Hvorfor?

Jeg bliver så ked af det, hver gang jeg læser, om babyer der har fået tæsk af deres forældre. Nu har jeg lige læst dette: http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article/28414645/ Hvorfor gør man sådan noget? De små gør jo ikke noget som helst med vilje. De vil jo bare have opmærsomhed, mad, varme og trykhed.

Jeg forsvarer ingen - tværtimod er jeg dybt fordømmende overfor personer(kalder dem ikke mennesker af princip), som kan finde på den slags. MEN! Det er ofte mennesker med problemer. Junkier, feks, har ikke samme tolerancetærskel som ikke-junkier. Psykisk syge og sådan kan man blive ved. Der er ingen undskyldning, what so ever. Og disse mennesker, som i forvejen lider eller er afhængig af noget, de skulle bare ikke have børn, når man kan mistænke den slags kan ske. Siger ikke, at det sker - men der er en potentiel risiko forbundet med sygdommen og det at have et barn, så man må formode, at det kan gå grueligt galt. De skulle udsættes for det samme x100, sku' de!

Nu vover jeg pelsen.... Da Oliver blev født havde han kolik, jeg havde en fødsels depression og min mand meldte sig helt ud af børnepasningen... Det var bare HÅRDT... Da Oliver er 3 måneder ca er jeg bare færdig.. Jeg græder dagen lang og det samme gør Oliver. Vi havde ingen netværk og Oliver kunne mærke vores afmagt.. Havde et super samarbejde med vores SP.. Nå.. For at gøre en lang historie lang... Så har jeg ALDRIG lagt Oliver fra mig, råbt eller snerret af ham.. nej nej.. Jeg gik rundt som en stepford wife og med Oliver i armene KONSTANT.. En fredag aften bliver det bare for meget og jeg ringer til SP,- hun henviser til lægevagten som er sidste instans inden man kaster med børnene. De henviser os til børneafd. Med den besked at de så kan indlægge Oliver og jeg, så jeg ikke rusker eller kaster med ham.. Og hvad er reaktionen så på børneafd.. Helt alvorligt så kiggede de på mig og grinte.. Jep.. De grinte.. Og sagde så at det var jo mit barn så dette måtte jeg da passe selv............... :ohmy: Jeg bifalder eller accepterer overhovedet ikke at børn ryster deres børn eller ikke er gode ved børn. Mennnnn... Når den sidste instans griner af en, - hva gør man så..??????? Puha.. Det var personligt.... :blush: Tag det eller lad vær.. Og tænk hvad du vil,... Vi er alle bare mennesker... :blush:

Du har fulstendig ret Bibi, jeg bliver bare så ked af det på de smås vejne. Og skulle lige have afløb for min sorg. Der har bare været skrevet meget, om flere af den slags sager her på det sidste.

Louise, du er ikke alene. Men det er ikke det samme, som de tilfælde, vi læser om i avisen. Du er normal. Ligesom alle forældre i afmagt. Normal afmagt. Vi er lige ved at gøre, men fornuften tager over og vi gør det ikke. Det der beskrives i ovennævnte link og tilsvarende er jo så grotesk og forbundet med noget i barndommen, for den voksne eller noget skidt vedkokmmende er landet i nu. Det er ikke afmagt. Det er vold.

Louise skrev:

Nu vover jeg pelsen.... En fredag aften bliver det bare for meget og jeg ringer til SP,- hun henviser til lægevagten som er sidste instans inden man kaster med børnene. De henviser os til børneafd. Med den besked at de så kan indlægge Oliver og jeg, så jeg ikke rusker eller kaster med ham.. Og hvad er reaktionen så på børneafd.. Helt alvorligt så kiggede de på mig og grinte.. Jep.. De grinte.. Og sagde så at det var jo mit barn så dette måtte jeg da passe selv............... :ohmy: Jeg bifalder eller accepterer overhovedet ikke at børn ryster deres børn eller ikke er gode ved børn. Mennnnn... Når den sidste instans griner af en, - hva gør man så..??????? Puha.. Det var personligt.... :blush: Tag det eller lad vær.. Og tænk hvad du vil,... Vi er alle bare mennesker... :blush:

Jeg fordømmer bestemt ikke dem der søger hjælp, og er ked af at hører at du ikke fik den prof hjælp du havde behov for. Men du gjorde i det mindste noget konstruktivt. Og jeg kan godt forstå at man kan komme langt ud, når man ikke får den opbakning man har brug for.

Er nok tilbøjelig til at give dig ret.. jeghavde lyst til at ligge ham på sofaen i 1 min alene, - men gjorde det ikke.. Så ja. Det er ikke det samme.. Aldrig vold!!!!! De burde skamme sig..

Det er da utroligt mange instanser, du skulle igennem Louise - og så endda uden at blive taget alvorligt :angry: Godt gået at du bevarede roen, for alle kan jo blive presset langt ud, når man ikke får sin søvn og står i den nye situation som det er at få et barn. Endte du med at bruge venner, eller hvordan fik du efterfølgende styr på situationen igen?

Den slags er så forfærdelig Og med den slags mener jeg linket I min mening er der mile vidt mellem at have en depression og så det som er i linket Louise : Jeg ved der er rigtig mange derude som har haft det som dig, forskellen er bar at du turde stå frem og sige det ;) Der er ingen skam i at bede om hjælp, men det er en skam at lade være og du prøvede og heldigvis sejrede du ellers var du jo ikke her i dag med Oliver som er 2-3 år nu :) Og så lige ne ørefigen til den afdeling i kom på : SKAM JER :angry:

Uha, de historier bider sig altså fast i mig - Hvordan kan det ske - hvordan kan man få sig selv til at gøre sådan et lille forsvarsløst væsen fortræd, uanset frustrationens størrelse. Som det tidligere er nævnt i tråden, så overtræder vi 'normalt-fungerende' bare ikke den grænse!! Men hvordan kan man dog læse sin mand så dårligt? Og hvordan kan man som far dog ikke melde ud, hvis man ikke magter det? Ja, jeg forstår det simpelt hen ikke, når det drejer sig om noget så dyrebart!! Louise: Forskellen er jo netop, at du forsøgte at få hjælp, at du gjorde en indsats for IKKE at krydse denne grænse. Rigtig flot - og flot at du turde dele med os.