Jeg er gravid for anden gang. Vila, vores første er 2½ og har 'helt' styr på at hun skal være storesøster og at mor har en baby inden i maven.
Det første trimester af graviditeten ( skal føde 9. juli)var et helvede... Jeg erindre bestemt ikke at jeg havde det så dårligt da jeg ventede Vila (og det er måske også meget godt - ellers var der nok mange flere enebørn :laugh: ) Og ikke nok med døgnkvalme og døgnopkastninger så havde jeg i den periode også lige et stort eksamensprojekt jeg skulle arbejde på, så lettere stresset nåede jeg også at blive..
Faktisk blev det så slemt at min læge ordinerede medicin til mig - så jeg kunne overhovedet kunne komme i skole :S
Nå, men i denne pinefulde periode blev denne sætning sagt en del gange:
'Så nu skal du lige lade mor være, hun har det meget dårligt'
Hvilket resulterede i at Vila i en lang periode efter også har haft det 'MEGET DÅRLIGT'
En samtale kunne således lyde:
Mig: 'Hvordan har du det Vila?'
Vila: 'jeg har det MEGET dårligt'
Mig 'Nå da da, hvor gør dt ondt?'
Vila: 'I hovedet, og i maven, og på armene... og fødderne'
Mig: 'Okay.. Skal du også kaste op?'
Vila: 'ja.. host host' med hovedet nede i en spand..
De kære børn :cheer:
Anmeld