Manden der stadig bor hos mor...

Hmm... Så må jeg altså lige have lidt feedback. Da jeg flyttede sammen med min mand, flyttede han direkte fra mor og far sammen med mig. Det er noget der faktisk stadig volder problemer (efter næsten 6 år under samme tag). Det er blevet slemt efter vi har fået barn, han er 2 år nu. Hvad skal man gøre når manden stadig tror at tøjet vasker sig selv, køleskabet selv fylder sig op og at der altså er noget der hedder Net-bank og regninger. Aaaaaargh.... Bliver vanvittig af at have to børn i stedet for et. Helt ærligt, hans mor ringede stadig til lægen for ham da han var 20 (det ik løgn)! :mur: Alt det ovenstående har hjulpet lidt efter en snak (og en truen om at skride). Men men men... det falder ham slet ikke naturligt at tænke sig om og det er bare SÅ turn-off at føle man er mor til ham. Det gør jo så også at sex er der ikke meget af. Jeg tænder bare ikke på ham mere. Det er bare ikke hot at jeg styrer hans liv (og dermed vores liv) for ham. Og nu ikke noget med et forslag om en parweekend uden børn - er prøvet, intet held. Ville bare høre om der er nogle ideer og tips jeg ikke selv har tænkt på. Knus :)

Hvad med en weekend hvor DU tog væk? Sørg for at der ikke er ret meget mad i køleskabet, at alt tøjet ikke er nyvasket osv. Måske lærer han af at prøve det på egen krop?

PS. Jeg går i skole en aften om ugen selvom jeg er på barsel - på den måde prøver manden også at stå med det hele alene (vi har jo så tre børn og der skal serveres mad og puttes osv) Tror det er sundt for begge parter at kvinderne giver slip og at mændene tager over.

Jeg tror at mange mænd går med skyklapper på - det gør min i hvert fald. Det er ikke af ond vilje eller dovenskab - han ser simpelthen ikke at opvasken roder eller at tøjkurven er fuld før han mangler en ren tallerken eller skjorte. Når jeg henleder hans opmærksomhed på det vil han meget gerne tage sin del. Har du prøvet bare at lade stå til? Det er rigtig svært at gøre, men det kan få hans øjne op for hvor meget du faktisk gør. Lad være med at vaske, vaske op, købe ind og betale regninger indtil det hele flyder og der kommer rykkere ind af døren - så må han da opdage hvor meget der er at gøre for at en familie hænger sammen. Kan sagtens følge den med at du ikke tænder på ham mere. I perioder laver jeg også meget mere herhjemme end manden, og det er lidt svært at have lyst og overskud når man aldrig står stille.

Jeg kender for øvrigt en mand på 39 som bor 5 minutters gang fra sin mor. Han spiser ofte hjemme ved hende og hun ordner hans vasketøj. Det er på ingen måde hot!

Jeg tror, at den hjemlige arbejdsfordeling volder problemer i rigtigt mange parforhold, og det er da heller ikke fordi jeg synes at alt bare er perfekt hjemme hos mig selv... Men selvfølgelig skal du ikke være mor for din mand! Selvfølgelig skal han tage ansvar for sin familie - og sig selv! Det hører med til at være voksen, være mand og være far. Præcis hvad der skal til for at manden indser, at han må tage ansvar er jo ikke godt at vide. Du har sikkert forsøgt at snakke med ham før, men så må du jo prøve igen. Sig til ham, at du synes, at du har alt for meget arbejde & ansvar hjemme, og at du har brug for at I deler det mellem jer. Det har du brug for at I snakker sammen om - planlæg så sammen et tidspunkt (om en uges tid), hvor I kan få snakket; kan I fx få passet drengen af bedstemor et par timer lørdag formiddag? Aftal fx også, at I som forberedelse til den snak hver især skriver ned, hvad I bidrager med af arbejde på hjemmefronten og hvad I kunne tænke jer anderledes. Udfordringen for dig må så være at være åben omkring din mands ønsker og evner. Og give slip. For selvfølgelig er du meget bedre til det hele, hvis du har klaret alt alene i årevis, mens hans er gået fra én mor til en anden. Så du må kunne acceptere, at I spiser spejlæg, når han står for aftensmaden, at maden serveres en halv time senere end den burde, og at han ødelægger din fine nye bluse i vask. Mens han lærer det... Målet med jeres snak er at I deler det hjemlige arbejde mellem jer - men det er ikke realistisk, at det bliver ligeligt fordelt fra starten af (og behøver måske heller ikke være det, hvis én af jer arbejder mere end den anden). I kan fx aftale, at I ugentligt laver en madplan & indkøbsliste, at I skiftes til at købe ind efter listen (storindkøb 1 gang ugentligt), og at I på madplanen skriver, hvem der er ansvarlig for at maden står på bordet til tiden. I kan også aftale, at manden for fremtiden tager al tøjvask. Og at du har ansvar for økonomien. Eller noget helt andet. Iøvrigt tror jeg rigtig meget på den med at tage afsted og lade ham klare ærterne selv. Er der et kursus en gang om ugen, du har lyst til? Eller en arbejdsrejse, du gerne vil på? Eller har du bare en veninde langt væk, du vil besøge? Tag afsted uden at have vasket vasketøjskurven i bund først og have fyldt køleskabet... Om han tager drengen med på burgerbar er ligegyldigt - han finder ud af, hvad det er for opgaver, der skal løses i dagligdagen... Held og lykke!

Faderen til min store søn, var en rigtig 'mamma´s boy', han mente at han gik på job, når han gad og så når han kom hjem smed han sig på sofaen og forventede at blive serviceret :angry: Han kunne intet selv, hverken madlavning eller tøjvask, intet Da vi gik fra hinanden , flyttede han ja gæt næsten hvorhen :laugh: Og der blev han boede til han fandt en ny som gad servicere ham og sådan har historien gentaget sig et par gange , sørgeligt men sandt Min pointe er du er nødt til at sætte stolen for døren og forlange nogle ændringer, for de kommer ikke af sig selv Men du skal også huske på at han ikke er tanke læser så derfor er du nødt til at sige det til ham nøjagtigt som du føler det og hvad det er du vil have han skal gøre og deltage i

Hej Alle. Tak for svarene. Det i skriver er jo helt rigtigt og jeg har også flere gange forsøgt at få fordelt ansvaret herhjemme og det går da også fint - nogle dage/uger. Så er det lige som om han falder mere tilbage dag efter dag indtil vi er tilbage i det gamle - jeg må jo bare holde ham i ørerne indtil det ligger på rygraden. Mht. bare at lade det stå til; det kan jeg bare ikke overskue. Ikke at have drengen eller mig selv at give tøj på om morgenen, ville nok få mig til at ryge i luften. Og vi har ikke rigtig råd til rykkere. Men jeg kan da ikke nægte at tanken har strejfet mig. ;) Jeg er tit væk om aftenen, rider flere gange om ugen. Og det klarer han uden problemer uden mig - men jeg kan være 100 % sikker på at har jeg ikke bedt ham om at lave noget imens jeg er væk, sidder han på sofaen i 4 timer. Og ja, hvis vi gik fra hinanden (det håber jeg nu ikke) så kan jeg være helt sikker på han flytter hjem til mor igen! Når alt det er sagt kan jeg jo se, at i bare siger det som jeg egentlig godt ved - men det er bare så svært at have energi til det over så lang en periode. Det hjælper at få det ud dog! Her til sidst vil jeg gerne vide om alle mænd i bund og grund er sådan her? Eller er vi bare nogle få der har trukket nitten?