Har det svært med mine forældre

Kort fortalt har mit forhold til mine forældre aldrig været særlig godt. De har ikke ligefrem givet mig den barndom ethvert barn har krav på, og jeg har oplevet mange svære ting som stadig giver mig problemer den dag i dag.
Det meste af mit voksenliv, inden jeg fik børn, har jeg slet ikke haft kontakt til mine forældre, og først da min datter var et år og jeg var blevet 24 begyndte vi så småt at tale sammen igen, og de ser deres første barnebarn for første gang. Lige fra hun blev født havde jeg jævnligt sendt mine forældre billeder af hende, så de kunne følge hendes opvækst. Så det var mig selv der opfordrede til at vi skulle ses igen.

Jeg kan ikke enes med min far, så ham ser jeg ikke mere, kun min mor kommer jævnligt på besøg (jeg bor i Aalborg, mine forældre bor i Odense). Jeg har jævnligt samtale med en psykolog for at bearbejde de ting der er sket i min opvækst... og jo mere jeg får snakket om det, jo sværere får jeg ved at se min mor. Jeg har så meget lyst til at spørge hende hvorfor hun aldrig har været der for mig. Hvorfor hun altid har været ligeglad med hvordan jeg havde det. Min far er direkte ondskabsfuld og jeg har det fint med ikke at se ham mere. Men det piner mig at min mor aldrig har beskyttet mig imod ham

Jeg prøver at sige til mig selv at jeg skal glemme det, og bare glæde mig over at mine børn er glade for deres mormor, og hun er også en rigtig god mormor for dem. Men det bliver bare sværere og sværere at lade som ingenting. Havde jeg ikke haft børn ville jeg have konfronteret hende med mine oplevelser som barn, og været ligeglad med at vi mistede kontakten. Men jeg skal jo tænke på mine børn... mit egoistiske behov skal ikke være skyld i at de mister kontakten med deres mormor.

Åh, hvor jeg synes det er svært...

Hvis der er nogen der har oplevet noget lignende vil jeg meget gerne høre hvordan I har tacklet det.
Og undskyld det lange indlæg...


 

Ikke i så slem grad som dig, det var faktisk værst for min søster...

Men han var hård ved os alle inkl. mor da vi var børn, så hun gjorde hvad hun kunne for at beskytte os men fik selv høvl.

Jeg flyttede da jeg var 16 inden alle teenageproblemmerne, og min mor har siden udtalt at det var godt for ellers var det nok ikke blevet så godt som det er nu. For idag er det fantastisk.

Min søster har det hårdt med min far og jeg snakker slet ikke med min søster - det er der den er endt for os.

Men hvad du lige gør ved dit??? Har jeg ingen bud på, ville bare lige sige du er ikke den eneste

Hvis jeg var dig ville jeg tage en snak med min mor... forældre har ofte et andet syn på forskellige episoder end man har som barn, og der kan være nogle ting du ikke ved...

Dermed ikke sagt at din mor er uskyldig eller noget.. Men du er hendes barn og du har krav på et svar. Du skal bare overveje tingene meget grundigt. Vil du i virkeligheden have et svar eller bare have lov til at anklage hende? Hvis det er det sidste, skal du nok ikke regne med at kunne holde kontakten.

Har du overvejet at invitere hende med til din psykolog? Så I kan få snakket ud under "ordnede forhold"?

Uanset hvad kan du ikke blive ved med at leve med tingene, og jeg synes faktisk ikke det er selvisk at du gerne vil snakke tingene igennem med din mor - og hvis det betyder at I ikke ses mere, så må det være sådan. Det er klart i din datters bedste interesse at have en mor der har det godt - så må en mormor være ekstra pynt, hvis I kan få det til at fungere. 

du skal jo ikke bare glemme det, og det tror jeg heller ikke på du kan. når du går hos psykolog, så skulle han/hun gerne hjælpe dig med, at få tingene til at falde på plads indeni dig selv. det betyder ikke, at man skal tilgive de ting der er blevet gjort mod en, men at man skal finde ud af at leve videre på trods af dem - og uden at de fylder hverdagen.

