Din søn har ikke brug for at lære allerede nu, at han skal kunne underholde sig selv. Tvært imod har han en alder, hvor han stadig har brug for din opmærksomhed hver eneste gang han har brug for den - og helt og aldeles omgående.
Selvfølgelig kan du selv have brug for at kunne gøre ting uden ham - og det er jo så noget andet. Jeg kan huske, at jeg havde et babytæppe, som jeg flyttede rundt i lejligheden alt efter hvor jeg selv opholdt mig: Det lå foran den åbne badeværelsesdør, når jeg var i bad, det lå på køkkengulvet, når jeg lavede mad. Jeg flyttede så også rundt på forskelligt legetøj, som jeg kunne aktivere drengen med, når han havde brug for det. Og så kunne jeg kigge på ham, snakke med ham osv osv, når han begyndte at blive utilfreds.
Jeg kan godt huske, at det var hårdt - en overgang var jeg nødt til at have drengen i bæresele, når jeg støvsugede og skrællede kartofler; her kom "underholdningen" af sig selv, til gengæld var det hårdt for ryggen.
Pointen til dig er, at det er helt naturligt, at din dreng ikke er tilfreds med at blive lagt til at underholde sig selv. Og at det er helt naturligt, at han ind imellem må blive det for at du kan komme i bad, lave husligt arbejde osv. Udfordringen for dig er så at finde en måde at underholde på, så drengen bliver så lidt utilfreds som muligt, og du har det fornødne rum til at få livet til at hænge sammen.
Selvfølgelig bliver det bedre - men du kan ikke træne drengen allerede nu. Jeg tror, du kunne have godt af at læse lidt om babyers udvikling - hvad de kan hvornår. Din baby opfatter stadig selv selv som verdens navle, og han opfatter ikke sig selv som adskilt fra dig. Så han skal have din opmærksomhed, hvis han har brug for den.
Anmeld