Gravid - hvornår fortæller man det?

Vi er blevet klar til nummer to. Jeg har gået lidt og tænkt på hvornår man skal fortælle omverdenen at man er gravid? Første gang ventede vi til 11. uge - jeg har det ikke godt med at fortælle det hvis det så ikke bliver til noget alligevel. Der er jo risiko for at miste barnet i de første mange uger. Jeg har hørt at det hurtigere kan ses anden gang og hvis det passer går der ikke mange uger før det ikke er hemmeligt mere! Hvad er jeres råd eller erfaringer inden vi går i krig med 'projekt gravid'? :unsure:

Når det passer dig/jer at resten af verden skal vide det...

Er fuldstændig enig med lib1982.. Det er så forskelligt hvornår folk er klar til at dele det med resten af verden.. Og hvis det ikke bliver til noget, har nogen brug for at snakke om det, og andre har brug for bare at være sig selv.. Men vil da gerne fortælle mine erfaringer alligevel.. ;) Første gang turde vi ikke rigtigt tro på det, da det havde taget lang tid før det lykkedes - så da ventede vi til efter nakkefoldsscanningen i 12. uge. Anden gang fik folk det af vide næsten med det samme.. Men da vi så kom til scanning, var der ingenting - og jeg måtte have et udskrab. Og jeg synes det var RIGTIG træls at skulle fortælle at det ikke blev til noget alligevel.. Ikke at det skulle være hemmeligt - men var da rigtig ked af det - og havde nok ikke lige brug for at dele det med hele verden lige med det samme.. Så tredie gang ventede vi også til efter nakkefoldsscanningen.. Turde slet ikke tro på noget selv, så da scanningen bekræftede at der var noget, havde jeg også brug for at dele min glæde.. Og er sikker på at hvis vi skal have flere, vil vi nok også først dele det med verden efter scanningen.. Men det er da rigtigt at nogen har svært ved at skjule det.. Har en veninde der havde en lille mave på de hun var 7 uger henne.. Så der var ikke så meget tvivl der.. :laugh:

Jeg har været nødt til at sige det 4+ begge gange. Jeg har jo sukkersyge og skal rende til dit og dat. Så også arb har været med fra undfangelsen, så at sige ;) Og så er jeg typen, som gerne vil 'tale' om ting, så jeg ville have svært ved at skjule, hvis det var gået galt og så ingen vidste, hvad der var sket. Så hellere, at alle vidste det, så der var nogle at tale med. Desuden var min anden graviditet blæst op på voresborn.dk (det gamle og første) http://voresborn.dk/debat/debat-ordet-er-frit/26-skab-din-egen-graviditetstrad/14251-bibis-graviditetstrad så det var svært at være ukendt i den forbindelse :P

Jeg ringede til min mor og veninde så snart testen var positiv. Men resten af verden fik det først at vide efter mit arbejde var blevet indviet, i ca uge 6. Jeg var dødssyg (som influenza) fra uge tre, og så begynder folk at spørge og hviske i krogene, så måtte hellere gå til bekendelse, i stedet for teorier om spiseforstyrrelser, mavesygdomme, indlæggelser etc. Min egen teori er at det er godt nok at familien og nære venner ved det tidligt, også hvis man bliver skuffet. Så har de lidt mere forståelse for at ens følelser kan sidde udenpå tøjet, og kan faktisk være behjælpelige, hvis man nu en nat bare har brug for at ringe og tude ud.

