Det kommer virkelig bag på mig, at der findes voksne mennesker der hører Nik og Jay. Kan (måske) til nød forstå at nogle pigebørn på 15-16 år, kan falde for det, men voksne..!?! Hvad er det der fænger? Teksterne? (Nej da?) Musikken? (Nej vel?) Dem? (Nej umuligt!) ;)
Men det forklarer da, hvorfor ekspedienten sidste år, da jeg købte en cd med dem til min niece i julegave, havde den frækhed at spørge, om det var til en gave. Der gik lige et par sekunder hvor jeg ikke kunne andet end at glo måbende på hende, indtil jeg fik samlet mig og fornærmet hvæset: ”Ja, gu' er det til en gave. Ligner jeg måske én der hører Nik og Jay!!?”
Udover at musikken er uinteressant, synes jeg også at der er noget lidt ”uhyggeligt” ved dem. En mur af utilnærmelig ligegyldighed (muligvis påtaget, aner det ikke, men det gør sådan set ingen forskel) og en virkelig ucharmerende glat hårdhed. Ingen øjenkontakt, men sådan et teflon-blik, der glider af og tyder på, at der intet er at komme efter inde bagved. Ligesom Paris Hilton og Victoria Beckham fx, der også begge giver mig myrekryb..
(Skal retfærdigvis siges, at ovenstående afsnit bygger på et meget spinkelt kendskab til dem, så hvis det viser sig, at de i virkeligheden er et par smilende og imødekommende raske unge mænd, undskylder jeg! Men musikken er stadigvæk noget lort :laugh: )
Anmeld
