Naboers børn, børn fra børnehaven etc.

Til nogle af jer der har 'ældre' børn. Altså ældre end baby... Hvad gør I med de børn som I egt. ikke vil, at jeres børn skal lege med fordi de har en 'dårlig påvirkning'? Og er der forskel på om det er naboer eller nogen fra børnehaven? Vi har en dreng på vores vej, som opfører sig rigtig dårligt ind i mellem. Stadig i det små, men alligevel. Han er dobbelt så gammel som min pige, så han er jo noget større. Han skubber, smækker døre i for næsen, smider sand, vand etc., hamrer hendes legetøj ned i jorden, tager hende til fange. Og det er selvfølgelig for det meste når man har vendt ryggen til. Indtil videre er hun så lilille, at de ikke leger sammen uden at der er en voksen til stede, men det bliver jo ikke ved. Hvad har I af erfaringer med dette?

Vi har en gård fyldt med børn, og det irriterer mig faktisk mere, når forældrene sidder og snakker med hinanden uden lige samtidig at have øje for de konflikter, der jævnligt opstår. Afhængigt af situationen siger jeg tingene direkte til barnet. F.eks. 'Pas på med at smide med sandet, for så får vi det i øjnene'. Eller jeg siger højt til mit barn: 'Ja, jeg bestemmer ikke over xx, men du skal have cykelhjelm på, hvis du skal cykle'. Generelt sørger jeg for at lave arrangerede legeaftaler med 'fornuftige' børn/forældre, så mine børn præges mere af dem, end de mere udfordrende børn ;)

Jeg vælger fra. Har ikke haft konflikten med eller overfor drengene. Det er oftest dem der kommer hjem og siger, at ham eller ham gider de bare ikke ha'. Så giver jeg dem ret og vi taler ikke mere om den sag ;)

Jeg synes bare det er svært når han nu bor lige ved siden af. Skal vi så gå ind hver gang han kommer ud? Og hvis de andre børn på vejen gerne vil lege med ham (en del af dem er ældre og drenge), er min datter så udenfor? Jeg tænker her i det lange perspektiv. Det er jo også noget med hvad man gerne vil lære sine børn, synes jeg. Jeg håber jo at jeg får opdraget mine børn til at kunne sige fra som dine gør Bibi. Men det kræver jo at jeg får dem det lært. Og hvordan gør man det?

Kan jeg ikke forklare dig. Sådan har de altid været. Kan du gå til forældrene? Tage en snak med dem? Hvis drengen bliver ved at være sådan, så vil ingen jo lege med ham senere hen, så er det måske en god ide, at forældrene ved, hvad han går og laver...? Et alternativ er, at du forklarer drengen, at han gør noget forkert. 'Sådan gør man ikke', 'sådan siger man ikke', 'tal ordentligt', 'la' vær' at slå' osv...nej, du skal ikke opdrage, men du kan godt korrekse, når det går over gevind.

Jeg prøvede en dag hvor de skulle lege sammen at komme ham i forkøbet, så han kunne vælge det gode fremfor det dårlige. F.eks. sagde jeg: 'Se, han holder lågen for dig, så du kan komme ind', selvom jeg godt kunne se, at han var lige pånippet til at smadre den i når hun kom gående. Osv. i den dur. Det virkede egt. så han ikke gjorde de dumme ting, men jeg kan jo ikke stå ved siden af hele tiden. Forældrene ved det godt, men virker lidt magtesløse. Eller vage eller hvad det nu er. Synes også det er sin sag at skulle 'opdrage' på sine naboer, som man jo helst skal have et godt forhold til... Jeg har også prøvet flere gange, at sige: 'Kom vi går et andet sted hen. Vi vil ikke lege her, når han gør sådan.' Kan jeg sende ham hjem, hvis han leger her og gør noget meget slemt?

Ja, altså. Umiddelbart, ville jeg jo slet ikke tage ham ind. Din datter er ikke udenfor, når du har besluttet, at hun ikke skal tilbringe sin tid med ham. Du skal jo forklare hende, hvorfor hun ikke kommer til at lege med ham. Og at de andre drenge vælger ham, er jo naturligt, da de er hanner og din datter er en hun. Og fremtiden? Glem alt om den, der kommer andre legekammerater. Og man skal og behøver ikke lege med dem på vejen. Man vælger selv. ;) Men jo, du kan sende ham hjem med det vuns, hvis du vælger at tage ham ind. Ud, væk, duer ikke!

