Jeg gider ikke være en nej-mor

Lige for tiden synes jeg, at jeg ikke kan sige andet end nej til Zakarias på 2½ år. Før vi fik lillebror, var der noget mere overskud. Jeg gjorde en del ud af at sige ja i stedet for nej. Eller finde alternativer... Når der opstod konflikter synes jeg, vi ofte kom godt ud af dem. Men lige nu kører det hele op i en spids. Og jeg har mest af alt lyst til at sige højt: Så stop dog for pokker knægt! Jeg ved godt, han er vant til at der kun er ham og der har været tid til at tage konflikterne. Og nu er der så pludselig lillebror, der tager meget af mors tid. Og et eller andet sted ved jeg jo godt, at jeg ikke kan forvente at han skal være fornuftig i stedet for at reagere med følelser. Han er jo for pokker kun 2 år. Men hvordan får jeg det vendt igen? Så jeg igen bliver en ja-mor, der kan tage konflikterne i børnehøjde og ikke fra voksenhøjde??

Ikke hvordan, men hvornår. For du er jo en ja-mor, du har bare lagt det lidt på hylden. Han er KUN 2 år, men han ER altså to år. De forstår mere end vi regner med, så du kan sagtens forklare ham på 2½års-niveau, hvorfor der er så langt mellem ja og kort mellem nej for tiden. Han vil blive muggen, men de vænner sig gerne til det, de store. Bare rolig. Keep up the good word :)

Jeg tror at jeg lurer lidt med her, for Lea er hvertfald kommet i 'nu-skal-jeg-se-hvor-langt-jeg-kan-gå-alderen' :D Jeg tror at det kommer igen, hvis jeg skal komme med en tanke :) Men det er jo lige med at komme ind i rytmen igen :)

Det er ikke nemt at tackle en 2-årig samtidigt med at man har en baby, der jo altså bare har brug for mere opmærksomhed hurtigere. Så starten af det hele må vist være, at du forstår, at vi er masser, der har været nej-mødre og har manglet overskuddet til at tackle de uundgåelige konflikter, der er med 2-årige i selvstændighedsalderen. Jeg har prøvet det selv - og så 2 år senere prøvede jeg at have en 2-årig uden en baby samtidigt - og undgik de fleste af konflikterne. Så jeg har faktisk ikke noget råd til dig om hvordan du bliver en ja-mor igen... altså andet end at du skal få al den søvn, du har brug for. Og at du skal forsøge at undgå at bringe jer i de situationer, du af erfaring ved, der bringer jer i konflikter. Det er noget med planlægning og forudseenhed. Hvis du fx ved, at I altid bliver uvenner på vej hjem fra vuggestuen, så lad ham sidde i barnevognen, selvom du af princip synes, at han burde gå. Eller giv ham vindruer og kiks at gumle på, selvom du synes, han burde vente til rugbrødsmadderne hjemme. Han kan helt reelt være både træt og sulten. Hvis du ved, at han bliver sur, når han skal tage tøj på selv, så hjælp ham (mere) i en periode - det er ikke kun dovenskab, han har også bare lyst til den samle pusle-opmærksomhed som familiens baby får. Hvis du ved, at det er en gru at have drengen med i supermarkedet, så køb ind uden ham - før du henter ham i vuggestuen eller når han sover om aftnen. Konflikterne opstår måske helt andre steder i din familie, men princippet med at tilrettelægge hverdagen, så de fleste konflikter undgåes gælder stadig. Så kan du nemmere tage de nødvendige konflikter, fx at man SKAL have børstet tænder eller SKAL sove, når mor siger godnat. - og det var så rådet fra en mor, der også var rigtigt træt af at være nej-mor og er meget mere ja-mor med en 5-årig og en 3-årig i familien...

Enig med Johannamor Husk også på at eksperterne siger, at børn der er blevet storesøstre eller -brødre, skal behandles som om de er 1 år yngre end de egentlig er. Jeg er tit en nej mor og det hænger rigtig meget sammen med søvn. Når jeg tænker over det, kommer konflikterne til at være længerevarende hvis jeg siger nej og det tapper mig mere end at skulle overveje hvordan jeg får sagt ja. Så jeg prøver fordi det lønner sig i sidste ende. Men det ER bare svært.

jeg er sikker på at vi er mange i denne gruppe, jeg hører også mig selv sige nej mange gange om dagen. Men jeg kan konflikterne holde nede, ved at anerkende hvad min dreng på 3 ønsker/vil eller gør. Hvis jeg istedet for at sige nej, siger - 'det forstår jeg godt at du har lyst til, men det kan vi ikke', eller 'det er okay at du ikke kan lide lillebror, men du må ikke slå ham'. 'jeg kan godt se at det er sjovt at kaste med legetøjet, men det må du ikke'. Der er uendelige eksempler - men det vigtige er at vise at du forstår din store søn og at det er okay at han ytrer hvad han ønsker. At du viser forståelse og anerkender det han gør, er ikke det samme som at sige 'ja'. Men du kommer ikke til hele tiden at skulle sige nej, nej og atter nej. Dette er nemmere sagt end gjort - det kræver øvelse :)