At hjælpe sin partner

... er noget vi ikke er så gode til her i ægteskabet. Vi - jeg - har haft nogle kriser med depression og stress og det er egentlig ikke noget vi har talt eller taler meget om. Jeg har på egen hånd søgt lægehjælp og er kommet ud på den anden side begge gange. Men nu er det min mand, jeg er bekymret for. Han sover hele tiden (og er vist nok vågen om natten). I denne uge har han sovet til kl 11 hver dag og idag var klokken 12.30 da han vågnede. Jeg havde været hos veninde med børnene og gik lige i kiosken da vi kom hjem. Ungerne gik op og da jeg kom op 10 minutter senere stod de foran vores dør fordi der var låst og ingen åbnede når de ringede på. Da var kl 12.30 og farmand lå og sov og vågnede ikke ved dørklokken. I starten var jeg irriteret, så var jeg pissesur og nu er jeg faktisk lidt bekymret. Han sover også gerne om eftermiddagen, så det er ikke meget vi ser til ham. Jeg tror måske en depression er under opsejling. Hvad pokker gør jeg? Jeg har sagt at jeg er bekymret, at jeg synes det går ud over vores familieliv og at jeg synes han skal se en læge, men jeg kan jo ikke tvinge ham afsted....

Det er lige det; du kan ikke tvinge ham. Det vigtigste er nok at få ham drejet hen mod, at du prøver at forstå, hvad han er igennem. Drejer ham hen mod en tur til lægen. Men ikke tvinger ham. MÆnd føler jo anderledes, og reagerer anderledes, end os kvinder. Jeg synes dog i stedet, at han lyder til at kunne være syg fysisk. Kan det være en mulighed? Det starter jo garanteret ved, at han ikke er vågen om natten. Er han oppe-vågen? Eller ligger han bare i mørket og glor?

Han er oppe-vågen. Sidder og spiller computerspil til langt ud på natten. Så på dem måde er det jo klart at han er træt om dagen. Men så tænker jeg - hvorfor? Jeg kan sagtens forstå trangen til at spille eller se fjernsyn eller læse hele natten, men hver nat? Når han sover hele dagen og slet ikke er en del af familielivet? Han gør det fra tid til anden, det der med at leve det meste af sit liv om natten, men han har det klart bedre når han har en normal døgnrytme. Som da vi var på orlov og stod op ved 8 tiden hver dag og gik i seng ved midnat. Han sagde selv, at han var glad for det og han var meget mere udadvendt end normalt. Når han er træt hele dagen er han indadvendt og fraværende. Det er derfor jeg tror det er noget psykisk - at det er nemmere at være vågen om natten og forsvinde ind i computerspil end at følge normal døgnrytme og hverdagens krav. Et depressionstegn er jo også øget søvnbehov og jeg synes det er vildt at hans dage nogle gange er 6-7 timer lange før han går i seng igen. Vil bare nødigt sætte ham stolen for døren og være sur, hvis der faktisk er noget mere alvorligt på færde. Men jeg kan altså heller ikke holde den her form for (ikke-)samvær ud...

For mig lyder det som om, at et eller andet er galt - hvad det er, er det måske ham (eller slet ingen som ved?!?!) Det er rigtig rigtig svært at begynde at tale sammen om sådanne ting, især hvis man ikke er vant til det, MEN umiddelbart synes jeg ikke det lyder som om, at der er anden udvej end at tale med ham... Prøv at være undersøgende på hvad der gør han sover så meget, hvordan det kan være han pludselig har behov for at være så meget oppe om natten + ved en computer?? Det vigtigste er, ikke at 'kaste med mudder', ikke være anklagende, men virkelig nysgerrig - også selvom det måske er pisse irriterende, men spørg spørg spørg, lad være at formode noget, er der noget i hans forklaring du undrer dig over, så sig det til ham, evt. fortæl ham hvordan du tror det er, eller hvordan du forstår det, men uden at 'give' ham svarerne.. Kort og godt: spørg og hold K.... så bolden ligger hos ham! Lyder jo på ingen måde optimalt, hverken i forhold til jeres parforhold eller familieliv!

Jamen det prøvede jeg så igår. Mig: hvordan har du det? Han: Det vil jeg ikke tale om. Mig: Det bliver du nødt til. Jeg er bekymret for dig. Han: Ja, men ikke nu. Og så satte han sig med ryggen til foran computeren. Da jeg gik i seng kom han ind og sagde godnat og åbnede lidt op. Sagde at han var så trist og at han godt vidste hvorfor, men at han ikke ville tale om det. Jeg sagde at jeg var ked af at han havde det så skidt og at jeg også synes det går ud over familielivet og at jeg synes han skal have hjælp. Og så var jeg - og han - stille længe. Og så gik han... Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Jeg skælder ikke ud og jeg prøver at lytte og hjælpe men han vil ikke tale med mig. Her til morgen var han så smilende og 'glad' og alt var fint... men den køber jeg altså ikke. Jeg er helt ulykkelig - jeg vil bare så gerne hjælpe eller have at han hjælper sig selv. Kan slet ikke have at han kæmper med dæmoner som han ikke vil fortælle mig om

Jeg synes jo, at du har krav på at vide, hvorfor han er indelukket. Især når han har tilkendegivet, at der er noget, men bare ikke vil ud med det. Det der er barnagtigt. 'Jeg ved noget du ikke ved'. Det kunne jo lige så godt være noget, som indbefattede dig. Noget du gjorde, som irriterede ham, men som du ikke kan gøre noget ved, når du ikke ved det. Nu ville jeg sætte stolen for døren og kræve svar. Han har sagt, ja der er noget galt - og det er ikke det. Han skal sige hvad det er. Og du skal kræve. Og det skal være nu, for måske er der ikke noget i morgen. Eller noget næste måned. Eller noget næste år. Og jeg mener ikke noget, som at det forsvinder, men at der ikke er noget der hedder jer to i morgen, næste måned, næste år, fordi han er så egoistisk. Tro på dig selv og få ham til at tale. Det går også ud over dig og din familie.

Det lyder da som noget skidt for jeres lille familie. Der kan jo være mange grunde til, at din mand opfører sig som han gør. Min første indskydelse var, at han måske har udviklet en afhængighed af computerspil, eller måske bare netsurfing. Men hvis du tror, at det er en depression, så er du nok mere rigtigt på den - du kender ham, og du kender også symptomerne. Du må sætte ham stolen for døren, det er jeg enig i. Du kan jo evt. bruge din egen erfaring til at argumentere for hvorfor man ikke skal gå og tumle med det selv. Jeg kan da godt forestille mig, at han synes at han selv skal klare ærterne - sådan har jeg det nemlig selv.