Mor til to skrev:

Kan jeg sende ham hjem, hvis han leger her og gør noget meget slemt?

Ja, det synes jeg da bestemt godt, at du kan. Det kan jo gøres på flere måder afhængigt af, hvad du har overskud til. F.eks. 'Her er reglerne sådan og sådan. Du må gerne være med, men her smider vi ikke med tingene, for så går de i stykker, og så har vi ikke noget at lege med i morgen...' Hvis han slet ikke er til at nå, så ville jeg bede ham om at gå ind til sine forældre. :angry:

Vi har i perioder oplevet, at ungerne har haft kammerater/veninder, som vi måske ikke lige var helt vilde med. Både min mand og jeg har et blødt punkt for 'dem, de andre ikke vil lege med', og derfor er vi gået langt for at rumme dem - og ikke mindst støtte vores børn i at rumme dem. Herunder også støtte dem i at sige fra, når det gik over gevind. Lære dem forskellen på, at 'X er dum' og 'X opfører sig på en dum måde lige nu'. Hvis mit barn blev klemt og kun havde negative oplevelser med et andet barn, ville jeg selvfølgelig hjælpe med på en ordentlig måde at 'lukke ned for' venskabet. Det har jeg dog ikke oplevet endnu. Der har altid været tale om børn, som mine unger også var glade for og fascinerede af. Vi har et 'fælles projekt' herhjemme med den yngstes bedste ven, en skøn dreng på 11 med ADHD. Hans opførsel er ikke altid lige skøn, og han er blevet valgt fra af så mange andre børn. De andre forældre til hans (og min søns) klassekammerater opfatter ham som roden til ALT ondt i klassen. Det gør mig harm og ked af det. Når han er her, ved både vi voksne og de to ældste, at vi skal være på dupperne og hjælpe både ham og vores yngste til at få en god dag sammen. Vores datter er ofte barnepige for ham, og vi er alle sammen vilde med knægten - og det smelter mit moderhjerte at se, hvordan alle tre drager omsorg for ham. Til gengæld er jeg blevet god til at sige fra de dage, hvor jeg ved, vi ikke orker at have ham på besøg, selv om han plager.

Jeg tænker faktisk to vidt forskellige ting: * Din datter er lille og sart, og drengen er stor og voldsom. Men måske opfatter du hans voldsomhed mere voldsom nu, hvor pigen er så lille, og efterhånden som hun bliver mere robust, selv kan sige fra osv, bliver det dels mere ok at være lidt voldsom, dels holder han måske op med at være voldsom, fordi hun siger fra. Noget helt andet er, at drengen måske er i en periode, hvor han har brug for at hævde sig lidt - men de perioder går over. Altså: Måske løser problemet sig selv, efterhånden som børnene vokser sig ældre. * I stedet for at sætte begrænsninger på, hvor meget din datter engang med tiden må lege med nabodrengen, gælder det om at stimulere andre gode venskaber (hvis han også med tiden viser sig at være et dårligt venskab). Hvis de andre børn omkring jer er lidt ældre drenge, og der ikke kommer yngre børn og piger til, så er din pige jo på sin vis udenfor - man skal blive ret gammel, før et år eller to ikke betyder noget. Hun vil ikke opfatte at være udenfor, for hun leger heller ikke selv særlig meget med de store hhv. de små i vuggestue / børnehave / skole. Lige nu oplever I sikkert, at børnene mødes meget ude og derfor kommer til at lege på kryds og tværs. I den kommende måneder mødes de ikke nær så tit - her er det meget nemmere at styre legen fx ved at invitere en pige fra den anden ende af vejen på besøg. Og det kan så måske udvikle sig til venskab. Vi bor selv i et udpræget småbørneområde: Mine to på 5 og 3 år har 14 kammerater mellem 0 og 6 år i de nærmeste 9 huse. Børnene løber ud og ind hos hinanden - og jeg holder ikke altid øje med mine to mere. Jeg ville synes, det var skrækkeligt at holde øje med, om de nu legede med 'bøllen' - jeg mærker, at de selv styrer, hvem de helst vil være sammen med. Jeg synes, du ikke skal bekymre dig - jeg tror virkelig, at meget bliver anderledes bare ved at børnene bliver ældre.