Jeg har selv haft rigtige store problemer med min mor pga alt muligt i min barndom. mine forældre er skilt og jeg har (naturligvis) ikke noget forhold til min far idag. i mange mange år - og stadigvæk - var jeg vred på min mor over hendes lukkede øjne og bortvendte ansigt gennem min barndom, og da jeg helt havde opgivet at hun nogensinde ville forstå, at hun også bar en del af skylden for hvad der skete, brød hun pludselig en dag grædende sammen overfor mig og sagde undkyld. VILDT! og det forløste noget indeni mig, men jeg er stadig vred, for jeg var stadig et barn der blev gjort fortræd - også selvom det ikke var hendes mening. og jeg vil aldrig aldrig tilgive!!

det er DRØN svært at konfrontere sin mor med ens barndom, men jeg håber alligevel, at du på en stille og rolig måde kan fortælle hende et par ting og spørge om nogle ting. jeg kan godt forstå du tænker på dine børn og deres forhold til deres mormor, men jeg tænker selv sådan, at hvis min mor kunne svigte mig, så kan hun også svigte mine evt. børn, og derfor må jeg sætte klare grænser for netop at beskytte dem og tænke på dem (på en måde som vores mødre ikke var i stand til for os).
Men vigtigst af alt er det trods alt, at du finder ud af at få lagt tingene på plads inde i dig selv, så de ikke vælter rundt og gør dig ked af det - for desværre er det ikke ret tit at forældre kan finde ud af at sige undskyld! (jeg tror at vi, i det øjeblik vi bliver forældre selv, godt kan forberede os på, at der vil komme nogle voksne børn en dag og bede om en undskyldning, vi skal bare huske på, om vi skal sige undskyld for store eller små ting).

..

Kære Rikke..

Hvor er det trist at du ikke har haft en god opvækst...det burde alle børn have.

Jeg tænker lidt at det da er trist hvis ikke de ser din mor, men det er da endnu værre for dem at have en mor som ikke helt igennem har det godt, Hvis du har brug for at konfrontere din mor, så er det det du har brug for. Og så tror jeg faktisk på at det også gavner dine børn og gavner dem langt mere end det skader ikke at have en mormor.

Jeg tror, hvis det var mig, at jeg ville skrive et brev..ikke anklagende men ud fra hvad du har følt og føler. Så kan hun læse det, tænke over det...og så kan hun give respons hvis hun ønsker og ellers lade være. Men du har fået det ud af dit system og det synes jeg virkelig du skal. Der er ikke noget som negative tanker og uforløste bekymringer der kan ødelægge en.

Jeg taler ikke ud fra erfaring...det er bare lige mine tanker...håber lige meget hvad det bedste for dig og dine børn..

Stort kram..
Eva

Tusind tak for jeres svar... de varmede

Jeg kan godt se jeg bliver nødt til at konfrontere min mor på et tidspunkt... det er bare lige hvordan jeg gør det
I min familie snakker vi ikke rigtig om tingene, så det bliver lidt svært, for os begge. Min jeg bliver nødt til at tænke på hvad jeg har brug for... det er slut med at tage hensyn til alle andre

Rikke skriver:

Kort fortalt har mit forhold til mine forældre aldrig været særlig godt. De har ikke ligefrem givet mig den barndom ethvert barn har krav på, og jeg har oplevet mange svære ting som stadig giver mig problemer den dag i dag.
Det meste af mit voksenliv, inden jeg fik børn, har jeg slet ikke haft kontakt til mine forældre, og først da min datter var et år og jeg var blevet 24 begyndte vi så småt at tale sammen igen, og de ser deres første barnebarn for første gang. Lige fra hun blev født havde jeg jævnligt sendt mine forældre billeder af hende, så de kunne følge hendes opvækst. Så det var mig selv der opfordrede til at vi skulle ses igen.

Jeg kan ikke enes med min far, så ham ser jeg ikke mere, kun min mor kommer jævnligt på besøg (jeg bor i Aalborg, mine forældre bor i Odense). Jeg har jævnligt samtale med en psykolog for at bearbejde de ting der er sket i min opvækst... og jo mere jeg får snakket om det, jo sværere får jeg ved at se min mor. Jeg har så meget lyst til at spørge hende hvorfor hun aldrig har været der for mig. Hvorfor hun altid har været ligeglad med hvordan jeg havde det. Min far er direkte ondskabsfuld og jeg har det fint med ikke at se ham mere. Men det piner mig at min mor aldrig har beskyttet mig imod ham

Jeg prøver at sige til mig selv at jeg skal glemme det, og bare glæde mig over at mine børn er glade for deres mormor, og hun er også en rigtig god mormor for dem. Men det bliver bare sværere og sværere at lade som ingenting. Havde jeg ikke haft børn ville jeg have konfronteret hende med mine oplevelser som barn, og været ligeglad med at vi mistede kontakten. Men jeg skal jo tænke på mine børn... mit egoistiske behov skal ikke være skyld i at de mister kontakten med deres mormor.

