Jeg troede, jeg skulle have fire børn, og at vi bare holdt en lille pause i nogle år, da vi havde fået nr. tre - men nu er der gået 11 år, og vi har ikke og får ikke mod på nr. fire. Jeg er 38 år og min mand 41, og selv om mange får børn sent i dag, så synes jeg ikke, jeg orker at tænke mindst 18 år frem...
Når jeg har hjulpet datteren med en engelsk stil og haft en kontrovers med hende om frekvensen af fester, man skal gå til, og den mellemste pludselig kommer i tanker om, at han skal have hjælp til matematikken til næste dag - mens den yngste gerne vil fortælle mig en længere smøre om Tycho Brahe eller Aztekerne - ja, så undrer jeg mig over, hvordan man klarer 'bare' 2-3 stykker til uden at føle, man svigter lidt. Og så tænker jeg også på, at selv om man får 3-6-12 raske børn, så aner man ikke, om de med alderen render ind i problemer eller sygdomme, som kræver AL opmærksomhed fra forældrenes side.
Det har været svært for mig helt at erkende, at det var slut med graviditet, fødsel og baby, og gu´ er det da fristende, når man ser sådan en dejlig lille baby - men nej, der er også så meget andet, jeg gerne vil med mit liv, og vi mærker jo også en stigende frihed, som vil være svær at give afkald på igen.
Anmeld