor til, som man ikke lige trodser ligeså meget som mor og far ;)
Så måske er det en bedstemor el. lign. der skal på banen?
Anmeld