Åh, hvor jeg synes det er svært...

Hvis der er nogen der har oplevet noget lignende vil jeg meget gerne høre hvordan I har tacklet det.
Og undskyld det lange indlæg...


 

Kender det.... Men vil ikke uddybe her....

Dutte84 skriver:



Kender det.... Men vil ikke uddybe her....

Helt i orden

Lidt om min baggrund i MEGET KORTE TRÆK

Min far var alkoholiker og kun 20 år da han blev far ...ikke opgaven moden.
Han var utro og slog min mor. Han slog aldrig mig, men råbte og skræmte mig meget med hans dominerende væremåde, og utilregnelige humørsvingninger...

Da jeg var 4 år flyttede han fra os....
Jeg manglede noget (her kom der i en periode på 10 år en pap-far som bare lave endnu mere rod i min opvækst)

Som 10-årig mødte jeg tilfældigt min far. Vi fik lidt kontakt, men det var svært at opretholde, da jeg havde en alder hvor jeg var flyvsk og mine venner og hobbyer trak mere end at skabe forældre-bånd....
Årene gik med kontakt nu og da, men aldrig sådan NÆRT.

Min far blev ramt af en blodprop i hjernen og blev lam. Endnu noget der bevirkede at vores kontakt ikke var så nem at opretholde.

Alkohol var lagt på hylden. Og min far var en helt forandret mand
Han havde hurtigt efter han gik fra min mor, fundet en anden kvinde. Hun havde holdt i gennem alt hans lort (og afvænning) og de var blevet gift og havde fået en dreng sammen. Og 5 år senere fik de også en datter...

Jeg flyttede hjemmefra som 20-årig. Min far kom ind imellem på besøg.
Det virkede til at han havde lidt dårlig samvittighed over, at hans t andre børn havde fået, men at han aldrig havde givet mig noget. Så jeg fik lidt møbler og hjælp fra ham, kort tid efter jeg flyttede hjemmefra.
Vi havde kontakt nogle måneder. Så forvandt den for en lang periode, og kom igen, osv....

Aftaler vi havde lavet, blev nogle gange glemt, og jeg blev skuffet (selvom jeg forsøgte at være ligeglad) ....min far gjorde det dog aldrig bevidst / med vilje.

Der var en lang pause i vores kontakt.

Så kom der pludselig kontakt igen, mens jeg var gravid med vores første barn.
Min far og jeg måtte have kortene på bordet og snakke om det een gang for alle. Og jeg var imponeret over, at han rent faktisk spurgte mig hvad JEG ønskede. Han sagde at han gerne ville vores forhold, men at det gang på gang gik i stå. Og han bare ville gøre/være det som JEG ønskede....
Og jeg sagde, at nu handlede det for mig, om mere end bare MIG - nu blev han morfar! Og een ting var at jeg ikke havde haft ham nok i mit liv. Men det skulle ikke fortsætte sådan i min datters liv også. Hun skulle ikke miste en morfar, fordi han kom i en periode, og hun ville holde af ham, hvorefter han så forsvandt igen i laaang tid, osv...

Så min far fik valget mellem at holde sig til og blive ved med det, eller at holde sig helt væk.
Han valgte at holde sig til. Og HATTEN AF FOR MIN FAR. Han er her endnu!

Nu er jeg mor til to børn, og de kender deres morfar og holder af ham.
Det varmer mig indeni.

Nok nåede vi aldrig at få et far-datter forhold imens jeg havde brug for det, da jeg voksede op. Og det kan ikke indhentes nu!
Men nu har vi fået et forhold op at køre, og det bliver mere og mere afslappet, ægte og behageligt for hver gang vi er sammen.

Stadig render vi ikke en heeeelt masse sammen.
Det ønsker jeg slet ikke, da jeg jo har meget andet også.
Men vi ringer sammen, og sørger for at lave aftaler, så der ikke går alt for mange måneder imellem.

Så her er det faktisk endt rigtig godt, fordi vi ENDELIG fik taget den svære snak