Tak for jeres svar. Ja, det er bedst at fortælle det når man er klar - personligt vil jeg helst vente til nakkefoldsskanning og det gik da også fint sidste gang (det var før maven blev rigtig stor) :cheer: Så det håber jeg også på næste gang. Flere af jer siger det er godt at have nogle at tale med hvis det ikke skulle blive til noget alligevel. Det er der måske noget om, men jeg vil nu helst have det for mig selv og manden - men det kan jo være det blir anderledes hvis jeg skulle stå i situationen. Det virker måske lidt mærkeligt allerede at tænke i de her baner - men tænker meget over det så jeg er klar når nu vi snart 'forhåbentlig' har en positiv test i hånden. Hører gerne andres historier også. :)

Tror heller ikke at der er en 'gylden regel' Vi er jo heldigvis forskelligt indrettede, og behov for at dele sin graviditet med familie, venner, arbejdskolleger osv. er vel forskellig fra person til person ... Den første gang ville jeg have foretrukket at vente, da jeg var så usikker på det hele, og graviditeten egentlig kom som en overraskelse (læs: det gik bare så sindssygt stærkt), så jeg skulle bruge lidt tid på selv at vænne mig til tanken. Det var ikke så meget fordi jeg var bange for at miste barnet og så skulle forholde mig til alle dem som i givet fald ville vide det, det var mere at jeg var fuldstændig rundt på gulvet, havde stort set kun spist den sidste p-pille, da der var 'bid', og det havde jeg nok ikke lige regnet med. Men nu var det sådan at jeg fysisk havde det af pommern til. Kvalme og opkast i lange baner. På arbejde måtte jeg gå fra møder direkte ud og kaste op, og sad og hang og var slet ikke mig selv, så jeg følte jeg mig lidt presset til at komme ud med det, før folk begyndte at undre sig på mit arbejde. Den anden gang var slet ikke planlagt. Jeg stod og kiggede mig selv i spejlet en morgen, var uendelig træt og tænkte at 'skulle jeg forresten ikke have haft menstruation for et par uger siden'. Jeg havde en graviditets test liggende i skabet fra første gang og tog den mens jeg tænkte at jeg bare skulle have bekræftet at jeg da i hvert fald ikke var gravid. Det var jeg imidlertid, og da jeg stod med testen i hånden var det eneste jeg kunne sige 'fuck, det er bare løgn'. Min mand kom ud på badeværelset og fandt mig med testen i hånden. Han blev lidt chokket, var jo slet ikke forberedt. Med til historien hører at jeg lige var blevet forfremmet på arbejde og havde i den forbindelse sagt til min chef at jeg ikke skulle have flere børn lige her og nu. Derfor min reaktion tror jeg. Jeg kunne ikke lige overskue det. Idag er jeg superglad for at det skete på den måde, for jeg er ikke sikker på at jeg bevidst havde taget beslutningen om endnu en graviditet - ikke efter den første omgang, som var rigtig slem rent fysisk. Nå, men også denne gang sagde jeg det ret hurtigt til min omgangskreds, selvom jeg gerne havde ventet lidt, fordi jeg også i denne graviditet fik det rigtig skidt med kvalme og endnu mere opkast, og så fordi jeg var nødt til at få tingene på det rene med min chef. Han reagerede som jeg havde frygtet, blev frygtelig vred og truede med at trække forfremmelsen tilbage. Så blev jeg til gengæld gal i skralden og måtte fortælle ham at det kunne han ikke ... Hele den situation med min chef tog hårdt på kræfterne og bidrog ikke til en lettere graviditet. Så altså - én ting er hvordan man vil foretrække at gøre det i teorien og noget andet er omstændigheder der gør at man vælger anderledes ...

Første gang var jeg kun 17 år og fortalte det kun til mine forældre, min bror og min allernærmeste veninde. Mine forældre fortalte der så til min søster (som er 10 år ældre end mig) og hun valgt så at lade være at snakke til mig de næste 4 måneder. Mine andre venner fik det at vide en dag min søster kom ind på mit værelse og råbte og skreg at jeg var totalt uansvarlig og at hun skulle have børn først. Med nummer to testede jeg positiv lørdag (dagen efter mens var udeblevet) og mandag kiggede en af mine kolleger på min mave og spurgte om jeg var gravid! Jeg benægtede, men fortalte arbejdet det 2 uger senere da jeg kastede op konstant. 3. gang fortalte jeg det også hurtigt på arbejdet, da jeg skulle have fri til at få lavet fostervandsprøve. Familie og venner har fået besked med det samme de to sidste gange.