Kære alle I dejlige mennesker her i cyberspace.
I går var jeg i Zoo med vores 2 drenge på halvandet og 6 år (L). Theodor på 6 er meget åben og snakkesalig, og også i går kom han til at snakke med mange, bl.a. en førtidspensionist der virkede enormt sød og hjælpsom men som så lidt substistensløs ud med beskidt tøj og som ikke havde været i bad i år, tror jeg. Det lugtede i al fald ikke sådan +o(
Manden ville med os ind til flagermusene, hvor der er helt mørkt, og pludselig var han og Theodor gået i forvejen fordi William lige faldt over sine egne ben. Jeg blev helt nervøs :'( og løb efter dem, de stod selvfølgelig bare derinde og kiggede på flagermus :$ Jeg ved ikke rigtig hvad jeg havde regnet med, det er jo i virkeligheden kun få mennesker der er børnelokkere eller pædofile, men skrækken fik altså alligevel sit klamme tag i min krop, der blev helt kold et øjeblik.
Så var det jeg tænkte på, at selvfølgelig skal vores børn være selvstændige og vi skal også give slip på dem, men hvornår er de gamle nok? Jeg synes det er en svær afvejning mellem at udstede totalforbud og være for laisser-faire. Plus Theodor (som alle andre børn) stiller enormt mange spørgsmål og han er også en meget følsom og tænksom dreng, så hvis jeg skal til at fortælle ham at han ikke må gå med fremmede, fordi nogle mænd misbruger børn fx., så ville han tage det meget alvorligt. Og måske slet ikke turde tale med fremmede mere. Og ville det så bare være midlertidigt eller ville det for evigt præge hans opfattelse af andre mennesker?
Hvad gør I med jeres børn i dén forbindelse? Og hvad siger I til dem?
Knus fra tænksomme Tina(?)
Anmeld
