Man og jeg

Hvorfor har folk så svært ved at sige jeg og bruger man konstant og hele tiden? Er folk bange for at lyde selvoptagne? Jeg har brugt det selv. Tager mig selv i det af og til. Jeg synes ofte, at det lyder selvoptaget. Men for det meste er der berettiget. Jeg falder over det, igen, nu hvor jeg ser Årgang 0. Konen sidder og beskriver sit sygdomsforløb og bruger man. Hvorfor pokker siger hun ikke jeg? :unsure: Lige præcis dér skal hun jo bruge jeg. Er det for ikke at inddrage sig selv, at det bruges? For at gøre det mindre personligt? Men jeg forstår jo ikke, at man ikke fremhæver sig selv, når man ;) snakker... Andre, som har en holdning til man og jeg?

Det er faktisk ikke noget jeg har tænkt over.. Jeg vil da helt sikkert lægge mærke til hvordan jeg bruger det fra nu af og så skal jeg nok vende tilbage med et ordentligt svar :)

Tror heller ikke, at 'man' sådan lægger mærke til det. Men jeg gør ;)

Nu ved jeg ikke lige hvorfor hun siger man i Årgang 0. Men synes ofte det er påfaldende når man (he, he) sidder og diskuterer/snakker om noget at det ordvalg bruges. Jeg synes at man (igen he, he..) fralægger sig ansvar ved at sige man...

Det er noget jeg er gået meget op i tidligere. Når folk siger 'man', spørger jeg ofte: Mener du man eller mener du dig? For der er forskel. Og det irriterer også mig grænseløst, at mange ikke kan finde ud af det, eller ikke tør bruge jeg, når de mener jeg. 'Man' er en massebetegnelse, som måske giver mere retfærdiggørelse for ens følelser og tanker. For at sige at der er andre der har det som en selv. Kendte gør det meget, for ikke at sige for meget om dem selv.

Jeg lægger også mærke til det , men har ikke noget problem med det. Til gengæld kan jeg slet ikke have, når folk siger 'du' i stedet for 'jeg' :sur:

Nej du istedet for jeg duer da SLET ikke :blink: Jeg har også lægger selv mærke til det med 'man' ig 'jeg' især når det er mig selv der siger man, må jeg af og til rette mig selv og sige jeg. Tror som 'Mor til to' også det er noget man/folk bruger for at gøre det der bliver sagt almengyldigt, så kommer det ikke sp tæt på ens egen person. Måske jeg(og alle andre) ville blive mere selvsikker hvis jeg siagde jeg noget oftere :laugh:

Det er en ubevidst måde at beskytte sig selv på - at gøre det, man siger, til noget alment i stedet for så at sige at 'tage ansvaret' for det selv. Jeg tog mig selv i det, da jeg skrev i tråden om den 'døde' debat lige før - ville skrive, at når 'man' ikke kom her så tit, så var 'man' mere - et eller andet, kan ikke huske detaljerne, men altså: Jeg skyndte mig at ændre det, for det var nu engang min subjektive oplevelse. Jeg vil ikke sige, at det irriterer mig, men jeg synes, det er påfaldende, når det sker. Klassikeren er, når en 'stor, stærk' mand interviewes om noget, der går tæt på - noget, hvor han nødvendigvis må blotte sig selv lidt. 'Når MAN mister sit job, så kan MAN godt føle sig lidt utilstrækkelig - og så begynder MAN at spekulere på, om MAN er god nok...' - fx. Ingen tvivl om, at han taler om sig selv - men ved at bruge 'man', distancerer han sig lidt fra det og udstiller ikke sig selv som 'svag'. Og ja - det er slemt med den der 'du'-form. En kvinde, der siger til en mandlig interviewer: 'Når du er gravid, er du meget sårbar' - fx.