Jeg irettesætter da andres børn, hvis jeg hører dem sige noget grimt til mine egne eller andre unger, men jeg mener faktisk, at jeg taler pænt til dem. Jeg synes slet ikke, det er nødvendigt at blive grov i mælet - alene dét, at en 'fremmed' voksen kommenterer deres opførsel, plejer at gøre indtryk.
Jeg ved ikke, om det er laissez-faire, der er 'på mode'. Jeg tror egentlig ikke, nogen forældre bevidst blæser på, hvordan deres unger opfører sig, eller at de tror, ungerne er helt igennem selvforvaltende. Det handler mere om - tror jeg - at vi forældre er blevet så vant til at tale og tale og tale med vores børn, lytte til deres synspunkter og opfattelser og tage dem meget alvorligt, at vi ikke vil 'dømme dem', før vi har hørt hele historien. Altså - hvis jeg hører, at mit barn har sagt noget grimt, så markerer jeg selvfølgelig, at det vil jeg ikke ha´ - men jeg spørger også, hvad der gik forud, i den forhåbning, at han blev provokeret til det. I 'gamle dage' var der måske ikke så meget snak - ikke så meget 'der er altid to sider af sagen' - men mere 'Sådan taler man ikke, FÆRDIG!' Og det var sikkert urimeligt nogle gange - men indimellem tror jeg, børn i dag ville have godt af et 'Case closed'.
Som lærer ser jeg i hvert fald grumme eksempler på, at forældre placerer 'aben' et andet sted og helt glemmer deres eget barns andel i en konflikt eller problemsituation. Når Stine fra 8. ryger på skolens område og pjækker fra idræt, ender det ikke med, at lærerne kontakter hendes far, og han tager en alvorlig snak med hende. Nej, farmand ringer til skolelederen og gør det til et problem, at lærerne ikke konfiskerer Stines smøger, og at idrætsundervisningen er for ensformig - osv. Så ender det i en konflikt mellem skolelederen og Stines far - mens Stine fortsætter som hidtil, fordi fokus helt forsvandt fra hendes adfærd.
Vi forhandler og curler og forstår vores unger halvt ihjel nogle gange - tror jeg. Så kommentaren om Halloween-kostumet skyldes givetvis, at webbies datter for tre uger siden sagde noget dumt til den anden pige... for HUN ville aldrig sige sådan uden grund. Osv. osv.
Anmeld