Hvor pænt taler du til andres børn?

Til morgen skulle børnene udklædte afsted til fastelavn i børnehave og 0. klasse :) I børnehaven bliver min datter som noget af det første mødt med en kommentar om, at hendes hekseudklædning faktisk kun passer til Halloween :angry: ... og i børnehaven får min 3-årige fra sin bedste ven at vide, at han kun må være med i leget, hvis han tager sin udklædning af. Vennen gad som den eneste ikke at være klædt ud, så det forårsagede lidt tårer hos min dreng og en diskussion om, at han skulle beholde sin dragt på alligevel :( Hvor diplomatiske og pædagogiske er I overfor andre børn, når sådan noget sker? Jeg kan (i denne lille lukkede kreds ;) ) afsløre, at jeg typisk hellere forsvarer mine børn, snarere end at leve helt op til alverdens pædagogiske idealer :S

Hver ting til sin tid :) Jeg syns det er vigtigt at børnene lærer at være en god kammerat og er der er visse kommentare man holder for sig Jeg er diplomatisk og pædagogisk til en vis grænse, men det er da bestemt sket at der er børn som har overtrådt både mine børns grænse og jeg så er trådt i forsvar verbalt Jeg bryder mig ikke om at irettesætte på andres børn om hvordan man opfører sig, men til tider kan det jo det desværre være nødvendigt Min gisning er at Laissez-faire opdragelsen er på mode igen

Jeg synes også det er vigtigt at børn lærer at være en god kammerat - men det gælder sørme da også andre børn end mit eget!! Jeg havde helt sikkert forsvaret min datter, hvis nogen kom med den kommentar. Jeg havde nok sagt noget i retning af 'Det er da noget mærkeligt noget at sige. Man kan da være klædt ud som lige hvad man vil til fastelavn - det er der da ikke regler for'. Med den der knægt i børnehaven havde jeg nok også sagt at 'Det må han selv bestemme. Hvis han vil have sin udklædning på, så har han det' Jeg taler ikke 'grimt' til andre børn (eller mine egne) men jeg taler lige ud af posen. Jeg fortæller dem hvis jeg synes de siger noget der er sårende eller grimt eller på anden måde opfører sig grimt overfor andre (især mine egne poder naturligvis :-) ) De har jo ikke lært det af egne forældre, tilsyneladende, og så må andre jo træde til.

kongster skrev:

Jeg taler ikke 'grimt' til andre børn (eller mine egne) men jeg taler lige ud af posen. Jeg fortæller dem hvis jeg synes de siger noget der er sårende eller grimt eller på anden måde opfører sig grimt overfor andre (især mine egne poder naturligvis :-) ) De har jo ikke lært det af egne forældre, tilsyneladende, og så må andre jo træde til.

Lige præcis :)

Det er også lidt sådan jeg tænker.. Jeg har i hvert fald meget svært ved ikke at sige noget, når jeg hører børn der sårer andre børn. Forsøger selvfølgelig at være 'diplomatisk og pædagogisk', men det kan da glippe ind i mellem :blush: Måske er jeg også lidt 'miljø-skadet'... Har arbejdet i børnehave i mange år, og der er det jo klart en del af mit arbejde at lære børnene hvordan man snakker til hinanden. Men jeg har også i mange år været spejderleder for 10-16 årige, og de kan altså være rigtig grumme... Men jeg må da også indrømme, at jeg sommetider kan tage min egen søn (på snart 4) i at være knap så rar over for kammeraterne i børnehaven. :angry: Og jeg mener da, at jeg har gjort en indsats for at lære ham hvordan man er over for andre..

Naaaaarj HADER Laizzes-faire.... Jeg kan godt finde på at skælde ud, men så skal jeg helst kende børnene for mere end et visit, uanset hvor fra. Jeg kan godt finde på at bede fremmede børn i brugsen om at opføre sig pænt, fordi det er det mest respektable at gøre, og når mor og far åbenbart lader dem gå i den modsatte ende af hvor de selv befinder sig, så må jeg jo bede dem lade være at spille bold i butikken, når deres forældre ikke selv gider... Men altså jeg prøver at tale pænt.. jeg prøver også at læse barnet først, om det er nødvendigt at være meget bestemt med det samme, hvis ikke, så taler jeg pænt. og virker de lidt åndssvage de her unger, så skruer jeg sgu bissen på da. Lige sådan i vores familie. Når vi er til tam tam, opdrager alle på alles. Den der er nærmest er den der irettesætter...

