Kvinder er hinandens værste fjender. Eller hvad?

Hvad mener i om dette udsagn? Ind imellem når jeg kommer hjem fra mødregruppe, så har jeg det lidt skidt med mig selv - fordi jeg f.eks. gør nogle ting anderledes end alle de andre - og fordi de andre ikke er sene til at sige, at det ville de ALDRIG gøre. Heldigvis er det hyggeligt og rart det meste af tiden, men nogle gange synes jeg ikke at vi kvinder er så rummelige....

Jeg giver dig ret. Den første mødregruppe jeg var i, var fin. Den anden var ikke lige mig. For meget snak om hvad de ALDRIG ville gøre og for mange overskudsagtige hjemmebagte speltboller og ikke meget plads til at lufte tvivl og usikkerhed. Jeg kender heldigvis masser af kvinder der gerne under hinanden det godt og ser forskelligheder som en god ting, men det andet findes jo desværre også...

Hmm.. Fjender, tror jeg ikke - men konkurrenter... Altså ikke blandt ens allernærmeste veninder - det er jo det, der gør dem til de allernærmeste.. Af samme årsag var det nok for mig med mødregruppe første gang.. Da vi var færdige med, at genfortælle fødslen, for ved ikke hvilken gang, var det som om, at det gik over i at konkurrere om, hvem der bagte de mest perfekte bolle - hvor meget spændende pålæg man kunne 'præstere', og hvor perfekt alting i øvrigt var.. Det virkede som om, at det kun var lille mig, der ikke kunnne finde ud af at amme, mit barn var den eneste med rød numse - og jeg var åbenbart også den eneste, der ikke fik sovet nok :dry: Det gad jeg kun at udsætte mig selv for 'en gang - måske havde de andre bare nemmere børn, og måske var jeg den eneste, der ikke havde helt styr på det hele?? Ved det ikke, men der findes heldigvis også de mødregrupper, der holder sammen år efter år - tror det er et spørgsmål om, hvem man kommer i gruppe med...

Kvinder er ikke fjender, men som MAMMAR. siger, konkurrenter. Intet andet, intet mindre. Og når først man har fået barn, så handler maaaaange måneder og år om at have #1 barn til alt og i alt. Ingen tvivl - og et tabu, som omtales konstant (kan et tabu det?) Mænd er lige sådan. Bare på andre områder. Så bestemt tror jeg, at det er helt normalt og handler om, at man måske bare skal tro mere på sig selv og sige 'Jeg er ikke alene eller den eneste med det problem' :)

Øv, jeg synes det er lidt forstemmende, at udsagnet mere eller mindre bliver bekræftet. Måske har jeg bare været heldig med min mødregruppe, for der har altså ikke været præstationsræs. Tværtimod har der - hvad jeg et eller andet sted også er imponeret over - været åbenhed fra dag 1, hvad enten det har drejet sig om hæmorideproblemer, bekymring om barnets udvikling, familiære kriser eller søvnproblemer, osv. osv. Så det kan altså godt lade sig gøre at havne i godt kvindeligt selskab ;) Husk Madeleine Albright's kloge ord: 'There's a special place in Hell for women that don't help each other!' :)

De mest usikre kvinder er dem, der har mest tralvt med at kommentere på hvordan andre gør det. Kig på dit barn. Trives hun, så er det sikkert fint, sådan som du gør det. ;)

Hvor jeg kender det. Min første mødregruppen var helt afgjort sådan - hvis barn kunne først kravle, gå osv. Nummer to mødregruppe var faktisk lidt omvendt - her gik det meget ud på hvem der havde det hårdest. Her meldte jeg mig ud. Det gad jeg altså ikke høre på. Det var specielt en der satte gang i det. Hun var førstegangsfødende, 36 år, med mand der var hjemme de 3 første måneder, orden i økonomi og boligforhold. Jeg havde selv prøvet at blive mor som 18-årig og være alene med min søn, uden egen bolig og på kontanthjælp. Samtidig med en meget stor usikkerhed omkring om jeg fik en uddannelse, hvor jeg skulle bo osv. Jeg klarede det og nød det, så jeg kunne ikke helt sætte mig ind i at hun havde det så slemt (og hvis det var så slemt skulle hun måske have ladet være med at få barn :lol: ). Jeg er nu begyndt at se en af de andre lidt, da hun også er på barsel igen nu. Nummer tre mødregruppe var der desværre et par stykker som mente at de var for gode til os andre fordi de havde højere uddannelser, så de meldte sig ud. Jeg ser så stadig den ene og har det rigtig hyggeligt med hende. Jeg må sige at jeg desværre oplever flere mødregrupper der går i opløsning end nogle der fungerer. Det er jo rigtig ærgerligt. Jeg havde selv glædet mig meget - specielt 2. og 3. gang.

Ps. Er sikker på at du gør det godt. Du lyder ret fornuftig. Og husk at det du gør skal fungere for dig og din familie - ikke for de andre i mødregruppen.

Spunk; mener du ikke kvinder generelt? Eller er det kun i mødregruppen?

Jeg mente egentlig kvinder generelt. Kom bare til at tænke på det, fordi jeg nogle gange er gået hjem fra mødregruppen og har følt mig lidt ked - på egne eller andres vegne fordi det lidt bliver peget fingre.