Jeg irettesætter da andres børn, hvis jeg hører dem sige noget grimt til mine egne eller andre unger, men jeg mener faktisk, at jeg taler pænt til dem. Jeg synes slet ikke, det er nødvendigt at blive grov i mælet - alene dét, at en 'fremmed' voksen kommenterer deres opførsel, plejer at gøre indtryk. Jeg ved ikke, om det er laissez-faire, der er 'på mode'. Jeg tror egentlig ikke, nogen forældre bevidst blæser på, hvordan deres unger opfører sig, eller at de tror, ungerne er helt igennem selvforvaltende. Det handler mere om - tror jeg - at vi forældre er blevet så vant til at tale og tale og tale med vores børn, lytte til deres synspunkter og opfattelser og tage dem meget alvorligt, at vi ikke vil 'dømme dem', før vi har hørt hele historien. Altså - hvis jeg hører, at mit barn har sagt noget grimt, så markerer jeg selvfølgelig, at det vil jeg ikke ha´ - men jeg spørger også, hvad der gik forud, i den forhåbning, at han blev provokeret til det. I 'gamle dage' var der måske ikke så meget snak - ikke så meget 'der er altid to sider af sagen' - men mere 'Sådan taler man ikke, FÆRDIG!' Og det var sikkert urimeligt nogle gange - men indimellem tror jeg, børn i dag ville have godt af et 'Case closed'. Som lærer ser jeg i hvert fald grumme eksempler på, at forældre placerer 'aben' et andet sted og helt glemmer deres eget barns andel i en konflikt eller problemsituation. Når Stine fra 8. ryger på skolens område og pjækker fra idræt, ender det ikke med, at lærerne kontakter hendes far, og han tager en alvorlig snak med hende. Nej, farmand ringer til skolelederen og gør det til et problem, at lærerne ikke konfiskerer Stines smøger, og at idrætsundervisningen er for ensformig - osv. Så ender det i en konflikt mellem skolelederen og Stines far - mens Stine fortsætter som hidtil, fordi fokus helt forsvandt fra hendes adfærd. Vi forhandler og curler og forstår vores unger halvt ihjel nogle gange - tror jeg. Så kommentaren om Halloween-kostumet skyldes givetvis, at webbies datter for tre uger siden sagde noget dumt til den anden pige... for HUN ville aldrig sige sådan uden grund. Osv. osv.

Charlotte d. 17. skrev:

Jeg ved ikke, om det er laissez-faire, der er 'på mode'. Jeg tror egentlig ikke, nogen forældre bevidst blæser på, hvordan deres unger opfører sig, eller at de tror, ungerne er helt igennem selvforvaltende. Det handler mere om - tror jeg - at vi forældre er blevet så vant til at tale og tale og tale med vores børn, lytte til deres synspunkter og opfattelser og tage dem meget alvorligt, at vi ikke vil 'dømme dem', før vi har hørt hele historien. Altså - hvis jeg hører, at mit barn har sagt noget grimt, så markerer jeg selvfølgelig, at det vil jeg ikke ha´ - men jeg spørger også, hvad der gik forud, i den forhåbning, at han blev provokeret til det. I 'gamle dage' var der måske ikke så meget snak - ikke så meget 'der er altid to sider af sagen' - men mere 'Sådan taler man ikke, FÆRDIG!' Og det var sikkert urimeligt nogle gange - men indimellem tror jeg, børn i dag ville have godt af et 'Case closed'. Som lærer ser jeg i hvert fald grumme eksempler på, at forældre placerer 'aben' et andet sted og helt glemmer deres eget barns andel i en konflikt eller problemsituation. Når Stine fra 8. ryger på skolens område og pjækker fra idræt, ender det ikke med, at lærerne kontakter hendes far, og han tager en alvorlig snak med hende. Nej, farmand ringer til skolelederen og gør det til et problem, at lærerne ikke konfiskerer Stines smøger, og at idrætsundervisningen er for ensformig - osv. Så ender det i en konflikt mellem skolelederen og Stines far - mens Stine fortsætter som hidtil, fordi fokus helt forsvandt fra hendes adfærd. Vi forhandler og curler og forstår vores unger halvt ihjel nogle gange - tror jeg. Så kommentaren om Halloween-kostumet skyldes givetvis, at webbies datter for tre uger siden sagde noget dumt til den anden pige... for HUN ville aldrig sige sådan uden grund. Osv. osv.

Og det er nøjagtigt det jeg mener med laissez-faire, denne opdragelses form har jo også taget et moderne spin og jeg mener det er nøjagtig det du gir eksempel på der Hvorvidt det så er bevist gjort eller ej skal jeg ikke kunne sige Men jeg mener efterhånden al den 'forhandling' jeg oplever forældre 'laver' med deres børn er så langt ude , at der glemmes at de er børn og ikke skal delagtigtgøres i voksen ansvar

:cheer: Jeg kan rigtig godt lide Charlotte d. 17s syn på sagen, jeg er helt enig i de betragtninger hun kommer med. Hvad jeg selv ville have gjort, hmmm (har større børn nu) men jeg ville nok mht heksekostumet have sagt noget i retning af : Til fastelavn er der ingen regler for hvad man må klæde sig ud som og X ville være heks. Det med at mit barn for at være med i legen skulle tage kostumet af, der ville jeg gøre ligesom Kongster. :lol: ganske praktisk at have nogle debattører man kan abe efter :silly: Hvis vi ser bort fra fastelavnstemaet, så er emnet om hvordan vi taler med og til andres børn rigtig godt.

Jeg spørger ind til årsagen hos børnene, men jeg begynder ikke at skælde ud og blamere mit barn. Der kan jo ligge noget forhåndsviden, som vi ikke kender til, fordi vi kun lige får et øjebliksbillede af situationen. Man skal jo huske på, at man som forældre i den grad er et forbillede, når man står der i farten og vil prøve at løse et problem. Det er vigtigt, at man håndterer situationen på en ordentlig måde, så ens barn næste gang kan klare situationen på egen hånd.